Så er det jo snart nu vi tager på Road trip med Tony. Jeg har ingen ide om hvorledes jeg kan komme på nettet eller ej mens jeg er af sted, men jeg har lavet en lille dagbog om hvad vi i hovedtræk skal de enkelte dage, så i derhjemme kan følge lidt med i hvor jeg er henne i verden.
12 marts: Vi rejser fra Cape Town tidligt om morgenen og kører langs Garden Route op til Wilderness hvor vi skal ro i kano, gå i fantastisk skov og svømme ved et vandfald inde i skoven.
13 marts: Tidligt står vi op for at paraglide og hoppe i bungy jump 216 m – verdens højeste (det er frivilligt). Derefter kører vi til Port Elizabeth.
14 marts: Her kører vi til East London for at se Steve Bikos grav og selve byen.
15 marts: Vi besøger Nelson Mandelas bror og familie - og prøver at besøge ham selv.
16 marts: Vi kører igennem nogle flotte landskaber og besøger nogle rigtig gamle landsbyer. Vi ankommer til Durban om aftenen. Der skal vi prøve noget rigtig indisk karry, fordi indbyggerne i Durban er hovedsagelig indere.
17 marts: en slappe af dag hvor vi ikke kører. Her skal vi prøve at bade i det indiske ocean og shoppe lidt i Durban.
18 marts: Nu kører vi mod Swaziland – en rigtig lang men flot tur.
19 marts: Besøger en Swazi stearinlys fabrik, hvor vi ser hvordan de bliver fremstillet. Meget kendte lys der er avanceret at lave. Derefter kører vi til Krueger National park.
20 marts: Vi kører igennem parken på mange ikke turistet veje. Her er stor mulighed for at møde løve, elefanter, giraffer, næsehorn, bøfler, leoparder og mange andre dyr. Om aftenen sidder vi i parken tæt på vores lodge og spiser omkring et bål.
21 marts: Vi kører rundt i parken for at se en masse flotte udsigter.
22 marts: vi står tidligt op og går ud i Bushen – prøve at komme tæt på dyrene på gåben. Se deres efterladenskaber og se dyrene drikke ved floden. Vi kommer hjem og får morgenmad og slapper derefter af.
23 marts: Vi kører til Johannesburg – en rigtig flot tur.
24 marts: Vi besøger det sted hvor verdens berømte Soweto fandt sted. Vi besøger museum om Nelson Mandela plus andre museer i Johannesburg.
25 marts: Vi besøger Apartheid Museum, og om aftenen tager vi i tivoli.
26 marts: Om morgenen tager vi af sted mod Lesotho – endnu en lang tur.
27 marts: seks timer på en hesteryg gennem Lesothos bjerge og dale – gennem vand og skove. Vi sover ude i bjergene, i lerhytter hvor der ingen ting er ud over myg.
28 marts: vi rider tilbage til vores bagage og Tony, hvor vi slapper af resten af dagen.
29 marts: Vi kører til Port Elizabeth, hvor vi slapper af.
30 marts: vi kommer igen til Wilderness hvor der er mulighed for at prøve bungy jump og paragliding igen hvis ikke man prøvede det på starten af rejsen.
31 marts: Vi kører mod Cape Town.
Så hvis bussen holder til den lange tur – 6500 km – og ingen af de 12 piger vi rejser med bliver alvorlige syge, så er vi hjemme i Cape Town den 31 marts.

Drengene i min klasse - Rayno, Vuyo, Christopher, Geraldo, Vusumzi, Cheslyn og Vuyo. Skolen er i midten af billedet

Så er endnu en uge gået.. 2. til 6. marts.

