Man kan ikke andet end at elske dem - han hedder Rayno og er min lille engel :)

Inden paa gangen. Ind ad doeren arbejder jeg i klassen. Det er drengene - de fleste fra min klasse

Drengene fra min klasse

Saa begyndte jeg at drikke deres vand

Så begyndte jeg at drikke deres vand…
Nu har vi været her en uge og jeg begynder at kunne mærke en form for hverdag dukke frem med hensyn til rutinerne. Selvom vi kun har været på projektet to dage, føler jeg mig allerede hjemme. Det er underligt hvor hurtigt man lærer at leve i et fremmed land. Vi er også så småt begyndt at drikke deres vand fra hanen. Vi er blevet fortalt at man bliver syg i de første to uger, så vi prøver at passe på – spiser masser af hvidløg og blander deres hanevand med flaskevand. Men på den anden side vil vi gerne have vores kroppe vender sig til bakterierne, da vi lige om lidt skal på Road trip. Det er nok ikke så rart at sidde i en bus sammen med 14 andre piger og bare skulle på toilet. Jeg føler mig også rigtig godt tilpas på skolen. Drengene er bare så søde og venlige overfor os. Jeg føler mig også mere tilpas og har overskud i klassen, da jeg nu ved hvordan og hvad der sker på hvilke tidspunkter. Første del af dagen har vi Wiskunde – hvilket er et afrikaansk ord for matematik. Det er simpelt matematik og man skal give sin fulde opmærksomhed til den elev man har ved sin side. I dag sad jeg med Rino (har lært enkelte navne), og han blev ved med at vende tallene forkert selvom jeg havde skrevet dem op på et ark ved siden af. Så kommer man til at tænke på hvor langt bagud de er i forhold til dansk skolegang og danske 12-15 årige drenge. Det er skræmmende, men det er et positivt at de går i skole. Efter frikvarter har vi Woorde – som er læren om ord. Her tegner Elaine små simple tegninger som mand, skab osv. og det tilhørende ord. Det tager dog en krig for eleverne at skrive det ned – de kopiere fuldstændig. Mange af dem kan ikke skrive deres eget navn hvis ikke de kopierede det fra et andet sted. Det er underligt at tænke på. Men derfor er jeg glad for individuel undervisning, så de forhåbentlig lære lidt og kan komme til at få et bedre liv.
Men eftersom jeg nu har lært mange af navnene – Rayno, Vuyo, Richardo, Geraldo, Christopher også er der en der hedder noget med Vuzim.. og en der hedder noget med Kaslin.. Og kan begynde at kende dem ud fra mængden, begynder man straks at føle sig mere tilpas og sikker i sin sag. Det er super dejligt at være med drengene og dejligt de 90 % af tiden smiler og griner. Dog skal man huske de har et barsk liv og man skal passe på hvad man gør og siger – på fredag skal vi holde bøn for en elev der ligger på hospitalet.
Det er underligt jeg både har et hjem her og et i Danmark, men det er en rar fornemmelse. Især at man nu ikke vender sig om hver gang der er en bil der dytter – man ved det er en taxi der vil have en med og at man på to sekunder kan skaffe et lift til byen ved at nikke blidt på hovedet hvorefter man sidder i en minitaxi hvor der egentlig ikke er plads til en sammen med 20 andre og bare stor sveder. Man prøver at holde ved i bilen mens chaufføren kører hurtigt frem og bremser hårdt og dytter for at tjekke om nogen af fodgængerne skal med i den allerede proppede minitaxi. Men 10 minutter efter og 5 rand fattigere, er man overraskende fremme på det sted man ville af og man har alle sine lemmer og tasker. Så kan man ikke føle sig mere som en indfødt.

