Det store farvel…

Hele denne uge har man skulle sige farvel til en masse og se ting for sidste gang. Mandag sagde jeg farvel til en dansk pædagog studerende og det samme gjorde vi tirsdag. Onsdag var vi for sidste gang i biografen og for sidste gang ude og shoppe på Long Street. Torsdag handlede vi for sidste gang mad og var for sidste gang på Somerset Hospital. Fredag havde vi vores sidste dag på Learn To Live og vi var for sidste gang ude og spise sushi. Lørdag var vi for sidste gang på Waterfront og vi spiste for sidste gang hjemme. Søndag er vores sidste hele dag, vi siger farvel til Q og de andre danske pædagog studerende og vi spiser for sidste gang aftensmad. Mandag vågner vi for sidste gang i vores lejlighed i Mouille Point, vi pakker for sidste gang, vi siger farvel til Tony og ser for sidste gang Sydafrika gennem en volontørs øjne…

Det har været en mærkelig uge – at sige farvel til så meget kendt; sige farvel til ens hverdag gennem et halvt år. Det er sjovt at Mennesket er indrettet til lynhurtigt at kunne danne sig en ny tilværelse og hverdag 11.000 km væk fra det kendte.

Det er anderledes og hårdere at sige farvel til Sydafrika end det var at sige farvel til ens familie og hverdag i Danmark da man skulle af sted. Kommer man nogensinde tilbage og hvad kommer man så tilbage til? Vil man nogensinde se drengene igen? Og hvordan vil det gå dem? Man er aldrig mere volontør i Sydafrika; aldrig mere her sammen med de fantastiske mennesker som vi har rejst og mødt det sidste halve år. Det sidste halve år er noget man aldrig kan genskabe, men altid vil huske. Jeg er så glad for at jeg havde muligheden for at tage af sted og opleve alt mellem himmel og jord. Nu ser jeg frem til at møde familien og mit land igen. Dog med et helt andet sæt briller. Sådan et ophold sætter tankerne i gang og får en til at sætte pris på det man så let tager for givet i Danmark men kæmper så hårdt for her.

Hvis minder, oplevelser, nye venskaber, læring, erfaring skulle pakkes i kufferten ville 23 kg slet ikke være i nærheden af nok. Slet ikke!

Ved foden af Table Mountain gemmer der sig en kæmpe by med en fantastisk befolkning og tusinde af muligheder. Det mystiske bjerg gemmer ens oplevelser og tanker til næste gang vi mødes.

Farvel til 173 fantastiske dage og på gensyn!

Farvel….

Nu sidder jeg i vores lejlighed med et halvt hjerte og tænker de 6 måneder igennem. Hvordan kan man sige farvel til noget og nogle som er blevet ens hverdag?
Torsdag den 6. August tog vi efter skole til Somerset for sidste gang. Vi havde købt en lille kage med til Val, vores volontørrådgiver, og hun havde skrevet en udtalelse til os. Nanna og jeg besluttede os for at tage en sidste tur på stuerne. Først ind på Bailey og trøste et par grædende børn og få ensomme Otandwayo til at grine. Jeg kiggede rundt i rummet og tog de sidste indtryk til mig: De sidste smil og gråd, de sidste sovende mødre, de sidste stressende sygeplejersker, de sidste stinkende bleer, de væltede sutteflasker. Derefter ind på Ebden hvor vores malerier pynter væggene og hvor lægerne stresser rundt. Også et kort glimt ind på Ladyloch og Barkley.
Da jeg gik fra Somerset med min udtalelse i hånden, kunne jeg mærke at jeg og de andre medvolontører har gjort en forskel – både mentalt og fysisk. Selvfølgelig kan børnene ikke huske hvad man har gjort for dem, men alligevel håber man inderst inde at man har rørt dem og vakt et lys i dem. Jeg håber også sygeplejerskerne har lært lidt af hvordan vi arbejder og vil tage imod volontørernes hjælpende hænder i fremtiden.. Jeg håber sådan at de næste volontører vil tage over hvor vi slap og arbejde videre med de mål vi har sat og arbejdet ud fra.
Men det er en underlig fornemmelse at Somerset ikke længere er dit mere, når det har været et sted man virkelig brændte for, lagde hjertet i og har lagt mange timer. Det går nok først op for en senere hvor meget det arbejde har påvirket en selv og hvor meget man egentlig savner det. Jeg tror ikke helt det er gået op for mig endnu at jeg har sagt farvel.

Et farvel til en stor oplevelse og et kæmpe arbejde som volontør! Da jeg var volontør på Somerset Hospital..

Outing med drengene

Vi har i lang tid villet tage drengene ud på en tur, men hvor skulle det lige være? De er ikke specielt høje, og de er kun mellem 12 og 15 så det begrænser udvalget. Men vi faldt over iceskating og tænkte det kunne være alle tiders.

Det hele startede tirsdag den 4 august. Vi havde ikke fortalt drengene hvor vi skulle hen og hvad vi skulle lave, så da vi kørte af sted fra den normale skoledag og misundelige elever, var det med store øjne og mange gæt fra drengene. De sugede alt til sig som om de aldrig havde været udenfor og som om de aldrig ville komme ud igen. Det var en fornøjelse at se de nød turen og at de var spændte.

Vi ankom til Grand West cirka 20 minutter nord for Cape Town. Alle drengene jublede, da de godt vidste at der gemte iceskating bag murene. Jeg spurgte Kyle hvordan han vidste at det var iceskating, og han svarede at han plejer at tigge her når han er ude på gaden!! Jeg prøvede at glemme det han sagde, men hver gang jeg så nogle mennesker i vej kanten tænkte jeg om det var en af vores drenge.

Da vi ankom til iceskating banen får man udleveret skøjter, men drengene havde jo ingen sokker på!! Heldigvis havde vi taget en masse med hjemmefra og dem fik de lov at beholde. Da vores drenge jo ikke er så gamle, skulle de alle hjælpes med at få skøjter på. Stort kaos. Jeg havde lige hjulpet Ricardo Jackson med hans skøjter og hjalp nu Brandon med hans. Der må ikke være gået mere end 2 minutter, så kommer Ricardo Jackson tilbage fra isen med den største bule i panden! Heldigvis er han ikke så pivet så et lille plaster over bulen og han er klar igen – dog mere forsigtig. Alle drengene får på en eller anden magisk vis de rigtig skøjter og sokker på og er alle ude på isen. Det viser sig at tre ud af ti har prøvet det før, og Vusumzi konkurrerer med de store øvede drenge.

Det var dejligt at se dem ude på isen og alle havde stort smil. Vores drenge var over det hele, og hyggede sig. Næsten lige meget hvor man kiggede kunne man se en lille dreng i blå jakke og grå bukser ligge med skøjterne i vejret. Jeg tror det gælder for mange af dem at de lå mere ned end de stod, men de nød det. Da mig og Nanna kunne se drengene kunne styre sig selv på isen hentede vi vores skøjter og deltog på isen. Nu har jeg ikke gjort så meget i iceskating, men gudskelov for mig fortid med rulleskøjter. Det hjalp at jeg har stået på rulleskøjter, da det er nogenlunde samme teknik. Så mig og Nanna skøjtede rundt og hjalp drengene op, skøjtede med dem, og hjalp dem af sted som ikke var særlig trygge. Geraldo holdte hele tiden ved kanten og trak sig af sted, så jeg tog han i hånden og skøjtede ud på banen. Han fik et smil op til begge ører. Det var magisk. Drengene øvede sig meget i ballet, hvilket er en smule underligt at se da de har så hård en facade som gadedrenge. Men ude på isen var de ganske almindelige drenge der hygge sig. Det var vidunderligt.

Vi ville også gerne have vores 62 år gamle lærer med ud på isen, og hun var klar på at prøve. Nanna hjalp hende på med skøjterne og Nanna og Emanuel tog hver en arm og hjalp hende ud på isen. Det viser sig dog at Elaine ikke har nogen form for balancesans og hun havde svært ved at holde hendes ben strakte. Det endte hele tiden med at hun sad halvt ned hvor Nanna holdte hende, eller benene i split. Oveni det fik hun grineflip! Det gør det ikke nemmere. Så da hun var kommet 1,5 meter ud på isen og holdte ved kanten, benene i split, Nanna som støtte, begyndte hun at grine så kraftigt hun ingenting kunne. Det var Elaines tur på skøjter :)

Efter halvanden time på skøjter var det tid til at stoppe og spise frokost. Det var dog svært at få drengene af isen igen, fordi de nød det så meget. Det var jo bare perfekt. Skolen havde lavet madpakker til drengene, og dem nød de med høj snak om hvor god eller dårlig hinanden havde været ude på isen :) Efter madpakkerne gav mig og Nanna drengene en stor is som de nød. Lige et øjeblik var der stille blandt de 10 små energibundter. Da vi skulle hentes af skolen, viste det sig at bilen var gået i stykker, så vi måtte vente på en ny fra skolen. Da den endelig kom og drengene fik sat sig ned og vi var af sted mod Cape Town, blev der stille. Næsten hver og en faldt i søvn, og det var skønt at se. Dagen sluttede da vi satte drengene af ved Homestead, de alle gav et knus og vinkede farvel foran lågen til det lille hus under broen som de kalder hjem.

Jeg troede aldrig dagen ville gå så godt som den gjorde. Det har inderligt været en fantastisk oplevelse.

Velkommen tilbage…

Så er allerede gået en uge siden jeg startede på Learn to Live igen efter en lang vinterferie. Jeg må indrømme at det var med en smule angst og nervøsitet jeg trådte gennem porten til skolen – ville nogle af drengene overhovedet komme tilbage efter så lang tid? Jeg var selvfølgelig også spændt på at starte igen og se alle igen. Learn to Live er trods alt mit projekt selvom jeg den seneste tid har brugt meget tid på Somerset Hospital.

Mens jeg gik fra porten, gennem skolegården og op til lærerværelset så jeg ingen kendte ansigter. Og tro mig, Nanna og jeg spejdede meget! Så da morgensang startede og alle drengene samles, strakte jeg ekstra hals for at se hvem der var dukket op – ingen af mine drenge. Læreren der holder morgensang begynder lige så stille at snakke til drengene og velkomme dem tilbage. Jeg kunne også mærke at Elaine kiggede mere end hun plejer rundt på drengene, da hun heller ikke har set nogen. Heldigvis, efter 5 minutters morgensang dukker Vuyo og Ricardo op i døren. Puha.. Der blev løftet en sten fra hjertet. Selvom man ikke kender drengene ud og ind, og kun har tilbragt et par måneder sammen, betyder de drenge alt for meget. Under morgensang får vi fortalt at 12 elever fra Learn to Live er blevet optaget på en normal High school – det er bare en succes. Det er jo netop det Learn to live stræber på, og oven i købet 12 elever. Fantastisk!

Da timen begynder efter morgensang er jeg rigtig glad over at de to er vendt tilbage. Det viser sig også at der er kommet en ny dreng i klassen, Ricardo Botha. Han er dog meget stille og undgår menneskelig kontakt. Men det er jo altid svært at starte på en ny skole.
Det er lidt underligt at være tilbage igen, men det er på den gode måde. Man kender det hele og alle rutinerne, man kender drengene og man kan se de er glade for at være tilbage. Ricardo Jackson kunne ikke stoppe med at smile til mig og Nanna.

Tirsdag skulle Nanna af sted med pigerne og to lærere på Girls camp i Simonstown for at styrke pigernes selvtillid, så det betød at jeg var alene tirsdag til fredag. Tirsdag kom Geraldo, Emanuel og Kyle tilbage, plus Alexander Riet startede i vores klasse. Alexander er det jeg kalder gammel-ny: han har ikke været i skole i lang tid (mener det er to år siden), men nu er han vendt tilbage og han er rigtig sød og virkelig dygtig. Hvis han fortsætter i skolen indtil januar bliver han forfremmet til lærer Almas klasse.

Men det var rart at være ene volontør i fire dage. Det var hårdt og til tider krævende. Vuyo har lært at have en meget kort lunte i vinterferien og han har lært at slås som en mand. Dette resulterede i to slåskampe i løbet af ugen hvor han blev smidt ud. Den ene gang var over en puslespilsbrik, han ikke ville give tilbage til dem der spillede.

Onsdag besluttede jeg mig for at gøre hvad som helst for at få Ricardo Botha til at åbne sig: Prøvede at få ham til at spille med de andre drenge, hjælpe ham med matematik, tegne sammen med ham, snakke, prøve at læse en afrikansk bog for ham. Men intet syntes at virke. Så da vi skulle lave frokost gav jeg ham et stort knus. Han smilte. Jeg prøvede med de allerbedste kildetricks far har lært mig, og han grinte så højt at jeg blev helt chokeret. Siden da har han snakket på livet løs, smilt, spillet med de andre, og vi har haft en evig kildekamp siden. Det er en rigtig dejlig følelse og jeg kan ikke undgå at smile hver gang jeg ser på ham.

