Robben Island arven…

Nu er endnu en turist attraktion set: Robben Island. Det er helt underligt at beskrive det som en turist attraktion efter man har set og læst om det.

Indgangen til oeen fra havnen, hvor man kan ane faengslet i baggrunden med de
tre lag pigtraadshegn rundt om.

For det første har Robben Island ikke altid været en ø. For mange millioner af år siden var det en del af fastlandet. Men da det så blev en ø brugte man øen som udkigspost – fungerede nærmest som et stort fyrtårn. Senere under koloniseringen brugte England og Holland øen som forfriskning på deres vej mod Indien. Her fik de ikke kun nye madvarer, men bemandingen og kaptajnen blev også udskiftet. Senere blev de indfødte der ikke adlød englænderne og hollænderne sat på øen for at bygge og grave. Også såmænd og politiske personer, som ikke adlød, blev også sat der over. Så allerede her fungerede øen som en slags fængsel. Da nogle huse var blevet opført på øen og mange hospitaler på fastlandet var fyldt om af hvad man mente måtte være psykisk syge. Så Robben Island blev en ø for psykisk syge. Der var 16 medarbejdere til 210 patienter, så i kan selv forstå at forholdene ikke var gode. Mange forsøgte også at flygte. Man troede man havde fundet en kur til de psykiske syge, og fastlandet fandt ud af hvor dårlige forhold der var (englændere udnyttede øen og de indsatte til at udføre eksperimenter), så mange psykiske syge blev sendt hjem til familie, til andre byer og resten til hospitalerne. Under Anden Verdenskrig havde flåden troper på øen, men da krigen aldrig kom til Sydafrika stod øen tom, og man begyndte at gøre øen til et fængsel som det engang også havde været. Da apartheid begyndte, blev fængslerne på fastlandet overfyldte pga. de mange regler man ikke kunne undgå at overtræde som sort. Så øen blev indrettet som et højbeskyttet fængsel hvor alle politiske fanger blev ført hen.

Vi hørte om at de store politiske fangere blev holdt i eneceller, og resten i 50 mands celler. Men der var højtaler anlæg så samtaler fangerne havde imellem blev aflyttet. De måtte ikke diskutere politik. Men ude i en mine hvor de bare stod og hakkede sten til at lave veje på fastlandet, kunne de gå og snakke. Så dette blev universitetet. Her gav man beskeder videre til de fangere der sad i eneceller såsom Nelson Mandela. Selvom det kun tog seks måneder at bygge vejene, blev de ved i minen i 13 år. Her arbejdede Nelson Mandela. Forholdene på øen var forfærdelige, så fangerne holdte madstrejke i 1966 og så blev forholdene forbedret. Heldigvis.
Det var på øen mange af fangerne blev støtter til Nelson Mandelas parti ANC. De kunne jo diskutere politik og ideologi, og Nelson Mandelas gode talegave og fremtidomhandlende ideologi vandt mange stemmer. Det var også her på øen Nelson Mandela skrev ”The constitution” som han sendte til fastlandet og til sine fans med en fange der blev løsladt. (Fangen blev udnævnt transportminister under Nelson Mandelas regering:)).

Eneceller paa B-gangen hvor Nelson Mandela sad i nummer 7.

Da apartheid regeringen begyndte at få modvind, begyndte man at sende fangerne væk fra øen til andre fængsler eller løslade dem. Den sidste fange kom fra øen i 1996 og herefter er øen blevet en turist attraktion og en arv og symbol på undertrykkelse og modstand mod dette.
Da jeg besøgte øen, blev fængslet vist frem af eksfangere som stadig bor på øen, da de ser dette som deres hjem. Her levede de det meste af deres liv og de kunne ikke kende Cape Town og fastlandet da de blev løsladt. Der bor stadig omkring 200 mennesker på øen.

Fængslet er massivt og kæmpe. Der var kun en vej ud af fængslet og det var gennem havnen, som blev groft bevogtet. Der var forskel mellem sorte og asiaters frokost. De sorte fik måske en tiende del af hvad asiaterne gjorde. Så selv på øen herskede apartheid i høj grad. Det var en voldsom oplevelse og slet ikke til at forstå hvor svært det har været at være fange.

OBS! Afrikansk tempo!

Fredag den 26. besluttede jeg at tage på Somerset Hospital efter skole. Alle børnene skreg! Hver og en. De havde ikke fået deres sutteflaske som de skulle have haft for en time siden. Mange lå med beskidte bleer for ikke at sige dem alle sammen. En pige på 5 år er blevet opereret fordi hun ikke har nogen kontakt med sine ben. Da jeg kom fortalte en anden volontør at vi ikke må skifte ble på hende, da hun vejer meget mere end vi må løfte. Men hun lugtede! Hun havde siddet i sin beskidte ble en time inden jeg kom, og hun blev først skiftet tre time efter jeg kom. Hun sad og pillede i sit eget lort! Men hendes hjerne fungerede normalt så hun var jo ked af hun lugtede sådan. Hun viste også mange gange tegn til hun ville skiftes, men hvad kan man gøre? Hvert kvarter sagde vi til oversygeplejesken hun skulle skiftes. Det reagerede hun på efter 4 timer! Udover bleskift, løb næserne på alle børnene fordi stuerne er så kolde. Først nu, midt i vinteren 2009, sætter de 4 radiatorer op på en 80 kvadratmeter stor stue. Men noget så simpelt som en næse der løber, bliver til et problem. De bliver ikke tørret, så børnenes næser stopper helt og begynder at bløde pga. det meget saltindholdige snot!

