(Lukana med de dejlige store oejne)Nu er mine knap tre uger som fuldtidsvolontør på Somerset Hospital forbi, og jeg starter mandag den 20. juli på skolen Learn to live. Jeg fortsætter med at komme på Somerset om eftermiddagen.
Sikke meget jeg dog har oplevet i de tre uger. Som I kan læse i forrige blog om Somerset, har jeg fået øjnene op for deres tempo – eller rettere manglende tempo. Man kan blive helt frustreret over at de ikke er hurtigere. En lille baby har grædt i flere timer bare fordi han er sulten. Sygeplejerskernes svar til dette: ”Jaja, vi skal liiiige…”. Nogen gange føles det som om tingene bliver gjort med et halvt hjerte; at sygeplejerskerne egentlig ikke har lyst til at være på hospitalet. Det er hjerteskærende. Andre gange når man får sygeplejerskernes fortvivlelse om manglende tid og arbejdskraft smidt i hovedet, føler man virkelig sympati og en slags vrede over at vi har det så godt i Danmark mens de kæmper så hårdt her. I disse situationer prøver man bare at være deres højrehånd og aflaste dem med det man nu kan. Eksempelvis give børnene mad og nye bleer, giver dem måske en time ekstra hverdag hvor de kan fokusere på medicin og vise mere omsorg til børnene – give dem større overblik og færre stressede timer.
Udover at aflaste sygeplejerskerne og skabe et bedre fungerende team, har jeg oplevet så mange vidunderlige ting sammen med børnene og medvolontørerne. Jeg har simpelthen ikke nok tid tilbage hernede til at skrive om alt det, jeg oplever, så her er et lille indblik.
Jeg har i disse tre uger arbejdet fra klokken ni til jeg følte jeg havde gjort nok og tilbudt min assistance. Når man møder om morgen og træder ind på en af stuerne, bliver man mødt af store babyer, stående/siddende i deres små senge, deres små fingre rundt om ”gitteret” og med længselsfulde øjne rettet mod gulvet, der fortæller de ikke har lyst til at sidde stille eller sove. Når man har ordnet diverse lortebleer fra nattens løb, givet dem sokker og ordentlig tøj på (tøjet fra dagen før bliver stjålet af mødre, så det er et konstant kampløb om at have tøj og sokker på børnene i de kolde stuer), henter man legetøj fra volontørrummet og en måtte. I disse øjeblikke stråler deres øjne! Når man nærmer sig deres senge, smiler de op til begge ører og hopper og danser med armene strakt ud mod en, klar til at blive løftet ned til måtten og det elskede legetøj. Her kan de lege i timevis med det meget simple udvalg af legetøj. Indimellem er der lige en ble der skal skiftes eller en der skal have medicin, eller moren kommer, eller en falder. Nogle af børnene skal også hjælpes i gang med at lege og nogle vil bare sidde i ens skød fordi de ikke ved hvordan man leger.