Jeg har helt glemt at fortælle om skolen – jeg har jo lagt alt min energi hos drengene når jeg er på skolen. Men projektet hedder Learn To Live, og det er en skole for drenge i alderen 10 til 16 år. Når man er over 16 år kan man på skolen få færdigheder i eksempelvis at reparerer en bil, så de får en større chance for at få et godt liv med et arbejde. Skolen bliver ledt under ”The Salesian Institute”, der er en religiøs afrikansk organisation, som blandt andet støtter utilpassede unge. Der er tre klasser for xhosa sproget og tre for afrikaansk. Hver mandag og fredag har de morgensang, og om fredagen ser de film. Hver klasse har pligter. Om mandagen og fredagen skal vi volontører og Elaine se efter eleverne i skolegården inden de møder. Om tirsdagen og torsdagen skal vi se efter dem i frikvarteret. Og om onsdagen skal vi servere mad for alle eleverne. Det er en kort skoledag for drengene går ”kun” i skole fra klokken 9 til omkring 13. Inden for disse timer har de 30 minutters frikvarter og spiser middagsmad fra klokken 12:30. Men jeg tror det er en lang dag for dem – de har ikke tålmodighed til mere.
Det er svært at forklare hvordan mine drenge er. For de ligner små uskyldige 7-årige drenge, der lige er begyndt i skole. Men de er 12-15 år, lever på gaden, tager stoffer, er livskloge, skrappe i munden, utålmodige og arrige – livet er en overlevelse. Det er svært at forudsige hvordan de reagerer på ting. Men det er jeg begyndt at lære nu hvor jeg har tilbragt mere tid med dem. Er helt ked af at jeg skal forlade dem for at komme på Road trip. Men glæder mig selvfølgelig til at se Sydafrika og se alle mulige spændende ting.

Men nu vil jeg fortælle lidt om hvad jeg har lavet i denne uge…

Vi havde fri i mandags fordi lærerne havde team-building-dag. Så vi har kun været på arbejde i fire dage. Jeg var lidt nervøs for at møde på arbejde om tirsdagen – både fordi Elaine havde fortalt, at eleverne ville glemme alt det, de havde lært over en weekend pga. stoffer, og fordi de kunne møde op og være påvirket af stoffer. Men også fordi min elev Vuyo i fredags havde sagt, at han ikke ville komme i skole igen, men blive på gaden. Jeg håbede så inderligt at han ville være der.

Og Vuyo var der :) men desværre manglede Vusumzi fordi hans mor havde drukket sig fuld og nægtet at han skal i skole igen. Han er ellers en rigtig klog dreng og fortjener at få en god fremtid. Men vi lærte de seks drenge der var i skole matematik og efter frikvarteret hjalp vi dem med at lave god-bedring-kort til deres klassekamerat Francios, der ligger på hospitalet fordi han er kørt ned af en bus. Selvom Elaine havde skrevet noget på tavlen de kunne skrive inde i kortet, havde de stadig svært ved at kopiere det ned på deres brev. Det viser bare, hvor meget de trænger til at lære at skrive.
Nanna havde fødselsdag i tirsdags så vi var ude og spise efter skolen – det var rigtig lækkert. Og om aftenen bagte vi muffins og hyggede alle sammen.

Om onsdagen mødte vi på arbejde, men Nanna og jeg fik straks øje på at Elaine ikke sad på sin plads i lærerværelset som hun altid gør når vi møder. Så blev vi lidt nervøse. I går havde hun klaget over lidt hovedpine. Da headmasteren kom ind for at give beskeder til lærerne, fik vi det afgjort. Nanna og jeg stod alene med undervisningen i dag. OHH! Vi havde ikke rigtig nået at tænke over hvad vi kunne lære dem, så vi fulgte Elaines måde at undervise på, og jeg skrev en masse matematikstykker op på tavlen, som de skulle lave. Det er faktisk lidt svært at finde på nogen lige sådan på stående fod fordi de skal være på så lavt niveau. I plus må de ikke give over ti og i minus skal man ikke til at låne osv. Men det gik. Jeg syntes, at jeg havde lavet mange – havde fyldt hele tavlen. (mange af dem gav dog ni – men sådan går det jo). Men drengene var gode i dag og var lynhurtigt færdige så de begyndte at lege – lidt for højlydt engang imellem. Men Nanna og jeg må ikke disciplinere drengene, da læreren gør det. Vores opgave er at give dem omsorg og kærlighed. Så det var en udfordring at få dem til at være stille uden at disciplinere dem. Efter frikvarteret havde vi også vores udfordring, da vi jo ikke kan lære dem afrikaansk som er det anden lektion går ud på. I stedet forsøgte vi at lege kongens efterfølger – ved ikke om de nogensinde forstod det, men de hyggede sig og det er det vigtigste. Det var vores klasses tur til at servere middag, men da de andre skolebørn fik lov til at svømme i poolen mens vi skulle servere mad, var det svært at holde på drengene og få dem til at hjælpe uden at disciplinere dem. Hvad siger man til en dreng som med store fortabte øjne og som ikke kan forstå hvorfor han ikke må svømme når alle andre gør? Vi kan jo ikke, som volontører, stille os op imod dem og sige de skal hjælpe. Vi skal være gode mod dem og lege med dem. Det var rigtig svært. Men på en eller anden mærkelig måde lykkedes det og alle på skolen fik noget at spise. Og drengene blev ikke sure på os :) de gav os mange knus da dagen var slut. Det var dejligt at komme tæt på dem den dag :)

