Velkommen tilbage…

Så er allerede gået en uge siden jeg startede på Learn to Live igen efter en lang vinterferie. Jeg må indrømme at det var med en smule angst og nervøsitet jeg trådte gennem porten til skolen – ville nogle af drengene overhovedet komme tilbage efter så lang tid? Jeg var selvfølgelig også spændt på at starte igen og se alle igen. Learn to Live er trods alt mit projekt selvom jeg den seneste tid har brugt meget tid på Somerset Hospital.

Mens jeg gik fra porten, gennem skolegården og op til lærerværelset så jeg ingen kendte ansigter. Og tro mig, Nanna og jeg spejdede meget! Så da morgensang startede og alle drengene samles, strakte jeg ekstra hals for at se hvem der var dukket op – ingen af mine drenge. Læreren der holder morgensang begynder lige så stille at snakke til drengene og velkomme dem tilbage. Jeg kunne også mærke at Elaine kiggede mere end hun plejer rundt på drengene, da hun heller ikke har set nogen. Heldigvis, efter 5 minutters morgensang dukker Vuyo og Ricardo op i døren. Puha.. Der blev løftet en sten fra hjertet. Selvom man ikke kender drengene ud og ind, og kun har tilbragt et par måneder sammen, betyder de drenge alt for meget. Under morgensang får vi fortalt at 12 elever fra Learn to Live er blevet optaget på en normal High school – det er bare en succes. Det er jo netop det Learn to live stræber på, og oven i købet 12 elever. Fantastisk!

Da timen begynder efter morgensang er jeg rigtig glad over at de to er vendt tilbage. Det viser sig også at der er kommet en ny dreng i klassen, Ricardo Botha. Han er dog meget stille og undgår menneskelig kontakt. Men det er jo altid svært at starte på en ny skole.
Det er lidt underligt at være tilbage igen, men det er på den gode måde. Man kender det hele og alle rutinerne, man kender drengene og man kan se de er glade for at være tilbage. Ricardo Jackson kunne ikke stoppe med at smile til mig og Nanna.

Tirsdag skulle Nanna af sted med pigerne og to lærere på Girls camp i Simonstown for at styrke pigernes selvtillid, så det betød at jeg var alene tirsdag til fredag. Tirsdag kom Geraldo, Emanuel og Kyle tilbage, plus Alexander Riet startede i vores klasse. Alexander er det jeg kalder gammel-ny: han har ikke været i skole i lang tid (mener det er to år siden), men nu er han vendt tilbage og han er rigtig sød og virkelig dygtig. Hvis han fortsætter i skolen indtil januar bliver han forfremmet til lærer Almas klasse.

Men det var rart at være ene volontør i fire dage. Det var hårdt og til tider krævende. Vuyo har lært at have en meget kort lunte i vinterferien og han har lært at slås som en mand. Dette resulterede i to slåskampe i løbet af ugen hvor han blev smidt ud. Den ene gang var over en puslespilsbrik, han ikke ville give tilbage til dem der spillede.

Onsdag besluttede jeg mig for at gøre hvad som helst for at få Ricardo Botha til at åbne sig: Prøvede at få ham til at spille med de andre drenge, hjælpe ham med matematik, tegne sammen med ham, snakke, prøve at læse en afrikansk bog for ham. Men intet syntes at virke. Så da vi skulle lave frokost gav jeg ham et stort knus. Han smilte. Jeg prøvede med de allerbedste kildetricks far har lært mig, og han grinte så højt at jeg blev helt chokeret. Siden da har han snakket på livet løs, smilt, spillet med de andre, og vi har haft en evig kildekamp siden. Det er en rigtig dejlig følelse og jeg kan ikke undgå at smile hver gang jeg ser på ham.

Så det har været en fantastisk uge. Bare utroligt at jeg sidder her fredag eftermiddag med følelsen af at igår var mandag. Tiden flyver af sted og lige om lidt er jeg hjemme. Mor skrev til mig i løbet af ugen at om tre uger ville jeg vågne op i min egen seng. Det føles helt urealistisk. Jeg tænkte over det da jeg vågnede i morges: Her ligger jeg i min seng på mit værelse, om tre uger vil jeg ikke være sydafrikansk ”indbygger” mere, men vende tilbage til mit liv førhen. Jeg vil gøre alt for at jeg altid vil have en lille sydafrikaner gemt inde i mig og tage alt det med herfra som jeg har lært og erfaret.

Hvis minder, oplevelser, nye venskaber, læring, erfaring skulle pakkes i kufferten ville 23 kg slet ikke være i nærheden af nok. Slet ikke! Kommer til at savne drengene.