Så det har været en fantastisk uge. Bare utroligt at jeg sidder her fredag eftermiddag med følelsen af at igår var mandag. Tiden flyver af sted og lige om lidt er jeg hjemme. Mor skrev til mig i løbet af ugen at om tre uger ville jeg vågne op i min egen seng. Det føles helt urealistisk. Jeg tænkte over det da jeg vågnede i morges: Her ligger jeg i min seng på mit værelse, om tre uger vil jeg ikke være sydafrikansk ”indbygger” mere, men vende tilbage til mit liv førhen. Jeg vil gøre alt for at jeg altid vil have en lille sydafrikaner gemt inde i mig og tage alt det med herfra som jeg har lært og erfaret.

Hvis minder, oplevelser, nye venskaber, læring, erfaring skulle pakkes i kufferten ville 23 kg slet ikke være i nærheden af nok. Slet ikke! Kommer til at savne drengene.

Nelson Mandelas fødselsdag

Lørdag den 18. juli fyldte Nelson Madiba Mandela 91 år. Hele ugen op til lørdag havde folk forberedt sig til at fejre ham, og en festival var blevet arrangeret i hans navn til weekenden. Hele weekenden havde Cape Town sat af for at fejre ham og det han står for.
National forsoning, demokrati og fremtid

Derfor gjorde mange frivilligt arbejde på hans fødselsdag for at fejre ham og vise ham respekt. Vores volontør koordinater på Somerset Hospital fortalte at der ville komme frivillige grupper og gøre rent og hjælpe til på hospitalet som en del af at fejre Mandelas fødselsdag.

Der var som sagt festival i byen i hans navn. En stor scene var blevet sat op ved noget der hedder St. George Mall. Både lørdag og søndag var der underholdning i form af sang, dans, teater og modeopvisning. Alt opført under temaet ubuntu: frihed, respekt og sammenhold. Qaqamba, som vi mødte på højskolen, spurgte om mig og Nanna ikke ville komme ind og se showet og mærke stemningen søndag. Hun skulle også selv optræde med teater og give hendes respekt til Mandela. Selvfølgelig ville vi det. Hun skulle optræde klokken 15, men som i måske kan genkende fra tidligere blogs, hersker her African Time. Hun kom først på halv seks. Men det gjorde ikke så meget. Vi fik set en masse gode opvisninger, mærket den gode stemning og måske fået en større forståelse af at weekenden ikke kun var at fejre en fødselsdag men hyldest af Mandelas betydning for landet og dens udvikling - en hyldest af en stor mand!

Da Qaqamba og hendes gruppe endelig kom på scene, levede publikum helt op. De opførte en slags teater – en blanding mellem sang, trommer, dans og diverse fortællinger og digte om livet i Sydafrika – på godt og ondt. Qaqamba opførte en digt som hun selv havde skrevet mens hun var på højskolen i Danmark, og det var tydeligt at mærke hvor meget det ramte både hende og publikum. Digtet var af høj betydning da alle i hele Sydafrika på en eller anden måde er påvirket af landets historie

Oh mama I’m scared
Scared of the world around
Scared of the people I see
Scared of the people I live with
Scared of the people in my community
Scared of my next door neighbor
I’m scared of life

I’m awake, living through the day
But yet I’m having nightmares
I see a boy, a very young, confused and ignorant boy
Stealing an old lady’s bag
I see a girl. A young, confused, lost and ignorant girl
I see her in the streets of Sea point
Waving at passing cars, smiling at men passing by
Oh mama

I see a woman
Sitting in a dare corner in a little room
She’s wearing black clothes
Confused, scared, lost and heartbroken
She’s crying mama. Asking me why? Why before me?
She’s heartbroken
She looks like her whole world just came crashing down
She sees no future, has no hope or faith

I’m scared mama
Scared of what my life will become
Scared of the nightmares I’m having
Scared of the lost souls I’m seeing
Scared of the word: life
Oh mama, I’m scared

Jeg synes ikke at man kan oversætte det til dansk, da der er stor betydning bag ordene som de er skrevet på engelsk. Men da Qaqamba havde læst sit digt højt var hele publikummet med og klappede og piftede til den store guldmedalje. Hendes mor, som jeg stod sammen med, havde tårer trillende ned af kinden, og jeg tror det var en blanding af stolthed over sin datter og mange års kamp og fortvivlelse. (Hendes familie og hende selv er fra township Langa hvor de har boet hele deres liv.)

Jeg er glad for at have været en del af denne hyldest. Det var en stor oplevelse. Den weekend kunne man mærke hvor meget Nelson Mandela betyder for folket, og landet med den dystre fortid. Folk var udover det sædvanlige glade, hjælpsomme og stolte! Så kan det ikke undgås at man også selv føler en vis nationalfølelse som Sydafrikansk ”indbygger” og en vis stolthed over hvor langt landet er kommet i udvikling, men stadig en vis sorg over hvor langt der er igen.

Tre uger fyldt med oplevelser…

(Lukana med de dejlige store oejne)

Nu er mine knap tre uger som fuldtidsvolontør på Somerset Hospital forbi, og jeg starter mandag den 20. juli på skolen Learn to live. Jeg fortsætter med at komme på Somerset om eftermiddagen.

Sikke meget jeg dog har oplevet i de tre uger. Som I kan læse i forrige blog om Somerset, har jeg fået øjnene op for deres tempo – eller rettere manglende tempo. Man kan blive helt frustreret over at de ikke er hurtigere. En lille baby har grædt i flere timer bare fordi han er sulten. Sygeplejerskernes svar til dette: ”Jaja, vi skal liiiige…”. Nogen gange føles det som om tingene bliver gjort med et halvt hjerte; at sygeplejerskerne egentlig ikke har lyst til at være på hospitalet. Det er hjerteskærende. Andre gange når man får sygeplejerskernes fortvivlelse om manglende tid og arbejdskraft smidt i hovedet, føler man virkelig sympati og en slags vrede over at vi har det så godt i Danmark mens de kæmper så hårdt her. I disse situationer prøver man bare at være deres højrehånd og aflaste dem med det man nu kan. Eksempelvis give børnene mad og nye bleer, giver dem måske en time ekstra hverdag hvor de kan fokusere på medicin og vise mere omsorg til børnene – give dem større overblik og færre stressede timer.

Udover at aflaste sygeplejerskerne og skabe et bedre fungerende team, har jeg oplevet så mange vidunderlige ting sammen med børnene og medvolontørerne. Jeg har simpelthen ikke nok tid tilbage hernede til at skrive om alt det, jeg oplever, så her er et lille indblik.

Jeg har i disse tre uger arbejdet fra klokken ni til jeg følte jeg havde gjort nok og tilbudt min assistance. Når man møder om morgen og træder ind på en af stuerne, bliver man mødt af store babyer, stående/siddende i deres små senge, deres små fingre rundt om ”gitteret” og med længselsfulde øjne rettet mod gulvet, der fortæller de ikke har lyst til at sidde stille eller sove. Når man har ordnet diverse lortebleer fra nattens løb, givet dem sokker og ordentlig tøj på (tøjet fra dagen før bliver stjålet af mødre, så det er et konstant kampløb om at have tøj og sokker på børnene i de kolde stuer), henter man legetøj fra volontørrummet og en måtte. I disse øjeblikke stråler deres øjne! Når man nærmer sig deres senge, smiler de op til begge ører og hopper og danser med armene strakt ud mod en, klar til at blive løftet ned til måtten og det elskede legetøj. Her kan de lege i timevis med det meget simple udvalg af legetøj. Indimellem er der lige en ble der skal skiftes eller en der skal have medicin, eller moren kommer, eller en falder. Nogle af børnene skal også hjælpes i gang med at lege og nogle vil bare sidde i ens skød fordi de ikke ved hvordan man leger.

(Slee der glaeder sig over snart at skulle ud og lege)

Apelele med meget små stikkelsbærben kravler lystigt over det hele og smider med alt. Han er lige ved at lære at gå og er nysgerrig i alt. Når han er træt, kravler han op i skødet og lægger sit lille hoved op af ens arm. Han har tuberkulose, men er stadig rigtig glad. Inam er en sød lille pige, der er superintelligent, går perfekt, elsker at blive kildet og holde i hånd. Hun leger dog meget alene og står på hovedet når hun sover. Hun er helt rask og venter kun på at hendes mor kommer og henter hende. Mandi skriger når hun ikke får sin vilje, men hendes mor forlod hende også en dag og siden har hun været på madstrejke. Det endte med at hun fik sondemad. Hun elsker at sidde i ens skød og halvsove. Hun er udmattet af sin sygdom og hun leger aldrig, ingen kontakt med andre end sin mor og den hun sidder hos. Sikho er en voldsom stor dreng og han er ved at lære at komme fra siddende position til kravl. Han griner af alt og følger mig over alt. Intando er en 7 måneder gammel baby som er mindre end det normalfødte spædbarn på 2,5 uge. Han spiser ikke meget, da meget kommer op igen, og han græder altid. Han slapper kun af ved øjenkontakt og ruskende bevægelser. Et smil kommer sjældent. Otandwayo er et barn på næsten 3 år, men hun ligner en klar til skole. Hun har store tænder, er nok 1,2 meter høj, snakker engelsk og xhosa og er en rigtig grinetrold. Hun er dog spastisk lammet og kan kun bevæge sit hoved ordentlig, ingen kontrol over resten af kroppen. Og det ved hun! Hun har været der i to måneder og kan måske til januar se frem til skolestart (der er meget få skoler til handicappet børn). Hun er helt rask og venter kun på at hendes mormor henter hende til en ferie derhjemme, men hun kan se frem til at bo på Somerset Hospital. Priscilla er den 2,5 uge gamle spædbarn som også er helt rask, men moren forlod hende på fødselsgangen. Så hun kan se frem til en fremtid på børnehjem. Jeg kunne blive ved med at fortælle om Lukana, Slee, Asekho, men jeg tror i har fanget pointen at jeg nyder deres selskab ligeså meget som de nyder mit. Jeg har virkelig knyttet mig til mange af dem og det er bare dejligt at se dem åbne sig og opføre sig lidt mere som børn.

Når man er på Somerset i flere timer om dagen, i stedet for to eftermiddage om ugen, følger der mange flere glæder med sig. Nu har man lige pludselig tid til at tage børnene i bad og fjerne den lugtende sky de har omkring sig af gammel medicin og lort. Så en dag to jeg en plastik kasse ind på stuen, fyldte den med varmt vand og et stykke sæbe, en smule legetøj og nyt frisk tøj. Badet var til Apelele. Han kunne lige være der med sine lange tynde ben. Han var noget afstandstagende overfor vandet i starten, men da jeg satte hans fødder i og plaskede lidt med vandet, var hans lykke gjort. Han blev så glad og øjnene og hænderne kørte over det hele for at opleve det hele. Sæben prøvede han også at lege med, dog med begge hænder da den blev ved med at glide fra ham. Lidt info til europæer: Vær glad for jeres glatte hår. Sådan noget sort krøllet afrohår kan være svært at skylle sæben ud af! Nåh men, da der lå vand ud over hele gulvet tog jeg ham op og pakkede ham ind i et håndklæde, krammede ham og gav ham til sidst nyt tøj på. Så var han bare glad og fuld af energi! Det var en skøn dag.

En anden god oplevelse var, da mig og Nanna blev sendt over til Pick’n’pay for at købe noget saftevand fordi en på stuen havde fødselsdag. Vores leder havde skrevet et kort, og fødselaren Lukana fik en kæmpe bamse, mens de andre på stuen fik en lille (de skal ikke snydes). Vi lavede saftevand, tog kiks med, legetøj og noget musik. Også hyggede vi fem volontør, moren, fødselaren og 5 andre børn. Hun fik både fødselsdagssang på engelsk og dansk fra os, og xhosa fra moren. Det var dejligt at se hende smile og danse til musikken og alle de andre mødre nød også godt af gratis kager og saft. Børnene var bare så glade, men da de blev lagt til middagslur gik det op for os hvor meget kiks der egentlig landede på måtten og ikke i munden. Puha…
Den anden dag tog jeg også et hurtigt smut ind på stuen Edben hvor de syge børn ligger. Jeg lod mærke til at et af børnene sad i sit overtøj og moren ved siden af. Jeg spurgte om de blev udskrevet i dag og det gjorde de. Jeg hentede en varm trøje til barnet og en bamse som farvelgave. Hun blev rigtig glad. Men ellers er det underligt at gå på de andre stuer hvor børnene er mere syge. Alt er ligesom drænet for energi og børnene gider ikke rigtig noget udover at græde fordi de har ondt. Det er hårdt at se og man bliver hårdt påvirket når et barn man sidder og trøster ikke vil give slip på en fordi de ikke vil have at flere skal efterlade dem alene igen. Det er hårdt og det gør ondt. Men heldigvis kan man sige at disse børn på stuerne har stor chance for at overleve og blive voksne, mens de mange syge ude i alle township har en chance der næsten er lig nul.