Rejsebrev 02

Nu er det allerede tirsdag, og det er en uge siden jeg tog hjemmefra lille Danmark. Tiden er bare fløjet af sted. Vi har brugt de første par dage til at lære byen at kende. Som jeg tidligere skrev så har Tony vist os meget af byen og vi har selv gået meget rundt for at lære den at kende. Fredag skulle Sherna have været for at gennemgå lejligheden for inventar, men hun dukkede aldrig op – hun bruger virkelig den afrikanske tidsforståelse. Det var dog lidt irriterende for os da vi ikke kunne komme i kontakt med hende – vi brugte hele dagen på at vente på hende. Så sidst på eftermiddagen gad vi ikke mere og tog til Waterfront og kigge butikker. Vi fandt ud af at der er et mega stort indkøbscenter med rigtig mange butikker. Så vi aftalte vi skulle derind når vi har flere penge med. Vi ringede til Tony for at invitere ham med i biffen for at sige tak for alt det han har hjulpet os med, så han kom senere. Han valgte film – han er en action type, men han fik valgt en film om hvordan det er at være homoseksuel. Han var rigtig pinligt berørt og var rød i hovedet hele filmen igennem. Men det var nu en okay film – ikke en oscarvindende. Til information, så er det vildt billigt at gå i biffen hernede: en billet kostede 33 R hvilket er cirka 20 kr. Og om onsdagen er det halv pris så der koster en billet 10 kr. Popcornene og colaerne er dyrere – de koster 48 R hvilket er 30 kr. Så vi kommer nok til at gå i biffen mange gange hernede. Det var rigtig hyggeligt J Søndag var vi i den offentlige pool sammen med de andre danskere vi havde været i byen med om lørdagen. Det var rigtig dejligt at få slappet af og være sammen med de andre. Dog svedte vi som gris over bål. Det var rigtig varmt. Pool området består af mange græs arealer hvor man kan ligge og så er der omkring 3 pools hvor vandet er meget meget meget koldt. Området ligger lige ud til havet, så vandet i poolen er renset havvand. Meget lækkert. Vi brugte hele dagen der. Mandag var vi på tur med Tony. Han tog os også rundt i byen – The Old Money kvarter. Det er et kvarter hvor de rige mennesker bor. Dog er de blevet rige af apartheid så der bliver set lidt ned på dem. Tony tog os også med ned til Camps Bay, som er en vild lækker strand, dog var der så mange mennesker at vi ikke kunne finde nogen parkeringsplads. (Det er jo vildt godt strand vejr). Så vi kørte videre ned af kysten og se de tolv apostle (12 bjerge langs kysten) og Little Lions Head. Vi endte i Hout Bay hvor vi fik frokost. Det var en fiskerestaurant så der fik jeg blæksprutte i en wrap. Det smagte vildt godt. Plus, udsigten var fantastisk – lige ned til den flotteste strand: Hvidt blødt sand og dybt blåt hav, med bjerge i baggrunden og en masse palmer og både. Det var rigtig flot. Om aftenen gik vi på internet cafe. Jeg fandt ud af at internet cafeen lå næsten i samme bygning som det hotel mor og far skal bo på når de kommer herned. Det er et dejligt område. Ikke langt ned til havet, mange indkøbsmuligheder og nemt at komme rundt fra deres vej (det er på den vej alle taxierne kører). Det var meget rart at få snakket med nogen hjemmefra, men føltes lidt underligt. Der har været så mange ting vi har skullet se eller opleve så man har ikke haft tid til at tænke særlig meget på dem derhjemme, ikke haft tid til at have hjemvej. Men i går kunne jeg godt mærke det var lidt hårdt at skulle sige farvel. Vi fik alle sammen snakket med nogen hjemmefra, så stemningen var lidt trykket – vi var lidt stille. Så Tony tog os på jazz klub for unge talenter der endnu ikke har slået igennem. Solister sætter sig sammen og spiller den mest fantastiske musik uden de egentlig har nogle noder eller kende de andre solister. Det var rigtig hyggeligt.
Men det blev jo lidt sent inden vi kom fra jazz klubben, og der var uden for Cape Town den lå, så vi kom sent i seng. Og i dag, tirsdag, skulle vi jo starte på vores projekt. Det var hårdt at komme så tidligt op. Men da vi først steg i taxien der kørte os det sidste stykke til projektet, havde jeg en god følelse i maven. En følelse: I’m on the top of the world, dog ikke på den egoistiske måde. Jeg glædede mig rigtig meget til at se hvilken klasse jeg fik tildelt. Vi får jo son frivillig en klasse tildelt hvor vi skal hjælpe læreren med at styre undervisningen og hjælpe eleverne. Nanna og jeg fik tildelt den samme klasse. Vores lærer hedder Elaine og hun er smadder flink og god til at forklare ting. Det viser sig da vi har været inde i klassen et stykke tid at vi er blevet tildelt The intake class – som er den klasse hvor gadebørnene kommer ind i direkte fra gaden. Efter et stykke tid kan de blive opgraderet til en anden klasse. Skolen har seks klasser hvor tre af dem lærer Xhosa og de andre tre lærer Afrikaansk. Min klasse har afrikaansk, som minder meget om tysk og dansk.