Om torsdagen var Elaine i skole igen… Heldigvis, selvom det var hyggeligt at være alene med dem, så var det også hårdt. Elaine var rigtig taknemmelig over at vi kunne klare det. Men hun blev skuffet over at ingen af de andre lærere kom og hjalp os nu hvor vi er så nye. Hun var meget skuffet over at headmasteren ikke hjalp os, da hans job er at sørge for undervisningen forløber som den skal. Elaine er en lærer der altid hjælper de andre lærere uden de behøver at spørge – så det er klart hun var skuffet. Men hun var os taknemmelige. Det var rart at få ros af hende. Vi fik ryddet op i klassen for eleverne skulle op til socialrådgiveren og lære om ”life skills”. Så vi havde ro til at rydde op i et meget rodet lokale med rigtig mange ark og mapper, der er halvt lavet. Elaine kan man nok ikke beskrive som den mest organiserede person. Drengene kom dog tidligere tilbage end forventet så vi skulle hurtigt fjerne alle de papirer vi sat i orden, for de drenge er bare nysgerrige!!! Men de er nu meget søde. De fik nogle matematik stykker at lave for at mig og Nanna kunne fjerne papirerne og ordne det sidste. I pausen havde vi gårdvagt – og det var bare varmt!!!! Det var 38 grader i skyggen og ingen vind. Puha. Svedte bare af at sidde. Jeg sad sammen med Christopher og legede lidt håndlege. Han så pludselig mine øreringe – wauw. Han var imponeret. Er det ægte diamant? Er det ægte sølv? Hvor meget kostede de? Må jeg få en? Drengene tænker vildt meget i penge og over om de kan få noget. De tager alt fordi de ikke har noget. Man kan få et indblik i drengenes liv ved bare at se på skolen. Der skal være så lidt som overhovedet muligt der kan stjæles – for det gør de. (Vuyo snød sig jo også til en bog fordi han sagde han ikke kom tilbage). Det er kun i klasselokalerne der er små ting, men klasseværelserne bliver låst af i hvert frikvarter. At drengene tager alt, hvad de kan få, ser man også, når de spiser frokost på skolen. I torsdags fik de en slags pasta med pølser og de fik udleveret en rulle med figenpålæg. Elaine sagde til drengene at de skulle gemme figenrullen. Hun tænker nemlig at de så vil have aftensmad hvis de nu ikke finder eller får noget. Elaine giver dem også rigtig mange bolsjer og kiks i klassen, så de får nogle kulhydrater, de kan leve af hvis nu de er forhindret i at komme i skole på et tidspunkt.
Men i torsdags var det dog svært at få dem op af poolen så de kunne få frokost. Selvom de er sultne og måske ikke får noget aftensmad, så er de stadig smådrenge og de er legesyge. Plus, det var rigtig rigtig rigtig varmt.