(Siko der nyder at vaere ude og lege i sit fine nye rene toej)

Jeg er også begyndt at arbejde meget sammen med fysioterapeuten, som tjekker om alle børn kan det de skal i forhold til deres alder. Hun har givet nogle gode tips til læring gennem leg og stimulering. Så det er også fantastisk at se dem vokse gennem et mere professionelt syn. Siko tog for eksempel sit første kravl på stuen mens jeg legede med ham, også kan man da ikke andet end at være stolt.

Når børnene sover til middag, har vi volontører jo ikke meget at lave. Så der har vi mulighed for at give en hånd til hospitalet på en anden måde: Pharmacy (hospitalets apotek). Her skal vi putte piller i poser og klistermærker på poser og bøtter. Det er et meget samlebåndsagtigt arbejde. Men pharmacy kæmper om at følge med efterspørgslen af piller. Efter to timer hvor man skal tælle til 42 og putte de gule små piller i poser, drømmer man om gule prikker om natten. Det er hårdt og man kan undre sig over hvorfor nogle af de arbejdsløse ikke kan blive sat til det, eller hvorfor de ikke har en maskine. Men Somerset er et gratis hospital og de har ikke uanet økonomisk kapital, så jeg er glad for at kunne give en hånd med, så patienterne kan få deres piller og blive raske.

Men jo der er masser af glæder ved at være på hospitalet og lære børnene bedre at kende: Give dem mere opmærksomhed og endda begynde at træne dem til eksempelvis at gå eller bare få dem til at smile. Hos nogle børn er det tydeligt for hver dag der går, at se deres positive udvikling. Det kan ikke beskrives med ord. Men der er desværre også dårlige oplevelser ved at være der så meget. Man knytter sig måske lidt mere til børnene og man begynder at skabe et slags forhold således børnene tør give os deres tiltro. Men når et barn så skal udskrives er det med en smule vemod. Da Slee skulle hjem, stod samtlige 5 volontører med lange øjne efter hende. Hun havde været vores darling. Hun var altid glad og fordi hun i 4 uger havde ventet på at blive hentet, skaber man et større forhold. Jeg havde brugt mange timer på at lære hende at gå, og mange timer til at nusse og lege med hende. Hun kunne læse ens tanker og kunne gøre en glad med hendes store sorte øjne. Det var også hårdt da Apelele skulle hentes af børnehjemmet, men han fik et kæmpe knus, et luft kys, tre trøjer, en hat og to par strømper på. Håber han får det godt på børnehjemmet sammen med Slee. De kender i hvert fald hinanden. Selvfølgelig ved jeg at alle børn skal væk, og man ikke skal knytte sig, men det kan ikke undgås. Og når man så ved at 4 ud af 5 ender på et overfyldt børnehjem og mange uden mulighed for adoption, gør det ondt i hjertet. (Mange har mistet deres forældre eller blevet efterladt, og der skal en underskrift fra forældrene til at en adoption kan gennemføres. Så det højeste der kan ske er plejefamilier.) Jeg er glad for at der dage hvor børn bliver hentet også sker gode ting.

Men mine få dage på Somerset har været det værd. Det er en fantastisk følelse at jeg (samt legetøjet) er en stor grund til deres mange smil og latter gennem en arbejdsdag, grund til de mange knus de giver og våde kindkys, grund til at de er sikret ordentlig bleskift og mad til tiden, grund til at de bliver børn igen og måske for en kort stund kan glemme deres sygdom lidt, grund til at de åbner sig op og giver deres tiltro til mennesket. Jeg er stolt af at være en del af børnenes tidlige liv og være en del og volontør teamet på Somerset hospital. Det bliver underligt at skulle til at arbejde med skolen og gadedrengene igen. Men dette ser jeg nu også frem til. Små børn er krævende!!

Ferie...?

Fredag den 26 juni 2009 fik drengene på Learn to Live skolen vinterferie. Ferien strækker sig 3 uger. Mig og Nanna skal i denne periode have vores hverdag på Somerset Hospitalet. Vi har en mulighed for at lave noget andet i denne periode, og vi har en lejlighed at vende hjem til og varme os. Men hvad gør drengene?
Om fredagen blev der holdt et langt morgenmøde, hvor der blev opremset hvad drengene havde lært det sidste kvarte skoleår. Workshop drengene fik tildelt certifikater, og stoltheden lyste ud af deres øjne: Nu ville de have muligheden for at få et job. For drengene blev det påpeget, hvor vigtigt det var at de kom tilbage til skolen og lærte endnu mere: ”Skolen kan ikke tage beslutninger for jer hele livet, så kom tilbage og lær så i kan leve resten af jeres liv”. Lærerne gik meget op i hvor drengene skulle være i vinterferien og hvad de skulle lave. Elaine udspurgte hver eneste om de næste tre uger, og det blev banket ind i hjernen på drengene, at tiden ikke var at være på gaden. De ville dø af kulde. ”For guds skyld, bliv på Homestead eller bliv hos jeres familie”.
Drengene har ikke mange muligheder og de forstår ikke konsekvensen af vinter og gadelivet. Mange af de drenge som var i skole i fredags havde sandaler på og ingen strømper, mens mig og Nanna frøs gennem jakke, gode sko og strømper, store bluser og tykke bukser. Tre uger er lang tid og drengene ser det som god tid til at tigge og tjene penge på gaden. Gaden og penge, township og blikskure eller Homestead og varme?

Efter at have sagt farvel til dem sidder jeg med en følelse af tomhed og fortvivlelse. Både i Sydafrika og Danmark glæder skolebørn sig til ferie, men tænk nu hvis en af mine drenge ikke overlever de tre uger. Der maa jo vaere god grund til at laererne gjorde saa meget ud af at fortaelle at gadelivet ikke hoerte til omvinteren. Er det så virkelig en god ferie for dem? Det er i hvert fald en ferie fra den sikre hverdag med et varmt måltid, tøj og en seng indendørs. Det er ikke sikkert at mine 13-15 årige drenge kan ikke tage vare på sig selv. De tænker måske som 8 årige. Og de bliver måske presset ud på gaden eller tiltrukket gennem andre større drenge, som kan finde ud af at holde sig varm. Mon de selv kan gennemskue at man ikke kan overleve at bo på gaden om vinteren...? Og at de skal vende tilbage til skolen..?

Hvor mange mon kommer tilbage når jeg vender tilbage til skolen den 20 juli? Ville ønske at de havde mulighed for at lave gode ting i ferien ligesom mig og Nanna. At de kunne få tiden til at gå med noget andet end at gå på gaden. Jeg krydser finger.

Robben Island arven…

Nu er endnu en turist attraktion set: Robben Island. Det er helt underligt at beskrive det som en turist attraktion efter man har set og læst om det.

Indgangen til oeen fra havnen, hvor man kan ane faengslet i baggrunden med de
tre lag pigtraadshegn rundt om.

For det første har Robben Island ikke altid været en ø. For mange millioner af år siden var det en del af fastlandet. Men da det så blev en ø brugte man øen som udkigspost – fungerede nærmest som et stort fyrtårn. Senere under koloniseringen brugte England og Holland øen som forfriskning på deres vej mod Indien. Her fik de ikke kun nye madvarer, men bemandingen og kaptajnen blev også udskiftet. Senere blev de indfødte der ikke adlød englænderne og hollænderne sat på øen for at bygge og grave. Også såmænd og politiske personer, som ikke adlød, blev også sat der over. Så allerede her fungerede øen som en slags fængsel. Da nogle huse var blevet opført på øen og mange hospitaler på fastlandet var fyldt om af hvad man mente måtte være psykisk syge. Så Robben Island blev en ø for psykisk syge. Der var 16 medarbejdere til 210 patienter, så i kan selv forstå at forholdene ikke var gode. Mange forsøgte også at flygte. Man troede man havde fundet en kur til de psykiske syge, og fastlandet fandt ud af hvor dårlige forhold der var (englændere udnyttede øen og de indsatte til at udføre eksperimenter), så mange psykiske syge blev sendt hjem til familie, til andre byer og resten til hospitalerne. Under Anden Verdenskrig havde flåden troper på øen, men da krigen aldrig kom til Sydafrika stod øen tom, og man begyndte at gøre øen til et fængsel som det engang også havde været. Da apartheid begyndte, blev fængslerne på fastlandet overfyldte pga. de mange regler man ikke kunne undgå at overtræde som sort. Så øen blev indrettet som et højbeskyttet fængsel hvor alle politiske fanger blev ført hen.

Vi hørte om at de store politiske fangere blev holdt i eneceller, og resten i 50 mands celler. Men der var højtaler anlæg så samtaler fangerne havde imellem blev aflyttet. De måtte ikke diskutere politik. Men ude i en mine hvor de bare stod og hakkede sten til at lave veje på fastlandet, kunne de gå og snakke. Så dette blev universitetet. Her gav man beskeder videre til de fangere der sad i eneceller såsom Nelson Mandela. Selvom det kun tog seks måneder at bygge vejene, blev de ved i minen i 13 år. Her arbejdede Nelson Mandela. Forholdene på øen var forfærdelige, så fangerne holdte madstrejke i 1966 og så blev forholdene forbedret. Heldigvis.
Det var på øen mange af fangerne blev støtter til Nelson Mandelas parti ANC. De kunne jo diskutere politik og ideologi, og Nelson Mandelas gode talegave og fremtidomhandlende ideologi vandt mange stemmer. Det var også her på øen Nelson Mandela skrev ”The constitution” som han sendte til fastlandet og til sine fans med en fange der blev løsladt. (Fangen blev udnævnt transportminister under Nelson Mandelas regering:)).

Eneceller paa B-gangen hvor Nelson Mandela sad i nummer 7.

Da apartheid regeringen begyndte at få modvind, begyndte man at sende fangerne væk fra øen til andre fængsler eller løslade dem. Den sidste fange kom fra øen i 1996 og herefter er øen blevet en turist attraktion og en arv og symbol på undertrykkelse og modstand mod dette.
Da jeg besøgte øen, blev fængslet vist frem af eksfangere som stadig bor på øen, da de ser dette som deres hjem. Her levede de det meste af deres liv og de kunne ikke kende Cape Town og fastlandet da de blev løsladt. Der bor stadig omkring 200 mennesker på øen.

Fængslet er massivt og kæmpe. Der var kun en vej ud af fængslet og det var gennem havnen, som blev groft bevogtet. Der var forskel mellem sorte og asiaters frokost. De sorte fik måske en tiende del af hvad asiaterne gjorde. Så selv på øen herskede apartheid i høj grad. Det var en voldsom oplevelse og slet ikke til at forstå hvor svært det har været at være fange.

OBS! Afrikansk tempo!

Fredag den 26. besluttede jeg at tage på Somerset Hospital efter skole. Alle børnene skreg! Hver og en. De havde ikke fået deres sutteflaske som de skulle have haft for en time siden. Mange lå med beskidte bleer for ikke at sige dem alle sammen. En pige på 5 år er blevet opereret fordi hun ikke har nogen kontakt med sine ben. Da jeg kom fortalte en anden volontør at vi ikke må skifte ble på hende, da hun vejer meget mere end vi må løfte. Men hun lugtede! Hun havde siddet i sin beskidte ble en time inden jeg kom, og hun blev først skiftet tre time efter jeg kom. Hun sad og pillede i sit eget lort! Men hendes hjerne fungerede normalt så hun var jo ked af hun lugtede sådan. Hun viste også mange gange tegn til hun ville skiftes, men hvad kan man gøre? Hvert kvarter sagde vi til oversygeplejesken hun skulle skiftes. Det reagerede hun på efter 4 timer! Udover bleskift, løb næserne på alle børnene fordi stuerne er så kolde. Først nu, midt i vinteren 2009, sætter de 4 radiatorer op på en 80 kvadratmeter stor stue. Men noget så simpelt som en næse der løber, bliver til et problem. De bliver ikke tørret, så børnenes næser stopper helt og begynder at bløde pga. det meget saltindholdige snot!

Heldigvis var vi to volontører på arbejde, så kunne vi tage et barn på hver arm, trøste dem, made dem, skifte dem, lege med dem, prøve at pudse deres næser med varme våde servietter og derefter creme på. Nogle af de større børn tog vi også bare ud af vuggen, så de kunne gå rundt på stuerne og få bevæget sig – et af dem savnede sin mor så meget at jeg blev mor for en dag. Han var altid lige i hælene på mig og når jeg sad prøvede han at hive sig selv op mens tårerne løb ned af kinderne. Så nogle gange lå han i skødet (Og han er ikke let som en fjer!) og to andre mindre børn på armene. Det var en hård dag.

En baby på 7 måneder skriger konstant. Hans hud er helt krakeleret og man kan se han prøver at klø. Han er kun rolig når han kan vinkle sin hånd om ens finger. Så da jeg havde siddet med ham en time og vugget ham og madet ham, sunget for ham, givet ham creme på hovedet, faldt han lidt til ro. Men han kunne ikke sove som de andre gjorde. Han var virkelig forkølet. Det var ikke nok at pudse hans næse. Så en sygeplejerske tog et apparat frem som skulle suge hans næse fri. Problemet var dog at slangen var alt for stor til hans lille næse. Hun fik den på en eller anden måde presset op og han skreg! Da hun sugede snottet ud, kunne selv jeg med ingen medicinsk erfaring se at det var alt for hårdt. Mig og den anden volontør sad bogstaveligtalt med åben mund og var i chok over synet. Da sygeplejersken var færdig og tog den alt for store slange ud, begyndte hans næse bare at bløde! Efter lidt tid så sygeplejersken det, men tog bare et stykke par papir og tørrede det værste op og lod ham så bare ligge og skrige.