Efter headmaster havde vist os rundt på skolen, mødte vi vores klasse hvor vi var resten af dagen. Da jeg kom ind i min klasse blev jeg meget forbavset over at der kun sad tre elever. Men det viste sig at der er otte i klassen; de kommer bare på forskellige tidspunkter – nogle kommer slet ikke. Det er op til dem selv. Nogen gange kan de blive forhindret. De lever jo et barskt liv på gaden. I dag var vi seks elever. Jeg kan slet ikke huske deres navne – de er vildt svære at udtale og huske. De minder slet ikke om danske navne. Vi startede først ud med lidt matematik og jeg forstod straks hvorfor der ikke er så mange i klassen. Dette er en klasse som består af elever, der ikke er vant til at gå i skole og har problemer med at koncentrere sig. De er i aldersgruppen 12-15 men har kvaliteter og udseende efter 7-8 års alderen. Vi startede derfor blødt ud med nogle nemme plus og minus matematik stykker – dog tog det lang tid for dem alligevel. Jeg sad hos en lille dreng, der virkelig gerne vil lære det og jeg tror han forstod hvordan man laver minus stykker, men desværre har de ikke hjernekapacitet nok til at huske det – forstået på den måde at de tager mange stoffer og sikkert også er på stoffer i skolen, og det ødelægger deres hjerneceller. Jeg så også op til flere gange at de suttede og lugtede til tusserne fordi de er afhængige. Derfor må de ikke bruge lim i skolen. Efter matematik og lidt leg – de kan ikke holde koncentrationen så længe, var der frikvarter hvor mig og Nanna og Elaine havde vagt. Det vil sige vi skulle holde øje med at de ikke tog stoffer eller sloges. Vi fik at vide at vi som volontører ikke skal disciplinere dem, men give dem tryghed. Så hvis vi ser noget de ikke må, skal vi sige det videre til læreren eller fortælle eleverne at man ikke bryder sig om hvad de gør. Dog aldrig sige til dem at det er forbudt. Efter frikvarter lærte de lidt afrikaansk hvor mig og Nanna selvfølgelig ikke kan hjælpe særlig meget udover at være der for læreren. Midt i timen begyndt drengene dog at slås. En person sagde noget på afrikansk til en anden også rejste han sig direkte op og gik hen og slog ham lige ved øjet. De andre drenge reagerer selvfølgelig på det og begynder at slå ham, der havde slået først. De begynder alle at slå på alle men det går mest udover den lille dreng jeg tidligere havde siddet stille og roligt med og lavet matematik. Elaine får det stoppet, og vi ser den lille dreng bløder alle steder fra. Han bliver sur da han ser blodet og går direkte hen til skuffen for at tage en saks som våben. Jeg får dog besked på at stoppe ham af Elaine (Nanna er på toilet). Jeg tager fat rundt om ham og prøver at få ham til at slippe saksen. Han har dog mange kræfter, så begynder i stedet at holde om ham og give ham et knus og spørge om han har det godt og om vi ikke skal rense sårene. Han falder til ro… Heldigvis. Det var en voldsom oplevelse, men det viser bare hvor hård en baggrund og hverdag de har siden de skal være sådan. Senere på dagen kommer den lille dreng hen og giver mig et knus og siger tak for at jeg hjalp ham. Så drengene er vildt søde og rigtig flinke men de har et temperament der siger spar to – de kan vende humør på nul komma fem. Jeg er dog ikke bange for at komme i skole i morgen og opleve sådan noget igen. Hvis jeg kunne klare i dag, kan jeg klare de fleste situationer. Jeg synes faktisk det var rart det skete, så man får indblik i hvad drengene egentlig oplever i deres liv. Det tager meget på ens psyke at være på projektet, men det er et godt formål og glæder mig til at lære dem bedre at kende. Har allerede fået den første kæreste på skolen – han synes simpelthen at jeg har sådan et flot navn og at jeg er ihh og åhh så smuk. Jeg tror han prøver at få lokket en invitation til min lejlighed ud af mig for han kan få noget mad, men det vil og skal vi ikke. Det er rigtig farligt og hvis en kommer med hjem, vil alle – de går meget op i lighed. Så det er også noget man skal tænke på når man går sammen med dem. Man skal vise hensyn og interesse i alle ellers bliver de sure og kan komme op og slås.
Jeg har virkelig allerede i dag lært hvor meget en person kan ændre så mange andres hverdag. Og hvad jeg gør og hvordan jeg opfører mig påvirker de drenge. Jeg håber jeg kan gøre det godt og give de drenge en bedre start på deres ”andet liv” end deres ”første liv” hidtil har været. De fortjener en chance mere og mange af dem tager skolen rigtig seriøs – de har så mange drømme. Dog er det trist nogen allerede har opgivet. Min opgave er at få dem til at drømme igen og realisere deres drømme – måske har den lille dreng i dag lært at lave minus stykker så i morgen tager vi plus stykker. Han er virkelig kvik. Tror han kan nå langt, hvis bare han havde muligheder. Er så glad for skolen findes. Håber der er flere frivillige der kommer i fremtiden, skolen kan ikke overleve uden frivillige. Der er alt for få lærere og der er jo mange flere gadebørn end dem der er på skolen lige nu. Cape Town er virkelig kontrasternes by – Township vs. Sea Point. Gadebørn vs. os. Sort vs. hvid. Gammel ford bil vs. ny ferrari. Man kan opleve alt i Cape Town – det er både fascineret og skræmmende. Glæder mig til at gøre en forskel og sætte fodspor.