Om fredagen gik vi i skole som altid. Men denne gang var jeg helt glinsende da jeg kom op til lærerværelset. Selv klokken 8 om morgenen er det sindssygt lummert. Svedte bare som en gris. Men fik dog kølet mig lidt ned inden vi skulle ind og have morgensang. Vi har altid morgensang om fredagen og mandagen og synger altid: You are Alpha and Omega, Into my heart og beder til Gud og velsigner Afrika. Om fredagen ser de altid film mens lærerne har møde, så eleverne har ikke nogen andet lektion. Men i første ville Elaine fejre Nannas fødselsdag. Hun fyldte 21 år og det er bare stort i Afrika. Så er man myndig og man kan skriver under på papirer. Hun kaldte det endda et lille bryllup fordi det er så betydningsfuldt. Men vores fest i klassen… hmm.. ja.. hvordan skal jeg forklare det. Festen bestod af at mig og Nanna delte kiks og skumfiduser ud til drengene og gav dem vand, mens de sad og tegnede. Ikke verdens bedste fest, men det var rart drengene var koncentreret. Forstår ikke de kunne være det. Det var så lummert og varmt på skolen. Der var 41 grader i skyggen. Føj. Dog var der en vind udenfor, men den var varm. Adr. Selv da mig og Kirstine lagde os ned på stranden klokken fire storsvedte vi. Og da vi tog ud og handle klokken seks, var det alt for varmt. Derfor ville vi nakke en vogn fordi vi absolut ville have en 10 kg vandmelon. Men det må man ikke, fandt vi ud af. Heldigvis havde butikken ansat folk til at holde øje med at ingen tager vognene. Men ham der fortalte os vi ikke måtte tage den, var villig til at køre vognen hjem til os og transportere den tilbage til butikken, selvom det er en gåtur på 40 minutter. Det kan man kalde et meningsfuldt arbejde (eller ikke, dog får det folk væk fra gaden). Men han var nu meget sød. Efter 5 minutters gang sammen med ham, sagde vi at han ikke behøvede at følge os. Vi ville bare bære varerne hjem. Han insisterede dog på at hjælpe os, men han viste jo ikke at der 10 meter fremme om hjørnet stod en efterladt vogn. Hehe.

En ting vi er begyndt på i denne uge er at give et stykke frugt til en tigger der sidder på vores vej til og fra skole og til og fra indkøb. Som Tony siger:
Hvis man giver en tigger penge, bruger de det på stoffer.
Hvis man giver dem fisk, har de mad til en dag.
Hvis man giver dem en fiskestang, har de mad for livet.
Dog har vi ikke lige nogen fiskestang, men hun er glad for det vi giver hende og vi føler os godt tilpas i stedet for at passere hende slæbende med poser fyldt med mad.

Nu sidder jeg i vores stue og det begynder at være mørkt udenfor. Men man kan stadig se Table Mountain fordi himlen er helt klar pga. det fantastiske vejr. Vi har endnu ikke besluttet hvad vi skal i weekenden, men tror vi tager på marked i morgen. Og søndag er der even song, som er et aftenevent i Skt. Georges Catheadral, hvor man rigtig bygger en stemning op – stearinlys og masser af sang. Glæder mig til at se det og det hører i nok mere om. Jeg tror også vi skal forberede os til Road trip. Det er jo allerede på torsdag. Spændende :)

Havde glemt billedet da jeg udgav indlaegget.. Men her er hans saa.. I egen hoeje person