Heldigvis var vi to volontører på arbejde, så kunne vi tage et barn på hver arm, trøste dem, made dem, skifte dem, lege med dem, prøve at pudse deres næser med varme våde servietter og derefter creme på. Nogle af de større børn tog vi også bare ud af vuggen, så de kunne gå rundt på stuerne og få bevæget sig – et af dem savnede sin mor så meget at jeg blev mor for en dag. Han var altid lige i hælene på mig og når jeg sad prøvede han at hive sig selv op mens tårerne løb ned af kinderne. Så nogle gange lå han i skødet (Og han er ikke let som en fjer!) og to andre mindre børn på armene. Det var en hård dag.

En baby på 7 måneder skriger konstant. Hans hud er helt krakeleret og man kan se han prøver at klø. Han er kun rolig når han kan vinkle sin hånd om ens finger. Så da jeg havde siddet med ham en time og vugget ham og madet ham, sunget for ham, givet ham creme på hovedet, faldt han lidt til ro. Men han kunne ikke sove som de andre gjorde. Han var virkelig forkølet. Det var ikke nok at pudse hans næse. Så en sygeplejerske tog et apparat frem som skulle suge hans næse fri. Problemet var dog at slangen var alt for stor til hans lille næse. Hun fik den på en eller anden måde presset op og han skreg! Da hun sugede snottet ud, kunne selv jeg med ingen medicinsk erfaring se at det var alt for hårdt. Mig og den anden volontør sad bogstaveligtalt med åben mund og var i chok over synet. Da sygeplejersken var færdig og tog den alt for store slange ud, begyndte hans næse bare at bløde! Efter lidt tid så sygeplejersken det, men tog bare et stykke par papir og tørrede det værste op og lod ham så bare ligge og skrige.

Det var virkelig en voldsom dag, og lige da ville jeg ønske jeg kunne være der 24 timer. Mens mig og den anden volontør virkelig kæmpede med at være der for børnene og opfylde de basale behov, sad sygeplejerskene og snakkede, eller var på pause. Hvis vi bad dem om hjælp, sagde de: ”jaja.. rolig nu kommer om lidt tid”. Så gik der omkring en halv time og de ville lige hurtigt skifte en ble også gå tilbage og sidde.

Da jeg gik hjem fra hospitalet den dag tænkte jeg på: Ville en sydafrikansk sygeplejerske kunne klare sig på et dansk hospital? Selvfølgelig skulle de virkelig tage sig sammen og få et tusind gange højere tempo end de har nu. Derudover skulle de lære ikke at have så meget pause og høre når børnene har brug for dem. Derudover undrede jeg mig over om de ville have nok medicinsk viden og erfaring til at begå sig. Til tider virker de virkelig meget uprofessionelle, som om de ingen uddannelse har. Den lille 7 måneder gamle baby ville ikke være død hvis han havde været på et dansk hospital. Skræmmende tanke, men babyens fremtid var børnehjem eller gaden. Så måske var han heldig at dø, kan man tænke. Skræmmende!!

Nu hvor skolen holder vinterferie, ser jeg virkelig frem til at være på hospitalet til hverdag og bruge mine timer og kræfter der. Tilbyde min lille hjælpende hånd til et kæmpe hospital, der har brug for mange frivillige hænder…

Afgang og ankomst..