Mandag - Hout Bay

Billedet ovenfor er Hout bay :)

I dag har vi været rundt i byen sammen med Tony. Først tog vi hen til Learn to live for at blive vist lidt mere rundt og møde eleverne – vi mødte også kort Head Master. Det var rigtig spændende, men det var bare varmt. I dag er der omkring 30 grader men det skal blive varmere i løbet at ugen. Sidst i ugen skulle der være omkring 35-37 grader. Puuha.. Nåh men eleverne var rigtig flinke og de var interesseret i os og fortalte deres navne – meget sværere at udtale og har allerede glemt halvdelen af dem. Men tror det bliver nemmere efterhånden. Vi mødte også nogle lærere – de var rigtig flinke. Så det kan kun være positivt når vi i morgen kvart i ni skal starte som volontører. Det bliver underligt men også rart at komme i gang. Indtil nu har det føltes som ferie. Tony tog os også rundt i byen – The Old Money kvarter. Det er et kvarter hvor de rige mennesker bor. Dog er de blevet rige af apartheid så der bliver set lidt ned på dem. Tony tog os også med ned til Camps Bay, som er en vild lækker strand, dog var der så mange mennesker at vi ikke kunne finde nogen parkeringsplads. (Det er jo vildt godt strand vejr). Så vi kørte videre ned af kysten og se de tolv apostle (12 bjerge langs kysten) og Little Lions Head. Vi endte i Hout Bay hvor vi fik frokost. Det var en fiskerestaurant så der fik jeg blæksprutte i en wrap. Det smagte vildt godt. Plus, udsigten var fantastisk – lige ned til den flotteste strand: Hvidt blødt sand og dybt blåt hav, med bjerge i baggrunden og en masse palmer og både. Det var rigtig flot. Så i kan nok forstå jeg glæder mig til at komme på Road Trip her i Marts. Tony siger det er en vildt flot og forskellig natur vi kommer til at se. Bare på 3 timer i dag har jeg taget omkring 50 billeder – tænk hvad jeg så kommer til at tage på turen