Så prøvede vi også det…

Uhh.. Sikke mange ting der er sket i denne weekend. Det har været en rigtig god weekend – nu har vi snart været her i to uger.. Puuhha .. I lørdags var vi på marked, da Tony havde aflyst vores Township tur. Men markedet var også en oplevelse. Efter som det hedder Green Market (Grønt marked) troede vi det bestod af en masse boder med grønt, men da fik vi os en overraskelse. Da vi kom rundt om hjørnet så vi alle mulige ting i mange forskellige boder – alt lige fra skåle til malerier til små radioer af cola dåser. Men der var intet grønt. Så vi tog glædeligt pungen frem og begyndte ellers at prutte om prisen. Jeg fik for eksempel pruttet nogle skeer ned fra 80 rand pr styk til to for 20 rand. Det var meget sjovt. De var også meget venlige på markedet. En fortalte mig hvilke historier der gemte sig bag ved forskellige ting – Mother Afrika og Father Afrika er to træ figurer af cirka 20 cm høje. Father Africa står med sin hånd om hagen og ser meget tænkende ud, mens Mother Africa balancerer med en beholder hun har på hovedet. Historien bag dette: I gamle dage da de levede ude i Bushen, døde mange af kvinderne af slangebid i hovedet fra kobra. Dette tænkte manden længe over og undrede sig over om man kunne forhindre det. Derfor besluttede manden at kvinden altid skulle gå med noget på hovedet når hun var ude i bushen. Derved ville slangen ikke ramme kvindens hoved men beholderen hun bar. Det var en rigtig sød historie og han fortalte bare rigtig meget om alle ting. Men da vores pengepunge var ved at være tomme, gik vi videre. Vi kom forbi nogle flere boder og en butik, hvor vi også lige købte nogle få ting – blandt andet købte Kirstine nogle øreringe selvom hun ikke har huller i ørerne. Afrikaner kan simpelthen sælge alt til en. Mine solbriller knækkede også mens de sad oppe i håret på mig, så måtte jeg jo desværre købe nogle nye J Vi var lidt sultne så vi besluttede at spise ude – det havde vi ikke gjort så meget i indtil nu. På vejen derhen fik jeg da også hvisket i øret af en forbipasserende om jeg ville købe marihuana – alt kan de dog ikke sælge! Vi fik rigtig god mad og var simpelthen så mætte. Måske er det rigtig hvad Tony siger – Man tager 5-10 kg på. Jeg håber det ikke men maden er så god.

Søndag er vores slappe-af-dag så her tog vi ned til poolen og var der faktisk hele dagen. Det var rigtig dejligt at slappe af og sove længe. Vejret var også med os – vi svedte fra vi stod op til vi gik i seng. Tror der var omkring 35-40 grader og nede ved poolen kunne vi ikke få en skyggeplads, så efter 5 timer i solen har man fået nok sol. Vi var også meget tit nede i pool og dyppe os J

Mandag.. ihh.. Det har været en rigtig god mandag (02/03). Vi skulle ikke i skole, da lærerne havde team-building-dag. Så hvad kunne vi finde på – hmm.. Mere shopping. Vi tog ind til Waterfront og kiggede butikker. Kirstine besluttede sig for at ville have huller i ørerne da hun jo havde forelsket sig i de øreringe hun købte i lørdags. Så nu har hun også huller i ørerne. Der er også sindssygt mange flotte øreringe hernede. Jeg har allerede købt to par og der er kun gået to uger. Puhha.. Men da vi havde shoppet nok besluttede vi os for at spise ude igen i dag. Vi valgte City Steakhouse (Byens bøfhus). Vi så på menukortet. Der var ikke rigtig noget der sprang i øjnene, men så bladrede jeg i menukortet og lige midt på arket stod der: African Style (Afrikansk tradition/måde). Det måtte vi da prøve. Vi kunne vælge imellem struds, antilope, krokodille, næsehorn og springbuk. Uhha.. Det hele lød meget lækkert, men jeg valgte næsehorn. Kirstine valgte krokodille og Nanna struds. Næsehornet smagte rigtig godt – det var meget mørt. Krokodillen var derimod mere tørt og sejt og strudsen var svampet og smagfuld. Men alle tre var rigtig gode. Det er lidt underligt at der lige nu svømmer næshorn-, krokodille- og strudsekød rundt i min mave. Mega fed oplevelse. På vejen hjem handlede vi ind og da vi havde købt en vandmelon plus en honningmelon, blev vi simpelthen nødt til at tage en indkøbsvogn med hjem – ups. Vi tog ham indda med inden for i vores lejlighed selvom der er trapper op til komplekset. Flok kiggede også meget underligt og nogen grinte ad os. Men nu står Henning (indkøbsvognen) fint i vores entre og venter på vores næste udflugt til indkøbsstedet Pick’n’Pay.