(Slee der glaeder sig over snart at skulle ud og lege)
Apelele med meget små stikkelsbærben kravler lystigt over det hele og smider med alt. Han er lige ved at lære at gå og er nysgerrig i alt. Når han er træt, kravler han op i skødet og lægger sit lille hoved op af ens arm. Han har tuberkulose, men er stadig rigtig glad. Inam er en sød lille pige, der er superintelligent, går perfekt, elsker at blive kildet og holde i hånd. Hun leger dog meget alene og står på hovedet når hun sover. Hun er helt rask og venter kun på at hendes mor kommer og henter hende. Mandi skriger når hun ikke får sin vilje, men hendes mor forlod hende også en dag og siden har hun været på madstrejke. Det endte med at hun fik sondemad. Hun elsker at sidde i ens skød og halvsove. Hun er udmattet af sin sygdom og hun leger aldrig, ingen kontakt med andre end sin mor og den hun sidder hos. Sikho er en voldsom stor dreng og han er ved at lære at komme fra siddende position til kravl. Han griner af alt og følger mig over alt. Intando er en 7 måneder gammel baby som er mindre end det normalfødte spædbarn på 2,5 uge. Han spiser ikke meget, da meget kommer op igen, og han græder altid. Han slapper kun af ved øjenkontakt og ruskende bevægelser. Et smil kommer sjældent. Otandwayo er et barn på næsten 3 år, men hun ligner en klar til skole. Hun har store tænder, er nok 1,2 meter høj, snakker engelsk og xhosa og er en rigtig grinetrold. Hun er dog spastisk lammet og kan kun bevæge sit hoved ordentlig, ingen kontrol over resten af kroppen. Og det ved hun! Hun har været der i to måneder og kan måske til januar se frem til skolestart (der er meget få skoler til handicappet børn). Hun er helt rask og venter kun på at hendes mormor henter hende til en ferie derhjemme, men hun kan se frem til at bo på Somerset Hospital. Priscilla er den 2,5 uge gamle spædbarn som også er helt rask, men moren forlod hende på fødselsgangen. Så hun kan se frem til en fremtid på børnehjem. Jeg kunne blive ved med at fortælle om Lukana, Slee, Asekho, men jeg tror i har fanget pointen at jeg nyder deres selskab ligeså meget som de nyder mit. Jeg har virkelig knyttet mig til mange af dem og det er bare dejligt at se dem åbne sig og opføre sig lidt mere som børn.
Når man er på Somerset i flere timer om dagen, i stedet for to eftermiddage om ugen, følger der mange flere glæder med sig. Nu har man lige pludselig tid til at tage børnene i bad og fjerne den lugtende sky de har omkring sig af gammel medicin og lort. Så en dag to jeg en plastik kasse ind på stuen, fyldte den med varmt vand og et stykke sæbe, en smule legetøj og nyt frisk tøj. Badet var til Apelele. Han kunne lige være der med sine lange tynde ben. Han var noget afstandstagende overfor vandet i starten, men da jeg satte hans fødder i og plaskede lidt med vandet, var hans lykke gjort. Han blev så glad og øjnene og hænderne kørte over det hele for at opleve det hele. Sæben prøvede han også at lege med, dog med begge hænder da den blev ved med at glide fra ham. Lidt info til europæer: Vær glad for jeres glatte hår. Sådan noget sort krøllet afrohår kan være svært at skylle sæben ud af! Nåh men, da der lå vand ud over hele gulvet tog jeg ham op og pakkede ham ind i et håndklæde, krammede ham og gav ham til sidst nyt tøj på. Så var han bare glad og fuld af energi! Det var en skøn dag.
En anden god oplevelse var, da mig og Nanna blev sendt over til Pick’n’pay for at købe noget saftevand fordi en på stuen havde fødselsdag. Vores leder havde skrevet et kort, og fødselaren Lukana fik en kæmpe bamse, mens de andre på stuen fik en lille (de skal ikke snydes). Vi lavede saftevand, tog kiks med, legetøj og noget musik. Også hyggede vi fem volontør, moren, fødselaren og 5 andre børn. Hun fik både fødselsdagssang på engelsk og dansk fra os, og xhosa fra moren. Det var dejligt at se hende smile og danse til musikken og alle de andre mødre nød også godt af gratis kager og saft. Børnene var bare så glade, men da de blev lagt til middagslur gik det op for os hvor meget kiks der egentlig landede på måtten og ikke i munden. Puha…
Den anden dag tog jeg også et hurtigt smut ind på stuen Edben hvor de syge børn ligger. Jeg lod mærke til at et af børnene sad i sit overtøj og moren ved siden af. Jeg spurgte om de blev udskrevet i dag og det gjorde de. Jeg hentede en varm trøje til barnet og en bamse som farvelgave. Hun blev rigtig glad. Men ellers er det underligt at gå på de andre stuer hvor børnene er mere syge. Alt er ligesom drænet for energi og børnene gider ikke rigtig noget udover at græde fordi de har ondt. Det er hårdt at se og man bliver hårdt påvirket når et barn man sidder og trøster ikke vil give slip på en fordi de ikke vil have at flere skal efterlade dem alene igen. Det er hårdt og det gør ondt. Men heldigvis kan man sige at disse børn på stuerne har stor chance for at overleve og blive voksne, mens de mange syge ude i alle township har en chance der næsten er lig nul.