Rejsebrev

Rejsebrev 01 - kunne ikke sende den som mail

Så er vi endelig kommet til Cape Town. Det var noget af en lang rejse. Vi mødtes alle tre i Vejle hvor far kørte os til Hamburg lufthavn og sørgede for vi kom godt af sted. Vi fik gode pladser i begge fly, og vi fik ventetiden i Heathrow lufthavn til at gå ved at blive sikkerhedstjekket i hoved og røv og stene lidt for groft. Vi var vist alle sammen trætte efter den korte nattesøvn. I flyveren til Cape Town blev vi igen vækket meget tidligt – klokken fem om morgenen fordi os passagerer skulle nå at få morgenmad inden vi landede halv syv. Det var også fint nok, men da jeg åbnede for morgenmaden lå der en gammel rynkede pølse og to skefulde vandet røræg og 6 grå champignoner. Jeg følte mig snydt. Så skyndte mig at fjerne morgenmaden og sov videre. Vi ankom til Cape Town omkring halv syv om morgenen hvor vi efter at have fået godkendt visum og hentet bagage, stod på Lars-tyndskids-marker. Der var ingen Tony at se. Vi kiggede ellers meget nøje på alle skiltene folk viftede med – dog ingen skilte med vores navne på. Vi var trætte og sulten så det var lidt træls at stå i et fremmed land uden at vide hvad vi skulle. Men hvad kunne vi ellers gøre end at vente. Vi stod tre danske piger i et land ingen af os havde kendskab til. Men lige ud af det blå dukker Tony op og tager venligt imod os. Morgentrafikken havde forsinket ham og derfor mener han det er dumt at køre med det samme - så vi sætter os i lufthavnen og får noget at drikke. Tony fortæller en masse ting og mange historier – hvor mange ting vi bare skal glæde os til. Det var rart at få ro til at snakke stille og roligt med ham, dog fes nogle ting han fortalte om ligeså hurtigt ud af øret som det kom ind.

Vi kører derefter stille og roligt til Cape Town hvor han på turen udpeger forskellige ting – Township (slumkvarter), Somerset Hospital (hvor vi måske skal arbejde) , Waterfront (et indkøbscenter omkring et havneområde, meget turistet), Universitet, Down town (eks. Long Street) osv. Tony har et godt ordsprog som beskriver Cape Town meget godt: Byen har udseende og materialer som et første verdens land, men folket har en mentalitet som et tredje verdens land. Vi fortsætter ned langs kysten – det første vi ser, er det dybe blåt hav der glinser og den blå himmel hvor solen bager. Vi fortsætter ned til Shernas kontor for at få nøglen til vores lejlighed, men hun er dog ikke tilstede – vi får fortalt hun måske kommer senere eller ikke (Typisk afrikansk – man er ikke så punktlig som hjemme i Danmark. Hvis man aftaler at mødes klokken syv kan det være alt imellem seks og otte) . Men vi får tiden til at gå med en tur ned på stranden med Tony. Efter turen er hun kommet tilbage og vi skal have nøglerne til lejligheden. Dog først efter et lille toiletbesøg bagved kontoret. Det viser sig at toiletrummet ikke er meget større end selve toilettet (Jeg kunne ikke have min lille rygsæk på ryggen og lukke døren samtidig). Kvinden som viser os toilettet er meget venlig at blive hos os mens vi tisser, dog er døren kun af persienner og toilettet ikke kan skylle ud, så det blev et lidt alternativ toiletbesøg. Men det var bedre end fly toilettet J. Vi letter vores pengepung og giver Sherna omkring 130 penge sedler for at kunne betale huslejen for februar og marts og depositum (Vi betalte omkring 22291 Rand hvilket er 13374 kr). Tony tager os hen til vores lejlighed der viser sig at ligge lige ud til havet – blot en lille 4 sporet vej imellem (husk at kigge til højre først – de kommer meget stærkt i den forkerte side af vejen).