Det var virkelig en voldsom dag, og lige da ville jeg ønske jeg kunne være der 24 timer. Mens mig og den anden volontør virkelig kæmpede med at være der for børnene og opfylde de basale behov, sad sygeplejerskene og snakkede, eller var på pause. Hvis vi bad dem om hjælp, sagde de: ”jaja.. rolig nu kommer om lidt tid”. Så gik der omkring en halv time og de ville lige hurtigt skifte en ble også gå tilbage og sidde.

Da jeg gik hjem fra hospitalet den dag tænkte jeg på: Ville en sydafrikansk sygeplejerske kunne klare sig på et dansk hospital? Selvfølgelig skulle de virkelig tage sig sammen og få et tusind gange højere tempo end de har nu. Derudover skulle de lære ikke at have så meget pause og høre når børnene har brug for dem. Derudover undrede jeg mig over om de ville have nok medicinsk viden og erfaring til at begå sig. Til tider virker de virkelig meget uprofessionelle, som om de ingen uddannelse har. Den lille 7 måneder gamle baby ville ikke være død hvis han havde været på et dansk hospital. Skræmmende tanke, men babyens fremtid var børnehjem eller gaden. Så måske var han heldig at dø, kan man tænke. Skræmmende!!

Nu hvor skolen holder vinterferie, ser jeg virkelig frem til at være på hospitalet til hverdag og bruge mine timer og kræfter der. Tilbyde min lille hjælpende hånd til et kæmpe hospital, der har brug for mange frivillige hænder…

Afgang og ankomst..

Da jeg tog væk fra Vejle den 17. februar klokken ”meget tidlig!!”, sagde jeg farvel til en hverdag gennem 20 år. 22 timer senere sagde jeg hej til min kommende hverdag de næste 6 måneder.
Nu begynder juli måned og jeg har snart været her i 5 måneder. Jeg har været her i præcis 133 dage. Brugt 3192 timer i Cape Town under titlen: Volontør. Der er under 1 måneder til jeg er hjemme i trygge Danmark igen. Jeg har 2 uger tilbage på skolen sammen med drengene. 6 weekender tilbage og 6 uger tilbage på hospitalet.
Det var underligt at skulle sige farvel til sin familie, sit hjem og hverdag; sige farvel til Løgumkloster der havde været min hverdag i 4 uger, hvorefter man fløj 22 timer og 10.000 km væk fra alt det kendte og sige hej til ens nye hjem, familie og hverdag. Men det føltes godt! Nye og spændende ting skete.
Nu er mange af de andre danske volontører vi har fulgtes med gennem de sidste 5 måneder ved at vende snuden hjem. Ja selv Kirstine er på vej hjem. Det sætter tankerne i gang.
Jeg græd da jeg sagde farvel til min familie, Løgumkloster og Danmark – savnede alt det kendte, men ventede på det spændende ukendte. Men nu har vi tre piger dannet vores eget lille hjem og familie, og det kommer jeg til at savne når jeg skal vende snuden hjem. Det føltes som om det var i går vi snakkede om at der kun var 2 måneder til Kirstine skulle hjem. Og nu er der 1 måneder til jeg skal hjem. Føler jeg skal hjem i overmorgen.
Det er underligt at skulle sige farvel og hej til så mange forskellige ting i løbet af 6 måneder. Ting og mennesker som man har knyttet sig rigtig meget til. Selvom jeg savner det derhjemme, vil jeg også komme til at savne mit andet hjem og vil glæde mig til den dag jeg besøger mit andet hjemland igen. Jeg vil aldrig glemme tiden her selvom de 5 måneder kun føles som 1 måned.
Så jeg nyder hvert et sekund jeg har tilbage – lige om lidt står jeg i Hamburg Lufthavn også er mit elskede ophold som volontør slut og jeg skal begynde at sige: ”Da jeg var i Sydafrika…”

Den 22. Juni….

Nu er det snart rigtig ved at være vinter hernede. Dette betyder, udover det til tider meget triste vejr, vinterferie for Learn to Live skolen.

Vi har fået to nye drenge i klassen: Emanuel og Ashley. Så nu er vi oppe på 13 elever (Christopher, Vusumzi, Cheslyn, Rayno, Kyle, Geraldo, Ricardo, Jonathan, Brandon, Damian, Eben, Emanuel og Ashley). Hvis alle drengene kom i skole den samme dag, skulle de sidde to og to ved hvert bord, og klassen ville være fyldt op til randen. Dog er det meget usandsynligt at alle kommer den samme dag, da de mangler den selvdisciplin, der får normale skoleelever til at dukke op hverdag i skolen.

Her i juni måned har der været en del helligdage og lærerne har brugt nogle dage på lærer-teambuilding og diskussion. Det betyder at den 12., 15., 16., 18. og 19. juni havde drengene og volontørerne fri. Udover det er den 22. Til den 26. de sidste dage inden tre ugers vinterferie.

Så da mig, Nanna og Nannas veninde (hun er på besøg) tog i skole den 22. juni, blev vi sendt hjem efter halvanden time. Der var ikke dukket en eneste op af de ellers mange drenge vi nu har. De er enten stadig hos deres forældre i township og bliver der til vinterferien eller også er de taget ud af byen til anden familie. Så i kan nok forstå at det var en trist dag. Udover vi ikke havde noget at lave i skolen, er vejret nu skiftet tilbage til tåget og regn efter to uger med høj solskin og lækre temperaturer.

De andre lærere på skolen havde heller ikke nogen elever: en havde 4 elever, en anden 3, og tre lærere sad uden nogen elever. En skole helt fra USA, Washington var kommet på besøg for at hjælpe i klasserne som ekstra volontører, men de var desværre de eneste i klassen.
Så da morgenmødet gik i gang, sad der 20 elever fra USA og 8 fra Learn to Live skolen. Morgenmødet handlede om at lige meget hvem man var så var hver og en speciel – gadedreng eller ikke. De skulle endda lave en Sirius stjerne (den klareste stjerne på himlen) ud af piperenser, som et symbol på at hver stjerne var speciel lavet, og at hver kunstner bag stjernerne derfor også var specielle og havde forskellige kvaliteter.
Dog var morgenmødet henvendt til gadedrengene, så USA-eleverne fik ikke særlig meget ud af det, og de otte gadedrenge der var mødt op – ja jeg tvivler på om de forstod at de var specielle og havde forskellige kvaliteter de skulle udnytte. På gaden handler det om at overleve, og det er oftest ved brug af næven og ikke gode malerkvaliteter eller regnekundskaber.

Lærerne prøver ved disse morgenmøder mandag morgen (Efter en weekend hvor drengene oftest er hos deres forældre som misbruger dem eller ude på gaden og tager stoffer) at overbevise drengene om at de skal vende den anden kind til hvis noget slemt sker. Men virker det? De kommer jo lige fra gaden og de ved at man ikke overlever ved at vende den anden kind til. Så nogle gange synes jeg at der er for stor forskel på hvad lærerne forventer af drengene, mål de prøver at få drengene til at leve efter og det liv drengene har uden for skolen. Der er simpelthen ikke nogen tydelig sammenhæng, og eftersom drengene stadig er på gaden og ikke vender den anden kind til, burde skolen overveje anden metode til at ændre deres adfærd.

Nogle gange føles den skole rigtig forældet og uden mål. Så bliver man lige pludselig meget glad for det danske uddannelsessystem, de mange tests og undervisningsplaner.

Ønsker og håb

Elaine fortalte os om en af hendes aftenbønner en dag. Hun bad om at hun ville få flere drenge ind i klassen. Det gik ikke rigtig op for mig, hvad det var hun bad om. Jeg kunne ikke rigtig forstå, hvorfor hun ville ønske flere drenge i klassen. Ville det ikke betyde at hun ønskede om flere drenge på gaden? Hun skal vel netop håbe på at hun ikke har så mange drenge i klassen; at de kan bo hos deres familie, ikke bliver slået eller sendt på gaden, at de kan gå i normale skoler, leve deres liv og ikke under betegnelsen gadedreng.

Nu har jeg snart været på Somerset i en måned og jeg føler mig godt tilpas. Der er kommet en god rutine i det hele, og jeg elsker bare at kunne få et smil frem på børnenes læber. En af de større drenge (3 år) kan kende mig når jeg kommer ind på stuen også bliver han rigtig glad og begynder at grine. En af de større piger elsker at komme ud og danse på gulvet. En lille bitte pige på måske et måneder elsker at blive båret rundt så hun kan se dyrebillederne på væggene tidligere volontører har lavet. En anden lille pige elsker at komme ned på tæppet og selv kæmpe sig op på benene selvom hun helt er forpustet når hun så endelig kommer op. Ja, jeg kunne blive ved. Man lærer rigtig hurtig at kende dem og knytte sig til dem.

Sygeplejerskerne er også rigtig glade for vi kommer og giver en lille hjælpende hånd. Bare det at vi måske gør noget så simpelt som at give børnene mad, priser de sig lykkelige over. Det betyder nemlig at de har mere tid til at gøre papirarbejdet rigtig og kæle lidt ved hvert enkelt barn. Problemet på hospitalet er den manglende tid eller manglende arbejdskraft. Sygeplejerskerne vil mere end gerne være der for børnene, men de har desværre kun tid til at opfylde de basale behov. Nogle gange finder jeg et barn liggende på siden i en vugge med sutteflasken stablet op af nogle tæpper fordi sygeplejerskerne ikke har tid til at sidde og fodre hver enkelt. Dog resulterer dette oftest i at barnet ligger i en seng fyldt med mælk fordi sutteflasken har været i stykker. Og sådan ville de ligge længe hvis ikke vi volontører er der for at hjælpe til.

Men det er hårdt at børnene kommer og forsvinder eftersom man knytter sig rigtig meget til dem. Et rigtig sødt lille pigebarn jeg arbejdede rigtig meget med, er kommet igen efter et par uger. Det er hårdt at vide at alle disse uskyldige børn har så en usynlig fremtid. Deres mødre er måske døde, eller vil ikke kendes ved dem, dem der har mødre skal tilbage til township når de er raske. Nogle børn når slet ikke hospitalet.

En dag tog jeg mig i at ønske at børnene kunne blive på hospitalet eller at der ville komme flere man kunne hjælpe. Eller måske at børnene ville komme tilbage ligesom den lille pige. Den dag da jeg gik hjem fra hospitalet, gik det op for mig at jeg havde de samme forkerte tanker som Elaine. Jeg skal ikke ønske flere børn til hospitalet, jeg skal ikke ønske flere syge; jeg skal ønske dem en god fremtid og være glad for at nogle senge til tider står tomme på stuen. Jeg skal hjælpe dem på benene og få dem ud af hospitalet.

Da jeg forstod denne tankegang, gik det op for mig at de mennesker der allerede lever i vanskelige vilkår, kan jeg måske hjælpe og vise et bedre liv, men hvem i Cape Town giver dem et bedre liv? Hvem tager imod når hospitalet sender raske små børn ud? Regeringen gør i hvert fald ikke. Regeringen fjerner de huse i townships som er grimme og erstatter med nogle flottere pga. VM, men er det at give et bedre liv? Tage deres hjem fra dem?

Det er et barsk land som virkelig trænger til at blive rusket igennem!! Håber den lille pige vi sendte hjem i går for en lys fremtid og at jeg aldrig ser hende igen på hospitalet.

