Farvel….

Nu sidder jeg i vores lejlighed med et halvt hjerte og tænker de 6 måneder igennem. Hvordan kan man sige farvel til noget og nogle som er blevet ens hverdag?
Torsdag den 6. August tog vi efter skole til Somerset for sidste gang. Vi havde købt en lille kage med til Val, vores volontørrådgiver, og hun havde skrevet en udtalelse til os. Nanna og jeg besluttede os for at tage en sidste tur på stuerne. Først ind på Bailey og trøste et par grædende børn og få ensomme Otandwayo til at grine. Jeg kiggede rundt i rummet og tog de sidste indtryk til mig: De sidste smil og gråd, de sidste sovende mødre, de sidste stressende sygeplejersker, de sidste stinkende bleer, de væltede sutteflasker. Derefter ind på Ebden hvor vores malerier pynter væggene og hvor lægerne stresser rundt. Også et kort glimt ind på Ladyloch og Barkley.
Da jeg gik fra Somerset med min udtalelse i hånden, kunne jeg mærke at jeg og de andre medvolontører har gjort en forskel – både mentalt og fysisk. Selvfølgelig kan børnene ikke huske hvad man har gjort for dem, men alligevel håber man inderst inde at man har rørt dem og vakt et lys i dem. Jeg håber også sygeplejerskerne har lært lidt af hvordan vi arbejder og vil tage imod volontørernes hjælpende hænder i fremtiden.. Jeg håber sådan at de næste volontører vil tage over hvor vi slap og arbejde videre med de mål vi har sat og arbejdet ud fra.
Men det er en underlig fornemmelse at Somerset ikke længere er dit mere, når det har været et sted man virkelig brændte for, lagde hjertet i og har lagt mange timer. Det går nok først op for en senere hvor meget det arbejde har påvirket en selv og hvor meget man egentlig savner det. Jeg tror ikke helt det er gået op for mig endnu at jeg har sagt farvel.

Et farvel til en stor oplevelse og et kæmpe arbejde som volontør! Da jeg var volontør på Somerset Hospital..