Det viser sig at lejligheden er i rimelig dejlig stand og at sikkerheden er i top – dog er der et par små ting der mangler: For eksempel er der ikke noget lys i vores ene soveværelse og skulle hilse at sige at der bare er mørkt i Cape Town om aftenen. Men det skulle vist nemt klares engang. Vores udsigt er dog ikke ud til havet hvilket kunne have været skønt – heldigvis er der kun få meter derned. Dog er udsigten ind mod byen og dermed er Table Mountain i baggrunden når man kan se det for skyerne. Til venstre ligger det nye stadium kun få meter væk og til højre strækker byen sig og bag ved stadium og bag bjerget strækker byen sig også. Da vi har fået pakket lidt ud og været i et tiltrængt bad, tager Tony os til Waterfront for at vise os hvor vi kan handle og hygge. Waterfront er et sted for turister med stort T. De er over det hele. Men vi fik os et sted at spise lige ved havnekajen og efter det gik vi lidt rundt på Waterfront og så vores første sæler og mødte den afrikanske kultur med masser af musik og dansJ Derefter fik vi handlet ind for 282 rand og vi fik købt et afrikansk simkort med 55 rands taletidskort. Og det virker sørme – overraskende nok J Tony satte os af ved lejligheden så vi resten af dagen kunne slappe af. Mig og Kirstine tog på stranden mens Nanna sov (flyturen tog stadig hårdt på os selvom der ikke er den store tidsforskel mellem danmark og Sydafrika). Mig og Kirstine var også præget af træthed, så da vi tog ned til stranden var vi så kloge at vi ikke ville tage nøglerne med hvis nu Nanna ville ned til os så hun kunne låse efter sig. Så vi smækkede bare døren., vi kunne jo bare banke på hvis Nanna ikke kom ned og vi ville op Det eneste vi glemte var at man skal bruge nøglen til at komme ind i selve lejlighedskomplekset. Det er jo mega meget sikkerhed så vi kunne ikke engang komme hen og banke på vinduet. Heldigvis kom der en mand efter noget tid og lukkede os ind – Nanna sov for kraftigt til at høre dørtelefonen. Senere på aftenen satte vi os med noget knækbrød og vand mens vi så film: Peter Pan. Derefter fik vi en tiltrængt nattesøvn.

Ihh.. Vi oplevede bare så meget i går på vores første dag i Cape Town. Det føltes virkelig som en hel uge. Så i dag ville vi gerne sove lidt længe. Så kvart over elleve tog Tony os med ind til Down Town. Vi havde jo aftalt klokken elleve men man ved aldrig hernede – afrikansk tid er alternativ. Tony viste os hvor vi kunne være sikre at gå og hvor vi ikke skulle gå. Han viste os hvor vi kunne være om aftenen og mange museums vi kan besøge. Han tog os også hen til projektet som vi alle tre skal arbejde på: Learn to live (oversat: Lær at leve). Det er en rigtig pæn skole – måske også fordi jeg havde forestillet mig et lille blikskur. Men det er stort – tre etager og mange klasseværelser. Man kommer ind til en stor skole går hvor selve skolen ligger til venstre og skolens kirke ligger til højre. Projektet er et tilbud til gadebørn i alderen 8 til 16 om at komme i skole og få nogle færdigheder. Dog kan de fleste efter skolen ikke få arbejde fordi der er så høj en arbejdsløshed, men det får dem væk fra gaden og stofferne. Gadebørn over 16 kan som noget nyt blive på skolen og få færdigheder i eksempelvis at reparerer en bil. Så de får en større chance for at få et godt liv med et arbejde. Vi mødte nogle af eleverne – de var rigtig søde. De kom løbende efter Tonys bil da vi kom – sikkert fordi han leger så meget med dem og giver dem lov til at høre højt musik i hans bil. Skolen er for drenge så de er selvfølgelig meget interesseret i biler og at slås. Men de virker rigtig flinke – håber også de er det i klasseværelset J Efter Tony har vist os projektet kører han os hjem så vi har eftermiddagen for os selv. Vi vælger at tage på Waterfront og se på butikker. Vi ender med at sidde og se en pigeskole der fremviser et teaterstykke om glæde – masser af dans og sang. Det var rigtig flotJ vi får handlet ind og går den smukke tur langs det dybe blå vand, lyse blå himmel, den bagende sol og palmer langs vejen. Vi lavet vores første måltid i lejligheden – tortillas J det var rigtig dejligt. Vi slapper af og venter på Tony. Vi ved han vil komme for sent så vi slapper bare af. Vi aftalte syv, men han kom kvart i otte. Tony kørte os over til andre danske piger som er hernede blandt andet som pædagog studerende og volontører. Det er dem vi skal på rundtur med. Vi skal 14 af sted. Tony fortalte og viste os billeder af de steder vi skal hen. Vi kommer til at opleve alverden. Men det fortæller jeg om senere. Lige nu er det vigtigste at komme hen og falde til på projektet og lære byen at kende.