En lille tankestroem

Mormor spurgte i et brev: Hvordan klarer gadepigerne sig? Det spørgsmål tænkte jeg faktisk længe over. Når jeg gik på gaden og passerede tiggere, kiggede jeg efter gadepiger. Men så aldrig nogle unge gadepiger. Når jeg var i skole, tænkte jeg over hvorfor der ikke var nogen piger i klasserne. Skolen Learn to Live (Lær at leve) er ikke bestemt at være en drengeskole, men der er kun drenge udover to ældre piger.
Da jeg læste om projektet hjemmefra og da jeg hørte mere om projektet på Løgumkloster Højskole, undrede jeg mig ikke over at det kun var gadedrenge. Det var bare naturligt. Faktummet om de mange gadedrenge er mere kendt end gadepigers liv.
Men da mormor stillede mig spørgsmålet, begyndte jeg at tænke meget over det. Da jeg ikke kunne finde svaret, spurgte jeg min klasselærer Elaine til råds.
For det første er Homestead knyttet til skolen. Homestead er et shelter (et sted der giver husly). Men for at drengene kan komme og bo på Homestead, skal de gå på skolen om dagen. Homestead tager kun drenge ind, og derfor er hovedparten af eleverne på skolen drenge.
For det andet har mange af mine drenge i klassen stadig forældre de tager hjem til i weekenden og i helligdage. Forældrene har dog en dårlig indflydelse på drengene, da de slår og sender dem ud på gaden. Derfor søger mange til Homestead i hverdagen og nogle weekender. Men Elaine forklarer mig at forældrene vælger at sende drengene ud og tigge, men holder pigerne hjemme da de kan hjælpe med det huslige. Derfor er det gadedrengene der begynder på stoffer og tiggeri, mens pigerne sidder fast i deres små skure i township.
For det tredje bliver nogle af pigerne også sendt ud på gaden af deres familie, fordi de måske ikke kan sørge for mad osv. Gadepiger har det dog værre på gaden end gadedrenge forklarer Elaine. Gadepigerne vil blive overfaldet af gadedrengene og måske endda blive voldtaget. Gadedrengene har måske en større chance for at overleve på gaden, men de får måske ikke et bedre liv med deres misbrug af stoffer og deres mange tyverier.
For det fjerde er der shelter (et sted der giver husly) for gravide enlige mødre eller mødre med børn, og her kommer pigerne oftest med deres mor og bor der. Ellers findes der også shelter for gadepiger, og de shelter er knyttet til andre skoler end min.
Så der er også gadepiger, dog ikke så udbredt som gadedrenge. Elaine fortalte også at hun havde haft en gadepige i klassen, men en pige i klassen sammen med 8 andre sexlystne drenge. Det gik ikke. Pigen gjorde sig til og elskede opmærksomheden fra drengene. Så jeg tror at gadepiger og gadedrenge oftest bliver separeret da de ikke vil kunne lære noget i samme klasse.

Samme dag spurgte jeg også ind til mine drenges baggrund. Mange af dem vil ikke snakke om det, og eftersom vi kun havde haft en dreng i klassen en hel uge, følte jeg at jeg ville finde ud af mere om dem. Elaine fortalte at der ikke var særlig mange i klassen op til vinteren, da de skulle tjene sammen til vinteren. Når så vinteren kom og det blev for koldt at være på gaden, ville de komme tilbage til skolen for her får de jo et gratis måltid og på Homestead får de tøj.
Vusumzi var den eneste der var i skole en hel uge. Han har sin mor der bor i township. Engang havde hun forbudt ham i at gå i skole mandagen efter en weekend fordi hun ville have ham på gaden. Han bor på Homestead i byen. Vusumzi siger han ikke ryger, men tit lugter han af dagga og han har meget kort koncentration. Han er vist også afhængig af lim. Jeg så ham tage lim fra skolen, selvom det ellers er låst væk. Men de kan mange små fiduser til at stjæle alt.
Christopher har vist begge sine forældre og han besøger dem også til i weekenden eller helligdage. Men han er den der kommer oftest i skole. De sidste to år er han kommet næsten hverdag. Han er også rigtig god i skolen. Elaine overvejer at forfremme ham til en af de højere klasser. Han bor på Homestead i byen sammen med Vusumzi og mange af de andre fra skolen.
Kyle har været i skolen for nogle år siden og dukker til tider op. Han har nok været et par uger i skole mens jeg har været der. Han er rigtig klog og god, men han gider ikke skolen. Han har et stort ledergen, men misbruger det til at få de andre drenge med på gaden. Efter påskke kom han et par dage, hvorefter han forsvandt ud på gaden og han havde taget Geraldo med. Problemet var bare at Kyle tog hjem til sine forældre, og forlod Geraldo på gaden. Men Kyle ryger helt klart dagga og han er en af de slemme på gaden. Han har boet på Homestead, men eftersom han ryger så meget og gå så mange ulovlige ting, har Homestead nu forbudt ham i at komme tilbage. (Når man bor på Homestead må man ikke ryge eller tage stoffer).
Geraldo er også en af de gode elever. Han er lidt genert, men bag hans generthed er der en barsk og sur dreng. Også han har sine forældre men bor på Homestead. Det er ikke tit han misser en dag i skolen, men efter Kyle tog ham med på gaden, har han ikke været i skole i to uger.
I denne uge har vi fået Rayno og Cheslyn tilbage. De har begge været på gaden for at tjene til vinteren. Men nu er det for koldt og de kommer i skole. Rayno har en meget kort lunte og det var ham der kom op og slås med Cheslyn den allerførste dag jeg var i skole. Cheslyn er en meget stille og rolig dreng, men på ingen tid kan han ændre sig til en aggressiv dreng (det gælder vist for dem alle sammen). De bor nu begge på Homestead efter deres tur på gaden. De havde vist gået sammen på gaden.
En tidligere dreng Ricardo kom også tilbage mandag, men fordi han har valgt at bo hos sine forældre, har han svært ved at få støtte til busbilletten frem og tilbage fra skole, som dem fra Homestead får. Han har alt ret til at bo hos sine forældre og stadig få tilskud, men det er endnu ikke gået igennem. Så nu er en af socialrådgiverne fra den township begyndt at hjælpe ham med at få busbilletten og Elaine forventer han snart dukker op igen. Han er en god elev, men vil hele tiden spørge om det han laver er korrekt. Han er lidt usikker på sig selv, men han er stadig en barsk gadedreng bag sit ydre.
Samtidig med at Rayno og Cheslyn kom tilbage, fik vi tre nye ind i klassen: Damian, Jonathan og Brandon. Jeg kender ikke så meget til deres historie endnu. Men de virker som nogle søde drenge. Et sødt ydre hvor djævlen til tider dukker op i dem.
Det er underligt lige pludselig at gå fra en elev til syv, men det er dejligt. Nu er der flere man kan hjælpe og gøre glade. Men det er også hårdt at vide at når de ikke er i skole, er de ude på gaden et sted. Det er nogle barske liv de har allerede som 13-15-årige.
Jeg har tænkt lidt over hvorfor jeg er hernede. Før jeg tog af sted var det hele meget ukendt, og jeg vidste egentlig ikke præcis hvorfor jeg tog af sted. Kun at jeg ville af sted. Men nu hvor jeg kender det hele, har min hverdag hernede og bruger 6 måneder af mit liv her, har jeg fundet to grunde til hvorfor jeg er her:
For det første at få indblik i en anden kultur og give en lille bitte hjælpende hånd til at forbedre landet. Men selvfølgelig ved jeg at jeg måske kan gøre en mikro mikro forskel for landet, men for mig og mit liv gør det alverden til forskel. Så den anden grund er nok meget egoistisk, men ved at jeg oplever alle de her negative og barske ting vil jeg sætte mere pris på Danmark og det liv jeg har derhjemme. Jeg er i en generation der ikke tage stilling til noget, fordi der er alt for mange valg. Det var jeg før ret sur over, men nu hvor jeg har set og fået indblik i gadedrengenes liv, hvor der ingen muligheder er overhovedet, synes alle de mange valg og beslutningerne ikke så ringe. Livet i Danmark er egentlig ikke så ringe endda.

Shark Diving

Jo sørme jo, vi kom ud på endnu et adventure eventyr. Meningen var at vi skulle ud og dykke med hajer lørdag den 14. maj, men da en af de piger vi dykkede med ringede om onsdagen og fortalte det ville storme lørdag, bestemte vi os hurtigt for at takke ja tak til at gøre det torsdag den 12. maj. Det ville nok ikke være så sjovt at sidde i en lille bitte bitte båd, være søsyg, have hajer svømmende omkring båden og en orkan på vej!! Så torsdag morgen klokken 6 blev vi hentet af en eller anden gut der kørte os 160 km væk fra Cape Town til noget der hedder Gansbaai. Her fik vi en rigtig fin morgenmad serveret – det sidste måltid?

Før vi skulle gå ombord på mikro båden, fik vi en smule information om det hele og udleveret en alt for stor og alt for orange regn/vind jakke. Ja, køn skal man åbenbart ikke være. (Jeg kunne knap nok gå uden at falde i regnfrakken – overdrivelse fremmer forståelse:)) Vi skulle også lige betale og skrive under på at vi var med på vi kunne dø af dette og at man ikke kunne sagsøge dem på nogen måde før vi steg ombord! (Meget betrykkende?? Eller..)

Det viste sig, at den af udseende lille fut fut båd kunne komme op i høje gear. Vi havde valgt at sidder ovenpå båden, men da den fik fat på, fik vi vind i håret! Mens båden hoppede fra bølge til bølge, prøvede de seks orange regnfrakker at holde fat i et eller andet for ikke at falde af og ned i vandet til hajerne. (derfor har jeg ikke nogle billeder af turen der ud – klamrede mig til alt hvad jeg kunne nå)

Men da vi endelig nåede ud på havet, efter 15 minutters speedbåd, sendte de ansatte lugte ud i vandet og lavede en slags streg med sællugt og blod for at lokke hajerne til. De gjorde dette fra sydøst til vest, da vinden og vejret gjorde at lugtene blev sendt rigtigt ud. (Viden som kaptajnen havde brugt mange år på at lære). Der var også en sælø længere ude, hvor hajerne kredsede omkring, og de ville kun blive tiltrukket af lugtene båden sendte ud, hvis de blev sendt rigtig ud.
Men så sidder man ellers der på en lille mikro båd i Det Indiske Ocean, med 12.000 feet ned til havbunden og venter på The Great White Shark kommer hen til os. Og det gjorde den hurtigt!! De ansatte havde kastet et fiskehoved ud i vandet for at sende flere lugte ud og en skumgummi figur lignende en sæl. Hajerne er vilde med sæler i det område (Senere lærte vi at der også var nok sæler at tage af – sæløen.. ja.. Beskrivelsen ville være at det var sæler med en ø og ikke en ø med sæler). Men hajerne kom tæt på, en af hajerne var ved at svømme ind i båden efter den prøvede at få fanget fiskehovedet, som de ansatte konstant holdte i bevægelse. Hajerne angriber nede fra, så til tider kunne man få et kæmpe chok af en haj der med lynets hast angriber ”sælen” eller fiskehovedet og nærmest springer op af vandet som delfiner. Vi så også at en 12 meter lang haj, kunne vende 180 grader på 1 sekund og på ingen plads! Hvis den ville have fiskehovedet, ville den gøre alt for at opnå det.

Da de ansatte havde tiltrukket nok hajer, begyndte de at sende folk i våddragter. Vi var 21 dykker ombord på båden og der kunne være syv af gangen i buret. Vi var 6 piger og vi kom ned i 2. Omgang. Våddragten får man udleveret efter ens skostørrelse og efter en mand der efter et elevatorblik bestemmer ens størrelse. (jeg forstår ikke helt han kunne bestemme min efter som jeg havde XXXXXXL regnfrakken på.. hmm. Men en våddragt fik jeg og et par våddragtsko. Alt sammen vådt! Det er svært at sidde på en båd der gynger, 13 grader, tage ens ellers varme tøj af og trække en våd og alt for lille gummipølse op af ens ben. Men med lidt hopperi kom den på. Også var den også bare på!! Man er ikke køn og den viser ikke ens krop fra den bedste side. Da alle havde fået den på, gik vi med en sjov fornemmelse hen til kanten af båden hvor buret hang. Her fik jeg et bælte på som vejede 7 kilo og sad lige og pressede blæren. (Hmm.. man kan ikke lige gå på toilet. Når våddragten er på, er den på indtil man er færdig med dykningen!). Jeg fik også et par dykkerbriller som også dækkede næsen, så jeg blev nødt til at trække vejret gennem munden og holde munden åben. Men da brillerne lå i vand med opvaskemiddel i, smager det ikke fantastisk godt at få brillerne på! Så var det ellers bare en to tre, og hoppe ned i 5 grader varmt (?!) vand. Man tror måske en våddragt ville holde vandet ude, men nej. Det fandt jeg hurtigt ud af. Vandet trænger ind alle steder, især lige ved lynlåsen på maven. Uha..
Når man så er nede i buret der hænger på siden af båden, kan man stå på nogle wire nede i buret, da bæltet omkring en trækker en ned. Man er lige i vandkanten. Når så de ansatte der stod og lokkede hajerne hen spottede en, kaldte de: DOWN DOWN RIGHT/LEFT. (Alt efter hvor hajen kom fra). Så holder man vejret og dykker under vandet. Der bliver helt stille når man er under vandet. Helt fredeligt mens 7-12 meter lange hajer svømmer helt forbi. Nogle gange trak de fiskehovedet hen om buret mens man var under vandet også ville den angribende haj med åben mund komme i mod en og ramme mod buret. Det skal siges at buret kun var et lags og 20 centimeter fra burets kant, holdte man ved med hænderne. En gang i mellem synes jeg hajerne kom lige lovlig tæt på og trak mine hænder til mig! Men andre gange hvor hajerne svømmede stille og roligt forbi buret fik man helt lyst til at røre. Det er jo som sagt helt fredeligt under vandet og man tænker ikke lige over at de ”fisk” kan dræbe en. Nogle gange når hajerne blev lidt voldsomme, følte jeg at mine ben stak bagud ud af buret. Der var ikke plads i buret til lige at vende sig om. Så når en haj angreb, trak jeg både mine hænder og fødder til mig.