Lærerne græder…

I dag (fredag 27/02) havde vi mindehøjtidelighed på skolen. En dreng ved navn Eddie er død. Jeg ved ikke hvad han døde af, da alle har meget svært ved at tale om ham. Men han fik en rigtig flot mindehøjtidelighed. Alle 63 elever sad inde i salen og var helt stille. Lærerne sad ude i siden med dystre ansigter. Vi startede med at synge en sang kaldet: ”You are Alpha and Omega”. En meget sørgelig sang, og den blev sunget flerstemmigt så det føltes som om den fortsatte i evigheder, så vi vil huske Eddie i evigheder. Alle lærerne blev meget påvirket af denne sang, og da Eddies lærer skulle fortælle om ham, kunne hun ikke. Tårerne trillede ned af alles kinder. En anden lærer blev nødt til at hjælpe hende igennem talen. Det var meget rørende at se på. Alle lærere var oppe og sige noget om Eddie – budskabet for mindehøjtideligheden var at man skulle tænke på hvordan andre ville fortælle om en hvis man døde i morgen, at man skal opfører sig som man gerne vil huskes for og at hvert et minut gælder.
Eleverne havde også dannet et kor og sang en rigtig flot sang til Eddie. De bad også for ham og håbede han var kommet godt op i himlen til Gud. Elaine (min lærer) fortalte i sin tale at vi også skulle bede for en anden dreng der ligger på hospitalet – han er blevet kørt over af en bus og hans liv har hængt i en meget tynd snor.
Det var underligt at se hvor stille alle drengene blev under mindehøjtideligheden. I går var de vildt ufarende og larmende – hoppede rundt og dansede og snakkede. Men i dag var de stille. De drenge, som var tættest på Eddie, gik op til afdødes billede og gav ham et sidste blik. På billedet sidder en sød lille dreng, med et kæmpe smil og armene over hovedet som om han lige har vundet noget. Ved siden af ham står en hvid rose og et tændt stearinlys. Eddies lærer puster lyset ud i slutningen af mindehøjtideligheden og man kan mærke hvordan et pust af tristhed går igennem hele salen og påvirker hver og en. De slutter mindehøjtideligheden med en glad sang: ”Thanks god for the life of Eddie”, de ser døden på den lyse side – de sætter pris på den tid de fik med Eddie.
Men det er underligt at så lille og glad en dreng er død. Når man oplever sådan noget får man virkelig sat tingene i perspektiv. Efter skolen kom min elev Vuyo op til mig og Elaine og sagde han ikke ville komme i skole igen efter weekenden. Jeg blev helt rundt på gulvet. Vuyo har før lavet kriminalitet og er kommet i børnefængsel og jeg er bange for han gør det igen. I weekenden tager han hjem til sin bedstefar og de har ikke et tæt forhold, fortæller Elaine mig. Så Vuyo begår nok kriminalitet igen, da han lander i en forkert gruppe, nu hvor han ikke har nogen nær familie. Måske ender han som Eddie. Det er underligt at tænke på. Vuyo er simpelthen en så sød dreng – han er rigtig klog i skolen, god til venskaber, rigtig dejlig udfarende og kontaktsøgende, han har udviklet sig så meget i løbet af fire dage mens jeg har været her – tænk hvis han kunne blive. Hans liv ville kunne blive vendt 180 grader fra gadedreng på stoffer til familiefar og arbejdende mand. Jeg håber bare ikke vi skal holde mindehøjtidelighed for en af mine drenge, men en dag som i dag sætter tingene i perspektiv og viser hvor svært et liv de allerede har som 12 årige – de er allerede truet på livet. Det er hårdt.

Jeg har rørt en hellig mand.. UUUHHH….!