Selvom vi ikke engang har været her i to døgn endnu, er indtrykkene overvældende. Det kan være svært at forholde sig til at vi efter et døgns rejse er i Cape Town, Sydafrika. Nogle gange når man kigger rundt på byen, kunne det ligeså godt være i Europa. Stranden, husene, bilerne ligner på en måde Europa, men så alligevel ikke. Kulturen gør at alting ligner men samtidig ligner det slet ikke. Det er meget svært at skulle forklare. Folket er så multikulturelt som i Europa, både hvide, sorte og farvede, kinesere og indere. Men deres måde at være på er bare så fremmed. I Danmark ville man ikke bare lige pludselig bryde ud i sang og dans midt på gade eller fløjte efter alle piger, men det er bare så naturligt her. Der er virkelig en stor form for afslappethed at man med det samme føler sig helt hjemme – kun 10.000 kilometer hjemmefra. Det er underligt at tænke på at jeg skal være i denne lejlighed og denne by de næste seks måneder, men jeg tror de kommer til at gå hurtigt. Jeg håber jeg kommer hjem til Danmark med kufferten pakket med gode minder og oplevelser, jeg aldrig vil glemme. Jeg håber jeg vil kunne adoptere en smule af den afrikanske form for afslappethed og lære danskerne den. Man skal ikke planlægge et øjeblik, man skal nyde det. Man kan lave om på sin fortid ved at ændre nutiden.

Nu vil jeg ligge mig til at sove. Indtrykkene er mange og det tager hårdt på en. Men jeg ser frem til dagen i morgen og finde ud af hvad den tilbyder af gode oplevelser.

Billedet er taget fra Waterfront den foerste dag vi var der. I baggrunden ser i Table Mountain. Bjerget ligger lige i midten af byen. Vi bor kun et kvarters gang fra waterfront, lige ved siden af Stadion. Det er laengere oppe paa beach road end jeg viste paa google earth. Vores lejlighed er meget flot. Foerst en entre hvor koekkenet er ligeud ogsaa til hoejre er vores toilet og Kirstines vaerelse. Laengere til hoejre er stuen, meget flot med sofa og tv og spisebord. Mig og nanna bor ved siden af stuen. Vi har ogsaa en slags altan dog lukket, men her haenger vi vaske toej :) vores udsigt er til Table Mountain, Lions head og Stadion. Der er nok 50 meter hen til stadion.