Efter vi havde dykket med hajerne og set det vi ville, (og jeg havde sætte med hovedet ude over rællingen et stykke tid pga. søsyge) sejlede vi mod sæløen. Det lugtede fælt!! Som råddent rotte afføring eller.. (?!) Det var rigtig slemt, så jeg begyndte igen at trække vejret gennem munden. Men det var flot. Hele klippeøen var dækket med sæler og i vandet omkring øen svømmede der tusinde sæler – de hoppede op og ned, kiggede på os, gryntede med sælhyl. Det var et særsyn, men et af de gode :)

Det hele var en fed oplevelse. At være så tæt på så store hajer er ikke noget man oplever til daglig. Det var fedt! Også bare det at være på en båd og prøve at få en våddragt på. Det var en dejlig dag. Selvfølgelig kunne jeg godt undvære da jeg ikke kunne komme fra buret og op på båden fordi våddragten var fyldt med vand og bæltet trak mig tilbage. Men det var en oplevelse. Kunne også godt undvære da jeg var kommet op fra buret og sad og slappede af, blev utrolig søsyg. Og kunne også godt undvære at ham der filmede os på båden kun har dårlige klip af mig – et da jeg lige har kæmpet mig op fra buret, da jeg sidder og er total hvid i hovedet og er søsyg, da vi på vej ind mod land igen falder i søvn og han lavet et close-up og sidst men ikke mindst da jeg skal fra båden op til badebroen og ikke kan komme op på grund af den alt for store frakke!! Jeg tror ikke jeg helt opfangede, at der ville være en, der filmede os på båden, så det er ikke en heldig video af mig. Men en dejlig oplevelsesrig dag :)

INFO: I skal huske næste gang i ser en haj, eller hvis i engang vil ud at dykke med hajer men har tvivl: Hajer kun angriber hvis den føler sig truet eller angrebet af mennesker. Og som der står i akvariet på Waterfront i Cape Town: Årligt dør 6 af hajangreb, mens 675 mennesker dør af stole!! Tænk lige over den.

Sandboarding

Saa har jeg oplevet endnu et eventyr hernede sydpaa.
Loerdag den 9 maj blev Kirstine, Janni, Mette og jeg hentet af Morne, som koerte os 40 minutter ud af Cape Town til et omraade med hvide klitter. Her skulle vi staa paa sandboard! Vildt, det naermeste jeg har proevet paa braedder er ski (hvilket slet ikke er til nogen hjaelp) :) Saa vi laerte foerst hvordan vi wax'ed boardet og dernaest skulle vi ellers bare proeve om vi kunne holde balancen paa braettet ved at hoppe op paa braettet og koere ned af bakken!!!
Det foregaar saadan at man saetter sig ned oeverst paa bakken og laver et lille hul hvor braettet er mens man spaender sig selv fast til det. Saa holder man balancen mens man rejser sig op.. AAAHHH der er faktisk langt ned af saadan en klit!! Men saa hopper man ellers bare saa man kommer til at staa med siden ned af bakken ogsaa gaar det loes. Vind i haaret mens man proever at se lidt sej ud selvom man skriger som en gal inde i hovedet. Mit foerste loeb ned af bakken gik rigtig godt vaeltede slet ikke og kunne styre retningen, men da farten gik af vaeltede jeg lige paa maven! En mavepumper. Sandet var rigtig haardt fordi det havde regnet, men selvfoelgelig skulle jeg proeve igen :)
Vi proevede ogsaa at sidde ned paa braettet mens man koerte ned af bakken :) det var rigtig sjovt. Og godt udsigt til Table Mountain og hele Cape Town i baggrundet og Atlanterhavet til hoejre. Det kunne ikke vaere en dejligere dag :)
Vejret var ogsaa med os. I rigtig lang tid har det vaeret taaget og trist, men den dag var det hoej solskin, ingen skyer og 30 grader. Fantastisk.

Nu venter naeste eventyr paa mig. Paa loerdag skal vi maaske ud og shark dive sammen med de piger vi var paa tur med. Ihh.. Det glaeder jeg mig til.. Mon jeg toer?!?!?!

Nye venner... :)

Paa vores tur til Kirstenbosch stoppede vi ogsaa ved World of Birds - Sydafrikas stoerste reservat for fugle. Her var Monkey World. Crazy sted. Aberne hopper rundt paa en og proever aabne ens tasker.... hehe. Men meget morsomt.

Så slutter Afrika…

Vi fik overtalt Tony til at tage os med til Cape Agulhas, hvilket han selvfølgelig ikke kunne sige nej til. Det var en lang tur dertil!! Men det var dejligt at køre sammen med alle de andre volontører vi var på 20 dage tur med: Højt musik, snakken, grinene, Tonys mange underlige kommentarer osv. Det var rigtig hyggeligt. På turen dertil stoppede vi for at se Hermanus, som er en bugt hvor hvalerne fra september til november strømmer til for at yngle (Desværre er jeg i Danmark, så det må blive næste gang ;).) Tony tog os også med til lysfabrikken: Kapula, hvor de lavede alverdens stearinlys. Fabrikken var startet fordi en skolelærer var blevet fyret fra sit job, men fordi hun efter arbejde havde været meget kreativ med sine fingre og øvet sig på alle mulige mønstrer, havde hun muligheden for at ansatte alle arbejdsløse i omegnen og lære dem at lave lys. Således startede fabrikken. Rigtig flotte og billige lys :) Vi købte mange store lys hjem til lejligheden. (Det er jo ved at været efterår hernede og de to radiatorer vi har, ja.. Vi kan ikke mærke vi har dem).
Efter lidt shopping tog vi til Cape Agulhas. Ned langs kysten hvor man ser der Indiske ocean brede sig ud. Selve området er ikke så naturbetagende som Cape Point. Her er det meget fladt agerland, hvorimod Cape Halvøen består af store klipper, hvor bølgerne aggressivt sprøjter imod. Selve Cape Agulhas består af en lang sten strand med et skilt, der viser skellet. Nogle gange kan man ane de to have, der strømmer sammen – eller er det bare indbildning? Det var en fin udsigt og vejret var heldigvis med os. Til højre kunne man lige skue Cape Halvøen og False Bay som adskiller de to.
Hvad er så forskellen mellem Cape Halvøen og Cape Agulhas????
Cape Halvøen er i dag bevaret som et naturreservat. Den sydvestligste spids er Kap det Gode Håb og Cape Point spidsen med det kendte fyrtårn og hvor man har fornemmelsen af at kunne se fra Sydamerika til Australien. Landskabet er bjerge og flotte kyststrækninger ud til Atlanterhavet. Mange tror at dette er det sydligste af Afrika, men tro om igen. Cape Agulhas markerer officielt grænsen mellem det Indiske Ocean og Atlanterhavet. Det er det sydligste af Afrika. Agulhas betyder ”nåle”, fordi kompasnålene drejer rundt når sømænd passerer stedet.
Tony fortalte os at mange sømænd i gamle dage tog fejl af Cape Point og Cape Agulhas, så hvis skibe passerede Afrika paa vej til Indien og troede Cape Point var Cape Agulhas, ville de ende i en bugt, som fik navnet False Bay (Den falske bugt) istedet for Indien. Mange mennesker tager stadigvæk i al almindelighed fejl af de to, men Cape Agulhas er sydligst men mindst kendt.
Nåh men.. Efter 200 billeder var skudt af, og vi var blæst godt igennem ved Cape Agulhas, gik vi tilbage til bilen. Længere inde på land ligger der et lille bitte rødt fyrtårn som har sin charme. Her spiste vi god frokost og nød hinandens selskab.
Det var egentlig en meget lang tur for at se et skilt der adskiller to have – om det burde stå tre meter til den ene eller anden side kunne vi jo ikke vide – men det har også sin charme at køre.. Heldigvis :) Det var en dejlig tur til Afrikas ende.

Fantastiske og underlige liv.

Uhh.. Nu blev jeg nødt til at tage mig sammen og få skrevet om tiden siden 20 dages turen inden jeg glemmer det helt. (En blog er egentlig en meget god dagbog)

Nåh men hvad der så er sket, vil i nok gerne vide.. Jo siden vi kom hjem fra turen har jeg haft lidt blandede følelser omkring min hverdag hernede, det vi laver og weekenderne. Der er så stor forskel på dagene.

I påsken var mor og far hernede og det var bare dejligt. Samme aften som vi kom hjem fra 20 dages turen, stod jeg i hotellets reception og ventede på at mor og far ville dukke frem rundt om hjørnet. Det var rigtig godt at se dem igen, men alligevel en meget surrealistisk oplevelse eftersom jeg jo er 10.000 km væk hjemmefra. Men dagene fløj forbi. Vi var turister i høj grad – forestil jer, mor og far komme gående langs gaden med deres røde ferrari kasketter og hvide ben, hvor efter de skal krydse gaden og de begge svinger hovedet til venstre for at kigge efter biler :) (Det er venstreside kørsel, så man skal kigge til højre). Nåh men vi fik set rigtig meget. De første par dage hvad vi rundt i byen og jeg viste dem midtbyen, markeder, min skole, Companys Garden, Waterfront, Bo-Kaap, kæmpe akvarium osv. (En venlig mand kunne åbenbart se vi var turister og påpegede at der var delfiner ude i havet – lige udfor hvor jeg bor. Underligt at se delfiner fra kysten og så mange af dem). Vi besøgte også Table Mountain – det var rigtig varmt den dag men det betød ingen skyer og derfor rigtig god udsigt til Cape Town og ned langs siderne til Cape Point, og til siderne: Atlanter Havet og Cape Agulhas. Efter et par meget turistet byture tog vi ud af byen til Port Elizabeth, hvor vi besøgte Addo Elefant park, som er en meget fin safari park. Plus, kanotur, mærke det indiske ocean, udsigtspunkter, skovgåtur, casino aftener osv. Efter turen østpå tog vi sydpå til Cape Point og på Township tur rundt i Cape Town. Så vi fik set rigtig meget som turister.

Efter påsken begyndte jeg igen på Learn to live, dog viste det sig at kun tre af klassens otte elever kom tilbage til skolen. Så de første par dage gik med få matematik timer også ellers bare leg. Elaine ville gerne se om resten af drengene kom tilbage efter weekenden så de kunne nå at være med. (Vi startede i skole en onsdag, så måske meget logisk nogle drenge venter med at komme tilbage til efter weekenden). Men dagene gik og ingen kom. Så vi begyndte stille med små lektioner. Jeg følte at jeg kom tættere på Vusumzi og Geraldo som ellers er lidt generte når andre er der, men de åbnede sig op og ville gerne have mig og Nanna til at hjælpe dem og lege med os. Det var en rigtig dejlig følelse og jeg vidste resten af tiden ville blive god her på skolen. Følte mig tilpas. Men en torsdag kommer Kyle, en tidligere elev, tilbage. Selvom man som volontør ikke må gøre forskel på drengene, så gør denne dreng et eller andet som jeg bare ikke bryder mig om. Han har ufattelige gode lederegenskaber, dog bruger han dem til at manipulere de andre. Han er typen der kommer ind og afbryder andres leg for bagefter at overtage den. Plus, de drenge jeg endelig følte mig tæt på, blev generte igen. Han er bare over det hele og kræver opmærksomhed for fem. Efter den torsdag synes jeg bare ikke at dagene på Learn to live har været så fantastiske gode.

Men heldigvis dukkede chancen op for at kunne komme ind på Somerset Hospital som volontør. Og det spreder glæde og bryder den lidt trivielle og til tider trælse og hårde hverdag på Learn to live. Jeg er på hospitalet to eftermiddage om ugen – onsdag og fredag. Jeg går der hen lige efter skole og klæder om til volontøruniform så de andre sygeplejersker kan kende os. Mit job er at bringe glæde til de syge børn og få dem op af deres seng. Mange af børnene får aldrig besøg af deres mødre fordi de ikke har råd, men de som får besøg bliver aldrig taget op eller leget med fordi sydafrikanske mødre ikke mener man skal opfostre børn, men bare lade dem selv vokse. Derfor er vi volontører her. Jeg giver dem mad, sørger for de er rene, leger med dem, prøver at få smilet frem på deres læber, går rundt og vugger dem til de sover, laver øvelser med dem som styrker deres motorik og muskler. Vi har en volontørstue på hospitalet, hvor man kan hente alderssvarende legetøj til børnene for at stimulere dem (alt er blevet doneret). I dag var jeg på stuen Bailey, som er den stue hvor børnene er mest raske. Udover Bailey har vi en stue, Ebden, som er for de mindre raske eller for dem der venter på en seng bliver ledig på Bailey og en stue Barkley som er for de rigtig syge. På Barkley er det rigtig ubehageligt at gå – se børnene med slanger ud af kroppen og være koblet til maskiner. Der er også et isoleret rum derinde som er for de smittende børn – for eksempel børn med slem diarre osv. Jeg har endnu ikke været derinde for at træne dem, men jeg føler mig slet ikke tilpas på den stue så jeg tror næppe jeg nogensinde vil lege med dem.