(Siko der nyder at vaere ude og lege i sit fine nye rene toej)
Jeg er også begyndt at arbejde meget sammen med fysioterapeuten, som tjekker om alle børn kan det de skal i forhold til deres alder. Hun har givet nogle gode tips til læring gennem leg og stimulering. Så det er også fantastisk at se dem vokse gennem et mere professionelt syn. Siko tog for eksempel sit første kravl på stuen mens jeg legede med ham, også kan man da ikke andet end at være stolt.
Når børnene sover til middag, har vi volontører jo ikke meget at lave. Så der har vi mulighed for at give en hånd til hospitalet på en anden måde: Pharmacy (hospitalets apotek). Her skal vi putte piller i poser og klistermærker på poser og bøtter. Det er et meget samlebåndsagtigt arbejde. Men pharmacy kæmper om at følge med efterspørgslen af piller. Efter to timer hvor man skal tælle til 42 og putte de gule små piller i poser, drømmer man om gule prikker om natten. Det er hårdt og man kan undre sig over hvorfor nogle af de arbejdsløse ikke kan blive sat til det, eller hvorfor de ikke har en maskine. Men Somerset er et gratis hospital og de har ikke uanet økonomisk kapital, så jeg er glad for at kunne give en hånd med, så patienterne kan få deres piller og blive raske.
Men jo der er masser af glæder ved at være på hospitalet og lære børnene bedre at kende: Give dem mere opmærksomhed og endda begynde at træne dem til eksempelvis at gå eller bare få dem til at smile. Hos nogle børn er det tydeligt for hver dag der går, at se deres positive udvikling. Det kan ikke beskrives med ord. Men der er desværre også dårlige oplevelser ved at være der så meget. Man knytter sig måske lidt mere til børnene og man begynder at skabe et slags forhold således børnene tør give os deres tiltro. Men når et barn så skal udskrives er det med en smule vemod. Da Slee skulle hjem, stod samtlige 5 volontører med lange øjne efter hende. Hun havde været vores darling. Hun var altid glad og fordi hun i 4 uger havde ventet på at blive hentet, skaber man et større forhold. Jeg havde brugt mange timer på at lære hende at gå, og mange timer til at nusse og lege med hende. Hun kunne læse ens tanker og kunne gøre en glad med hendes store sorte øjne. Det var også hårdt da Apelele skulle hentes af børnehjemmet, men han fik et kæmpe knus, et luft kys, tre trøjer, en hat og to par strømper på. Håber han får det godt på børnehjemmet sammen med Slee. De kender i hvert fald hinanden. Selvfølgelig ved jeg at alle børn skal væk, og man ikke skal knytte sig, men det kan ikke undgås. Og når man så ved at 4 ud af 5 ender på et overfyldt børnehjem og mange uden mulighed for adoption, gør det ondt i hjertet. (Mange har mistet deres forældre eller blevet efterladt, og der skal en underskrift fra forældrene til at en adoption kan gennemføres. Så det højeste der kan ske er plejefamilier.) Jeg er glad for at der dage hvor børn bliver hentet også sker gode ting.
Men mine få dage på Somerset har været det værd. Det er en fantastisk følelse at jeg (samt legetøjet) er en stor grund til deres mange smil og latter gennem en arbejdsdag, grund til de mange knus de giver og våde kindkys, grund til at de er sikret ordentlig bleskift og mad til tiden, grund til at de bliver børn igen og måske for en kort stund kan glemme deres sygdom lidt, grund til at de åbner sig op og giver deres tiltro til mennesket. Jeg er stolt af at være en del af børnenes tidlige liv og være en del og volontør teamet på Somerset hospital. Det bliver underligt at skulle til at arbejde med skolen og gadedrengene igen. Men dette ser jeg nu også frem til. Små børn er krævende!!