Da jeg tog væk fra Vejle den 17. februar klokken ”meget tidlig!!”, sagde jeg farvel til en hverdag gennem 20 år. 22 timer senere sagde jeg hej til min kommende hverdag de næste 6 måneder.
Nu begynder juli måned og jeg har snart været her i 5 måneder. Jeg har været her i præcis 133 dage. Brugt 3192 timer i Cape Town under titlen: Volontør. Der er under 1 måneder til jeg er hjemme i trygge Danmark igen. Jeg har 2 uger tilbage på skolen sammen med drengene. 6 weekender tilbage og 6 uger tilbage på hospitalet.
Det var underligt at skulle sige farvel til sin familie, sit hjem og hverdag; sige farvel til Løgumkloster der havde været min hverdag i 4 uger, hvorefter man fløj 22 timer og 10.000 km væk fra alt det kendte og sige hej til ens nye hjem, familie og hverdag. Men det føltes godt! Nye og spændende ting skete.
Nu er mange af de andre danske volontører vi har fulgtes med gennem de sidste 5 måneder ved at vende snuden hjem. Ja selv Kirstine er på vej hjem. Det sætter tankerne i gang.
Jeg græd da jeg sagde farvel til min familie, Løgumkloster og Danmark – savnede alt det kendte, men ventede på det spændende ukendte. Men nu har vi tre piger dannet vores eget lille hjem og familie, og det kommer jeg til at savne når jeg skal vende snuden hjem. Det føltes som om det var i går vi snakkede om at der kun var 2 måneder til Kirstine skulle hjem. Og nu er der 1 måneder til jeg skal hjem. Føler jeg skal hjem i overmorgen.
Det er underligt at skulle sige farvel og hej til så mange forskellige ting i løbet af 6 måneder. Ting og mennesker som man har knyttet sig rigtig meget til. Selvom jeg savner det derhjemme, vil jeg også komme til at savne mit andet hjem og vil glæde mig til den dag jeg besøger mit andet hjemland igen. Jeg vil aldrig glemme tiden her selvom de 5 måneder kun føles som 1 måned.
Så jeg nyder hvert et sekund jeg har tilbage – lige om lidt står jeg i Hamburg Lufthavn også er mit elskede ophold som volontør slut og jeg skal begynde at sige: ”Da jeg var i Sydafrika…”

Den 22. Juni….

Nu er det snart rigtig ved at være vinter hernede. Dette betyder, udover det til tider meget triste vejr, vinterferie for Learn to Live skolen.

Vi har fået to nye drenge i klassen: Emanuel og Ashley. Så nu er vi oppe på 13 elever (Christopher, Vusumzi, Cheslyn, Rayno, Kyle, Geraldo, Ricardo, Jonathan, Brandon, Damian, Eben, Emanuel og Ashley). Hvis alle drengene kom i skole den samme dag, skulle de sidde to og to ved hvert bord, og klassen ville være fyldt op til randen. Dog er det meget usandsynligt at alle kommer den samme dag, da de mangler den selvdisciplin, der får normale skoleelever til at dukke op hverdag i skolen.

Her i juni måned har der været en del helligdage og lærerne har brugt nogle dage på lærer-teambuilding og diskussion. Det betyder at den 12., 15., 16., 18. og 19. juni havde drengene og volontørerne fri. Udover det er den 22. Til den 26. de sidste dage inden tre ugers vinterferie.

Så da mig, Nanna og Nannas veninde (hun er på besøg) tog i skole den 22. juni, blev vi sendt hjem efter halvanden time. Der var ikke dukket en eneste op af de ellers mange drenge vi nu har. De er enten stadig hos deres forældre i township og bliver der til vinterferien eller også er de taget ud af byen til anden familie. Så i kan nok forstå at det var en trist dag. Udover vi ikke havde noget at lave i skolen, er vejret nu skiftet tilbage til tåget og regn efter to uger med høj solskin og lækre temperaturer.

De andre lærere på skolen havde heller ikke nogen elever: en havde 4 elever, en anden 3, og tre lærere sad uden nogen elever. En skole helt fra USA, Washington var kommet på besøg for at hjælpe i klasserne som ekstra volontører, men de var desværre de eneste i klassen.
Så da morgenmødet gik i gang, sad der 20 elever fra USA og 8 fra Learn to Live skolen. Morgenmødet handlede om at lige meget hvem man var så var hver og en speciel – gadedreng eller ikke. De skulle endda lave en Sirius stjerne (den klareste stjerne på himlen) ud af piperenser, som et symbol på at hver stjerne var speciel lavet, og at hver kunstner bag stjernerne derfor også var specielle og havde forskellige kvaliteter.
Dog var morgenmødet henvendt til gadedrengene, så USA-eleverne fik ikke særlig meget ud af det, og de otte gadedrenge der var mødt op – ja jeg tvivler på om de forstod at de var specielle og havde forskellige kvaliteter de skulle udnytte. På gaden handler det om at overleve, og det er oftest ved brug af næven og ikke gode malerkvaliteter eller regnekundskaber.

Lærerne prøver ved disse morgenmøder mandag morgen (Efter en weekend hvor drengene oftest er hos deres forældre som misbruger dem eller ude på gaden og tager stoffer) at overbevise drengene om at de skal vende den anden kind til hvis noget slemt sker. Men virker det? De kommer jo lige fra gaden og de ved at man ikke overlever ved at vende den anden kind til. Så nogle gange synes jeg at der er for stor forskel på hvad lærerne forventer af drengene, mål de prøver at få drengene til at leve efter og det liv drengene har uden for skolen. Der er simpelthen ikke nogen tydelig sammenhæng, og eftersom drengene stadig er på gaden og ikke vender den anden kind til, burde skolen overveje anden metode til at ændre deres adfærd.

Nogle gange føles den skole rigtig forældet og uden mål. Så bliver man lige pludselig meget glad for det danske uddannelsessystem, de mange tests og undervisningsplaner.