Man tænker ikke lige over det, men det bringer en alverdens lykke at kunne få et ensomt barn til at smile og endda grine. Det varmede mit hjerte i dag, da en lille pige vågnede fra sin middagslur mens jeg nussede hende og tog rundt om min pegefinger. Jeg sagde på dansk ”Hejsa” til hende og hun svarede tilbage med ”Hejsa”. (Korrekt udtale og det hele). Det er rigtig dejligt at være på hospitalet og få et afbræk i sin ”Learn to Live-hverdags boble”. Her føler jeg mig nu tilpas og jeg tror det hjælper mig tilbage til at holde af Learn to live og sætte pris på drengene der ivrigt søger min opmærksomhed. De er vel egentlig bare glade for jeg er der – det kommer bare til udtryk på en underlig måde engang imellem. Så mine hverdage som volontør er rigtig gode og de skal nok blive endnu bedre :)

Jeg har dog tænkt, når jeg går de 40 minutter til og fra Learn to live, hvor kontrastfyldt mit liv hernede er. Ligeså kontrastfyldt som landet er, er mine dage. Jeg er volontør og turist! Alt på samme tid. Mange af de weekender vi har, bliver brugt til at se alle mulige ting. Fredag aften er sushi aften hvor alle danskerne fra 20 dages turen mødes og snakker sammen. Onsdag er biograf dag. Denne weekend var jeg med nogle af pigerne på Sightseeing tur (rundtur til seværdigheder) rundt i Cape Town. Det er en bus som kører en bestemt rute, så man kan hoppe af forskellige steder og hoppe på igen senere. Vi tog ned til Kirstenbosch som er verdens største botaniske have hvor planter i deres eget miljø bliver brugt til studier. Her gik vi rundt og nød den flotte have med Table Mountains betagende udseende i baggrunden. Vi kørte også med bussen rundt i byen og op langs vestkysten. Næste dag tog vi igen bussen til Kirstenbosch fordi det var så fantastisk vejr. Her havde vi picnic. Efter det tog vi hen til et reservat ”World of birds”: Et reservat med alverdens fugle, alt fra pingviner, til påfugle, til undulater, til høns uden hoveder. Man kunne også komme ind i ”Monkey World” hvor man går inde hos aberne. Det første der skete var at tre hoppede på Kirstine fordi hun holdte noget mad. Dette blev straks gemt væk og vi hyggede os med aberne. De var faktisk forbløffende kloge – en der var hoppet på mig prøvede at få min lynlås til min taske op. Heldigvis havde den ikke kræfter til den, men den kendte princippet (Mon den kunne lugte bananen i min taske?!).
Så når man engang imellem har tid for sig selv, ryger tankerne igennem hovedet på en. Det er lidt ligesom at leve et dobbelt liv. I hverdagen er jeg volontør og i weekenden er jeg turist. Derfor var det også underligt at vende tilbage til Learn to live efter påske. Når man har leget turist i næsten 5 uger er det underligt at vende tilbage til det kendte og se drengene igen (dem der så dukkede op). Selvfølgelig vidste jeg inden jeg tog herned jeg ville lege turist nogen af dagene, men når jeg på vej hjem fra skole ser turister med kasketter og hvide ben kun gå rundt på Waterfront, tænker jeg bare at de aldrig vil komme til at se det rigtige Cape Town. Men tænker Sydafrikanerne så også det om mig? At jeg aldrig vil komme til at se det rigtige Syd Afrika fordi jeg ikke lever i det til hverdag men har en billet hjem til 1. Verdens land den 10. August?
Jeg føler jeg har fået et stort indblik i Syd Afrika. Både turen rundt i landet til de mange forskellige steder turister aldrig når, mit arbejde som volontør koblet sammen med township turen, livet på hospitalet, plus alle mine turistture har givet mig meget og jeg håber jeg giver lidt igen. Derfor vil jeg fortsætte med at have dette underlige men fantastiske dobbelt liv hernede langt sydpå. Det starter allerede på fredag igen, hvor vi skal med Tony til Cape Agulhas.

Kontrasternes land

Boernene i Langa

Da mine forældre var hernede, tog Tony os med på en Township tur. Sikke en øjeåbner.
Vi startede dagen på ”District Six”. Det er et museum for området af samme navn der under apartheidens regime blev jævnet med jorden. Kun kirkerne blev stående tilbage således Sydafrika ikke vil anråbe sig det internationale samfunds opmærksomhed. Apartheidregeringen besluttede at jævne dette ellers levende område med jorden, fordi de hvide mente og var bange for så mange farvede og sorte var samlet et sted. Plus, district six lå i forbindelse med alle de andre distrikter hvor de hvide boede – derfor kunne man ikke have et sort område så tæt på. District six skulle være et hvidt område. På museet ser man eksempelvis billede af Richmond Street som før var en pulserende gade med liv og nu ikke andet end en græsmark som et mindesmærke.

District Six museum - Apartheid

Efter museet tog Tony os med rundt i District Six. Et stort øde område med en kirke stående midt på en mark. Man har beholdt de huse som tilhørte de hvide, men alt andet er væk. Det undrede mig at regeringen har brugt så meget tid på at fjerne familier fra deres hjem og ødelægge husene uden at genopføre noget på grundene. Apartheid ligger uden for min horisont.
Vi kom også ud i township Langa, hvor vi besøgte en xhosa kvinde og så hendes blikskur af et hjem. En guide tog os med rundt i byen og viste os de forskellige dele: det nyere kvarter, det helt fattige, det mellem osv.. Langa ligger ud til den vej man kører på når man skal til og fra lufthavnen, så regeringen er ved at erstatte blikskurerne i rækken ud til vejen med finere huse således folk under VM ikke kommer til at se slummet.

Til sidst tog vi til Khayelitsha hvor vi besøgte det hjem nogle af mine drenge bor på. Store sovesale hvor der er presset så mange køjesenge ind som overhovedet mulig. Få har personlige ejendele, men hjemmet har den regel at hvis drengene ikke ejer noget, kan de ikke stjæle fra hinanden. Derfor deler alle drengene også tøj og sko. Der er ikke meget at lave på det hjem, da det næsten ikke består af andet end vægge og stål senge.

Når man er på sådan en tur, kan man næsten ikke gøre andet end at tænke. Sydafrika er kontrasternes land!

For det første er det underligt nu at forstå rigtig hvad apartheid er og hvordan den påvirkede/påvirker folk. Ude foran District Six museet er der en undskyldning: ”Remember with shame the many thousands of people who lived for generations in District Six and other parts of this city and were forced by law to leave their homes because of the colour of their skins. Father forgive us..” (Husk med skam de mange tusinde mennesker der for generationer levede i Distict six og andre dele af byen og blev tvunget til af lov at flytte fra deres hjem pga. deres hudfarve) Man kan sagtens stadig føle hvordan farven af ens hud kan være afgørende og hvordan mange går i angrebsposition hvis man nævner noget forkert. Det er kun 15 år siden apartheid for alvor endte. Men igen, det er 15 år siden: Tænk, de stadigvæk undskylder. Det er en underlig fornemmelse at komme som uvist og mærke hvordan nogle er voldsomt præget og andre overhovedet ikke.

En anden ting man kan tænke over er: Hvad er et township egentlig…? Da vi var på 20 dages tur i marts besøgte vi to af de tre største township i Sydafrika. Den ene Bushbokrich med 2,5 millioner indbyggere og Soweto på næsten 5 millioner indbyggere. Jeg troede et township var et sted hvor fattige folk boede. Et område hvor man ikke skulle betale for husleje osv. Men Soweto indeholder både millionærer og folk under fattigdomsgrænsen. Så ordet ”township” er økonomisk meget bredt.

Desuden er det underligt at regeringen fjerner alle blikskurene som ligger ud til den vej man kører på til og fra lufthavnen så turisterne under VM ikke ser hvor forfærdelig folk bor. Man prøver at fjerne alt for synlige kontraster. Men selvom mange bor i blikskure og halvdelen af skuret er rådnet, er det stadig deres hus! Xhosa kvinden vi var inde at besøge i Langa, var i hvert fald meget stolt af sit hjem. Det er trods alt bedre end at leve på gaden. Så hvis regeringen vil hjælpe, burde de vel fjerne alle blikskurene og erstatte dem med noget bedre. Også de township der ikke ligger ud til nogen stor vej – forsøge at skabe en lille bro mellem slum og by.
Jeg faldt over et citat fra den bog jeg er ved at læse for tiden (Questions and answers – spørgsmål og svar) som handler om et forældreløst barn der bor på et børnehjem: ”These films are about a fantasy world. A world in which kids have mothers and fathers, and birthdays. A world in which they live in huge houses, drive in huge cars and get huge presents. We saw this fantasy world but we never got carried away with it.” Det er underligt at tænke over at selv mine små søde drenge ser vores liv som fantasy world. Selv vores lærer Elaine synes det. Hun blev helt chokeret den høje husleje vi betalte. ”Det havde hun bestemt ikke råd til” (Hun ville ikke engang tage sin datter med ud og spise pasta og i biograffen for hvis der skete en ulykke senere, ville hun ikke have penge til at dække det). Men lige meget hvad er det rart at kunne hjælpe dem der ikke er på den gode kontrast side og måske udligne kontrasten lidt for nogle få. Christopher blev i hvert fald rigtig glad da jeg efter 5 ugers fri kom i skole igen – han kom og omfavnede mig, hans smil lyste op til himlen. Og hans ord var: ”I have missed you”. Så en lille forskel jeg måske gøre - Mindske afstanden til fantasy verdenen for Christopher og de andre i klassen.

Turen har været en øjeåbner. Og jeg er på en måde stolt over at være en af dem der forstår nu: hvor slemt det har været og hvor slemt det stadig er. Men også være med til at skabe kontakt mellem fattig og rig – gøre kontrasten mindre. Måske endda være en del af at gøre Sydafrika til et helt 1. Verdens land og ikke kun af udseende.

Vi har oplevet saa meget paa denne rundrejse at det naesten ikke er til at forklare. Men jeg vil tage mig sammen og skrive om det hele. Men en ting kan jeg ikke vente med at skrive om og det er at jeg har 5,4,3,2,1 BUNGY.... Ved verdens hoejeste bungy jump - 216 meter ned, 6 sekunder i frit fald, 40 sekunder op og ned med en lille elastik som den eneste redning. Jeg var faktisk ikke saerlig nervoes. Det eneste jeg var i tvivl om var hvordan man sprang. Men det er jo bare at hoppe sagde Nanna soedt til mig... Ja det kan hun sagtens sige. Det var vild at springe. Kunne slet ikke maerke elastikken om benene og de sad bare fast en soelle gang rundt om benene og selve elastikken saa lidt brugt ud. Saa er 6 sekunder i frit fald daelme laenge kan jeg lige love for. Men det var skide sjovt. En oplevelse for livet. Kan stadig maerke luften der suser forbi oererne paa vej ned..

Foer vi springer - Anne, Mie og Janni - skal den lille sele kunne redde mig?!?

Kan i finde holger? Hehe.. Her springer jeg saa.. Faktisk et ret godt spring af en uprofessionel.. Overlevede kan jeg fortaelle .. Hehe

Så er det jo snart nu vi tager på Road trip med Tony. Jeg har ingen ide om hvorledes jeg kan komme på nettet eller ej mens jeg er af sted, men jeg har lavet en lille dagbog om hvad vi i hovedtræk skal de enkelte dage, så i derhjemme kan følge lidt med i hvor jeg er henne i verden.
12 marts: Vi rejser fra Cape Town tidligt om morgenen og kører langs Garden Route op til Wilderness hvor vi skal ro i kano, gå i fantastisk skov og svømme ved et vandfald inde i skoven.
13 marts: Tidligt står vi op for at paraglide og hoppe i bungy jump 216 m – verdens højeste (det er frivilligt). Derefter kører vi til Port Elizabeth.
14 marts: Her kører vi til East London for at se Steve Bikos grav og selve byen.
15 marts: Vi besøger Nelson Mandelas bror og familie - og prøver at besøge ham selv.
16 marts: Vi kører igennem nogle flotte landskaber og besøger nogle rigtig gamle landsbyer. Vi ankommer til Durban om aftenen. Der skal vi prøve noget rigtig indisk karry, fordi indbyggerne i Durban er hovedsagelig indere.
17 marts: en slappe af dag hvor vi ikke kører. Her skal vi prøve at bade i det indiske ocean og shoppe lidt i Durban.
18 marts: Nu kører vi mod Swaziland – en rigtig lang men flot tur.
19 marts: Besøger en Swazi stearinlys fabrik, hvor vi ser hvordan de bliver fremstillet. Meget kendte lys der er avanceret at lave. Derefter kører vi til Krueger National park.
20 marts: Vi kører igennem parken på mange ikke turistet veje. Her er stor mulighed for at møde løve, elefanter, giraffer, næsehorn, bøfler, leoparder og mange andre dyr. Om aftenen sidder vi i parken tæt på vores lodge og spiser omkring et bål.
21 marts: Vi kører rundt i parken for at se en masse flotte udsigter.
22 marts: vi står tidligt op og går ud i Bushen – prøve at komme tæt på dyrene på gåben. Se deres efterladenskaber og se dyrene drikke ved floden. Vi kommer hjem og får morgenmad og slapper derefter af.
23 marts: Vi kører til Johannesburg – en rigtig flot tur.
24 marts: Vi besøger det sted hvor verdens berømte Soweto fandt sted. Vi besøger museum om Nelson Mandela plus andre museer i Johannesburg.
25 marts: Vi besøger Apartheid Museum, og om aftenen tager vi i tivoli.
26 marts: Om morgenen tager vi af sted mod Lesotho – endnu en lang tur.
27 marts: seks timer på en hesteryg gennem Lesothos bjerge og dale – gennem vand og skove. Vi sover ude i bjergene, i lerhytter hvor der ingen ting er ud over myg.
28 marts: vi rider tilbage til vores bagage og Tony, hvor vi slapper af resten af dagen.
29 marts: Vi kører til Port Elizabeth, hvor vi slapper af.
30 marts: vi kommer igen til Wilderness hvor der er mulighed for at prøve bungy jump og paragliding igen hvis ikke man prøvede det på starten af rejsen.
31 marts: Vi kører mod Cape Town.
Så hvis bussen holder til den lange tur – 6500 km – og ingen af de 12 piger vi rejser med bliver alvorlige syge, så er vi hjemme i Cape Town den 31 marts.