Vi stod op før fanden fik sko på.. Ringede 0214484444 og to sekunder senere holdte der en ”cap” (taxi) klar til at køre os til Down Town; nærmere betegnet Sankt George Cathedral. Vi vidste ikke hvor lang tid det ville tage at komme derhen så vi kom 45 minutter før gudstjenesten startede, og den startede 7.15… UUhh vi var godt trætte og slet ikke vågne. Vi kom ind i den flotte kirke med store rosetvinduer og et flot stort alter. Vi skulle dog være i sideskibet, som ikke er noget at skrive hjem om.
Vi har tænkt meget over hvad vi skulle have på af tøj. I sommers oplevede jeg jo i Peterskirken i Rom at skulder og knæ skal være dækket, så i dag tog vi ingen chancer og dækkede os til. Men da vi så de andre der skulle høre gudstjenesten så vi rigtig mange skuldre og knæ. Lidt underlig følelse at se en pige i lårkort shorts og top stå over for Desmond Tutu og modtage nadver. Vi havde jo set på højskolen hvordan Qaqamba havde skiftet til pænt tøj og ændret frisure, taget smykker af og sminke for at komme i kirke, så vi regnede med det betød noget hvad man havde på. Men der tog vi fejl.
Præcis 7.15 træder Desmond Tutu ud midt i rummet, jeg er dog ikke klar over han er kommet, for vi sidder på anden række og manden er bare lille!! Men de andre rejser sig, så det gør jeg selvfølgelig også. Endelig får jeg øje på ham – han ser rigtig flink ud. Måske 155 cm høj, rund og buttet, små briller, og et evigt smil. Han taler ikke særlig højt og fumler nogle gange over engelske ord – gudstjenesten går bedre i den afrikaanske del. Vi synger ikke men beder hele tiden hvor Desmond Tutu læser noget højt og menigheden svarer. Midt under gudstjenesten bliver menigheden præsenteret for ham. Han har dog svært ved at høre så ved ikke hvor meget han fik ud af det men han har en herlig humor – gør lidt grin med de lande menigheden kommer fra. Han er nede på et menneskeligt plan og ophøjet slet ikke sig selv til præst og slet ikke ærkebiskop.
Sidst i gudstjenesten modtager vi Jesu blog og legeme og han velsigner os. Nadveren er anderledes end i Danmark. Desmond Tutu har brødet i hånden og to hjælpere der står ved siden af ham, har hvert et bæger med Jesu blod i. Når man skal har brødet går man frem til Desmond Tutu, rækker begge hænder frem (ovenpå hinanden så det former en skål) og bøjer hovedet – putter brødet i munden uden at fjerne hænderne fra hinanden. Dernæst går man til en af siderne og drikker af bægeret. Efter alle har modtaget nadver, spiser Desmond Tutu de resterende stykker brød (omkring 10 stykker, en lille grovæder) og fortynder vinen i begge bægere med vand og drikker det! Rimelig ulækkert når alle har drukket af det samme bæger. Desmond Tutu får lige alles bundslat. Men så tørrer han det hele rent, læser noget højt, menigheden svarer og han går væk fra alteret.
Jeg tror det er færdigt, men han vil give hånden til alle og give dem individuel velsignelse. Kirstine går foran mig og siger til ham at vi skulle hilse ham fra Danmark (Dem der ikke er klar over det så er han en gang om året i Danmark og giver gudstjeneste og giver lektion på Københavns universitet). Men da Kirstine har givet ham en hilsen, begynder han at snakke dansk og grine rigtig højt. Et smil fra øre til øre. Han siger ”Wilkommen. Ha det godt i Cape Town”. Det var rigtig dejligt at han var så langt nede på jorden. Da mig og Nanna har hilst på ham, siger han at det er underligt vi ikke spørger om vi må tage billede – så det gør Nanna med det samme og selvfølgelig må vi det :) så jeg har faktisk i alt rørt han tre gange og han har holdt om mig. Wauw…. Det er bare stort.. eller.. Ej, det var meget rart at opleve – meget specielt og ikke noget mange har prøvet. Mange ved slet ikke hvem han er. Men mange Sydafrikaner kan ikke lide ham fordi han under apartheid ikke ville fængsle en der fortjente fængsel ifølge folket. Men Desmond Tutu er rigtig flink og god til at holde gudstjeneste selvom han er lidt oppe i alderen :)