Drengene i min klasse - Rayno, Vuyo, Christopher, Geraldo, Vusumzi, Cheslyn og Vuyo. Skolen er i midten af billedet

Så er endnu en uge gået.. 2. til 6. marts.

Jeg har helt glemt at fortælle om skolen – jeg har jo lagt alt min energi hos drengene når jeg er på skolen. Men projektet hedder Learn To Live, og det er en skole for drenge i alderen 10 til 16 år. Når man er over 16 år kan man på skolen få færdigheder i eksempelvis at reparerer en bil, så de får en større chance for at få et godt liv med et arbejde. Skolen bliver ledt under ”The Salesian Institute”, der er en religiøs afrikansk organisation, som blandt andet støtter utilpassede unge. Der er tre klasser for xhosa sproget og tre for afrikaansk. Hver mandag og fredag har de morgensang, og om fredagen ser de film. Hver klasse har pligter. Om mandagen og fredagen skal vi volontører og Elaine se efter eleverne i skolegården inden de møder. Om tirsdagen og torsdagen skal vi se efter dem i frikvarteret. Og om onsdagen skal vi servere mad for alle eleverne. Det er en kort skoledag for drengene går ”kun” i skole fra klokken 9 til omkring 13. Inden for disse timer har de 30 minutters frikvarter og spiser middagsmad fra klokken 12:30. Men jeg tror det er en lang dag for dem – de har ikke tålmodighed til mere.
Det er svært at forklare hvordan mine drenge er. For de ligner små uskyldige 7-årige drenge, der lige er begyndt i skole. Men de er 12-15 år, lever på gaden, tager stoffer, er livskloge, skrappe i munden, utålmodige og arrige – livet er en overlevelse. Det er svært at forudsige hvordan de reagerer på ting. Men det er jeg begyndt at lære nu hvor jeg har tilbragt mere tid med dem. Er helt ked af at jeg skal forlade dem for at komme på Road trip. Men glæder mig selvfølgelig til at se Sydafrika og se alle mulige spændende ting.

Men nu vil jeg fortælle lidt om hvad jeg har lavet i denne uge…

Vi havde fri i mandags fordi lærerne havde team-building-dag. Så vi har kun været på arbejde i fire dage. Jeg var lidt nervøs for at møde på arbejde om tirsdagen – både fordi Elaine havde fortalt, at eleverne ville glemme alt det, de havde lært over en weekend pga. stoffer, og fordi de kunne møde op og være påvirket af stoffer. Men også fordi min elev Vuyo i fredags havde sagt, at han ikke ville komme i skole igen, men blive på gaden. Jeg håbede så inderligt at han ville være der.

Og Vuyo var der :) men desværre manglede Vusumzi fordi hans mor havde drukket sig fuld og nægtet at han skal i skole igen. Han er ellers en rigtig klog dreng og fortjener at få en god fremtid. Men vi lærte de seks drenge der var i skole matematik og efter frikvarteret hjalp vi dem med at lave god-bedring-kort til deres klassekamerat Francios, der ligger på hospitalet fordi han er kørt ned af en bus. Selvom Elaine havde skrevet noget på tavlen de kunne skrive inde i kortet, havde de stadig svært ved at kopiere det ned på deres brev. Det viser bare, hvor meget de trænger til at lære at skrive.
Nanna havde fødselsdag i tirsdags så vi var ude og spise efter skolen – det var rigtig lækkert. Og om aftenen bagte vi muffins og hyggede alle sammen.

Om onsdagen mødte vi på arbejde, men Nanna og jeg fik straks øje på at Elaine ikke sad på sin plads i lærerværelset som hun altid gør når vi møder. Så blev vi lidt nervøse. I går havde hun klaget over lidt hovedpine. Da headmasteren kom ind for at give beskeder til lærerne, fik vi det afgjort. Nanna og jeg stod alene med undervisningen i dag. OHH! Vi havde ikke rigtig nået at tænke over hvad vi kunne lære dem, så vi fulgte Elaines måde at undervise på, og jeg skrev en masse matematikstykker op på tavlen, som de skulle lave. Det er faktisk lidt svært at finde på nogen lige sådan på stående fod fordi de skal være på så lavt niveau. I plus må de ikke give over ti og i minus skal man ikke til at låne osv. Men det gik. Jeg syntes, at jeg havde lavet mange – havde fyldt hele tavlen. (mange af dem gav dog ni – men sådan går det jo). Men drengene var gode i dag og var lynhurtigt færdige så de begyndte at lege – lidt for højlydt engang imellem. Men Nanna og jeg må ikke disciplinere drengene, da læreren gør det. Vores opgave er at give dem omsorg og kærlighed. Så det var en udfordring at få dem til at være stille uden at disciplinere dem. Efter frikvarteret havde vi også vores udfordring, da vi jo ikke kan lære dem afrikaansk som er det anden lektion går ud på. I stedet forsøgte vi at lege kongens efterfølger – ved ikke om de nogensinde forstod det, men de hyggede sig og det er det vigtigste. Det var vores klasses tur til at servere middag, men da de andre skolebørn fik lov til at svømme i poolen mens vi skulle servere mad, var det svært at holde på drengene og få dem til at hjælpe uden at disciplinere dem. Hvad siger man til en dreng som med store fortabte øjne og som ikke kan forstå hvorfor han ikke må svømme når alle andre gør? Vi kan jo ikke, som volontører, stille os op imod dem og sige de skal hjælpe. Vi skal være gode mod dem og lege med dem. Det var rigtig svært. Men på en eller anden mærkelig måde lykkedes det og alle på skolen fik noget at spise. Og drengene blev ikke sure på os :) de gav os mange knus da dagen var slut. Det var dejligt at komme tæt på dem den dag :)

Om torsdagen var Elaine i skole igen… Heldigvis, selvom det var hyggeligt at være alene med dem, så var det også hårdt. Elaine var rigtig taknemmelig over at vi kunne klare det. Men hun blev skuffet over at ingen af de andre lærere kom og hjalp os nu hvor vi er så nye. Hun var meget skuffet over at headmasteren ikke hjalp os, da hans job er at sørge for undervisningen forløber som den skal. Elaine er en lærer der altid hjælper de andre lærere uden de behøver at spørge – så det er klart hun var skuffet. Men hun var os taknemmelige. Det var rart at få ros af hende. Vi fik ryddet op i klassen for eleverne skulle op til socialrådgiveren og lære om ”life skills”. Så vi havde ro til at rydde op i et meget rodet lokale med rigtig mange ark og mapper, der er halvt lavet. Elaine kan man nok ikke beskrive som den mest organiserede person. Drengene kom dog tidligere tilbage end forventet så vi skulle hurtigt fjerne alle de papirer vi sat i orden, for de drenge er bare nysgerrige!!! Men de er nu meget søde. De fik nogle matematik stykker at lave for at mig og Nanna kunne fjerne papirerne og ordne det sidste. I pausen havde vi gårdvagt – og det var bare varmt!!!! Det var 38 grader i skyggen og ingen vind. Puha. Svedte bare af at sidde. Jeg sad sammen med Christopher og legede lidt håndlege. Han så pludselig mine øreringe – wauw. Han var imponeret. Er det ægte diamant? Er det ægte sølv? Hvor meget kostede de? Må jeg få en? Drengene tænker vildt meget i penge og over om de kan få noget. De tager alt fordi de ikke har noget. Man kan få et indblik i drengenes liv ved bare at se på skolen. Der skal være så lidt som overhovedet muligt der kan stjæles – for det gør de. (Vuyo snød sig jo også til en bog fordi han sagde han ikke kom tilbage). Det er kun i klasselokalerne der er små ting, men klasseværelserne bliver låst af i hvert frikvarter. At drengene tager alt, hvad de kan få, ser man også, når de spiser frokost på skolen. I torsdags fik de en slags pasta med pølser og de fik udleveret en rulle med figenpålæg. Elaine sagde til drengene at de skulle gemme figenrullen. Hun tænker nemlig at de så vil have aftensmad hvis de nu ikke finder eller får noget. Elaine giver dem også rigtig mange bolsjer og kiks i klassen, så de får nogle kulhydrater, de kan leve af hvis nu de er forhindret i at komme i skole på et tidspunkt.
Men i torsdags var det dog svært at få dem op af poolen så de kunne få frokost. Selvom de er sultne og måske ikke får noget aftensmad, så er de stadig smådrenge og de er legesyge. Plus, det var rigtig rigtig rigtig varmt.

Om fredagen gik vi i skole som altid. Men denne gang var jeg helt glinsende da jeg kom op til lærerværelset. Selv klokken 8 om morgenen er det sindssygt lummert. Svedte bare som en gris. Men fik dog kølet mig lidt ned inden vi skulle ind og have morgensang. Vi har altid morgensang om fredagen og mandagen og synger altid: You are Alpha and Omega, Into my heart og beder til Gud og velsigner Afrika. Om fredagen ser de altid film mens lærerne har møde, så eleverne har ikke nogen andet lektion. Men i første ville Elaine fejre Nannas fødselsdag. Hun fyldte 21 år og det er bare stort i Afrika. Så er man myndig og man kan skriver under på papirer. Hun kaldte det endda et lille bryllup fordi det er så betydningsfuldt. Men vores fest i klassen… hmm.. ja.. hvordan skal jeg forklare det. Festen bestod af at mig og Nanna delte kiks og skumfiduser ud til drengene og gav dem vand, mens de sad og tegnede. Ikke verdens bedste fest, men det var rart drengene var koncentreret. Forstår ikke de kunne være det. Det var så lummert og varmt på skolen. Der var 41 grader i skyggen. Føj. Dog var der en vind udenfor, men den var varm. Adr. Selv da mig og Kirstine lagde os ned på stranden klokken fire storsvedte vi. Og da vi tog ud og handle klokken seks, var det alt for varmt. Derfor ville vi nakke en vogn fordi vi absolut ville have en 10 kg vandmelon. Men det må man ikke, fandt vi ud af. Heldigvis havde butikken ansat folk til at holde øje med at ingen tager vognene. Men ham der fortalte os vi ikke måtte tage den, var villig til at køre vognen hjem til os og transportere den tilbage til butikken, selvom det er en gåtur på 40 minutter. Det kan man kalde et meningsfuldt arbejde (eller ikke, dog får det folk væk fra gaden). Men han var nu meget sød. Efter 5 minutters gang sammen med ham, sagde vi at han ikke behøvede at følge os. Vi ville bare bære varerne hjem. Han insisterede dog på at hjælpe os, men han viste jo ikke at der 10 meter fremme om hjørnet stod en efterladt vogn. Hehe.

En ting vi er begyndt på i denne uge er at give et stykke frugt til en tigger der sidder på vores vej til og fra skole og til og fra indkøb. Som Tony siger:
Hvis man giver en tigger penge, bruger de det på stoffer.
Hvis man giver dem fisk, har de mad til en dag.
Hvis man giver dem en fiskestang, har de mad for livet.
Dog har vi ikke lige nogen fiskestang, men hun er glad for det vi giver hende og vi føler os godt tilpas i stedet for at passere hende slæbende med poser fyldt med mad.

Nu sidder jeg i vores stue og det begynder at være mørkt udenfor. Men man kan stadig se Table Mountain fordi himlen er helt klar pga. det fantastiske vejr. Vi har endnu ikke besluttet hvad vi skal i weekenden, men tror vi tager på marked i morgen. Og søndag er der even song, som er et aftenevent i Skt. Georges Catheadral, hvor man rigtig bygger en stemning op – stearinlys og masser af sang. Glæder mig til at se det og det hører i nok mere om. Jeg tror også vi skal forberede os til Road trip. Det er jo allerede på torsdag. Spændende :)