Dette er vores udsigt naar vi gaar ud af vores lejlighed

Endelig fremme i Cape Town

Så er jeg i Cape Town. Hvor er det bare underligt at sidde hernede – kun 10. 000 kilometer hjemmefra. Vi har hurtigt indfundet os i vores lejlighed som er præget af en mormor-agtig stil, men min hjerne kan ikke rigtig forstå at jeg er hernede. Det var underligt at skulle sige farvel til familien og vide at man ikke ville se dem i rigtig lang tid, men jeg tror at det stadig ikke er gået op for mig at jeg har sagt farvel. Det hele virker så surrealistisk: Nu er jeg endelig på startet på den rejse jeg har planlagt i lang tid og forberedt mig selv til, men det er svært at forberede sig til noget man egentlig ikke ved noget om. Selvfølgelig har jeg læst en masse og vi fik meget at vide på Højskolen. Men man kan vel aldrig rigtig forberede sig til så stort et kulturspring, så fremmed en by og så lang en rejse. Bare vejret viser den store forandring vi har oplevet – vi rejste fra Danmark der var dækket i sne og kom ned til Cape Town hvor solen er højt på himlen og palmerne står store og flotte langs stranden. Hvis man tænker seks måneder tilbage sad jeg og søgte arbejde for at kunne tjene op til en eller anden rejse, viste ikke hvor jeg ville hen og hvad jeg ville lave på rejsen. Men de næste seks måneder gik rigtig hurtigt, måneder forsvandt som uger og pludselig havde jeg meldt mig til Løgumkloster og stod i Hamburg Lufthavn. Hvad havde jeg dog begivet mig ud i? Men jeg glæder mig til at opleve det uvisse og for alvor starte på mit voksne liv sammen med to fantastiske piger. Nu sidder jeg i vores lejlighed og tænker at jeg skal være her i seks måneder. Det kunne være skræmmende, men jeg tror det kommer til at gå hurtigt, vi kommer til at opleve så meget. Allerede nu har vi oplevet tusinde ting på få dage. Mens jeg skriver dette sidder jeg og kigger på Table Mountain og ser hvor mange oplevelser bare dette meget underlige bjerg kan give os. Jeg tror denne rejse er en god start på et langt liv fyldt med oplevelser. Jeg glæder mig til at udforske Sydafrika og håber jeg kan tage alle oplevelserne med mig hele livet igennem, så rejsen aldrig for alvor slutter.

Hvis nogen skulle få lyst til at sende noget, så bor jeg de næste seks måneder på adressen(på nær når jeg er på Road trip fra 12 marts til 31 marts):

D1 Mouille Court

29 Beach Road

Mouille Point

2000 Cape Town

South Africa

Hvad er det egentlig jeg skal...??

Nu er der kun to uger til vi rejser. Så jeg tænkte, at jeg ville forklare hvad det egentlig er jeg skal i Sydafrika. Vi har alle tre valgt projektet der hedder "Learn to live". Dette er en skole for gadebørn. Det frivillige arbejde består i at vi skal være hjælpelærer for en klasse og hjælpe eleverne i fagene engelsk, matematik og deres modersmål (xhosa/afrikaansk) - måske begrænset hvor meget vi kan hjælpe i modersmålet :) Vi skal også være klar til selv at kunne stå for undervisningen hvis nu læreren ikke dukker op, hvilket kan ske tit. Skolen er kun for drenge og skolen starter klokken 9 og slutter klokken 13. Derefter kan man følge drengene over til et fritidshjem "Homestead". Dette er et tilbud til gadebørnene hvor de kan komme og være og overnatte. Det eneste krav er at de skal gå i skolen "Learn to live". Her på "Homestead" kan vi volontører lege, snakke og være sammen med dem.
Vores vigtigste rolle som volontør er, at vise gadebørnene omsorg og tillid, da mange af dem ikke har fået dette fra deres forældre og lever et hårdt liv på gaden.
Vi kan også vælge at være på et hospital efter "Learn to live" skolen. Her skal vi tage os af små børn i alderen 0-3 år. Lægerne og sygeplejerskene viser ikke omsorg for børnene - de gør kun det nødvendige såsom at skifte ble, give mad og medicin. Volontørerne skal derfor lege og stimulere dem, da børnenes forældre ofte ikke har mulighed for at besøge børnene tit pga. afstand eller penge.
Jeg har valgt projektet "Learn to Live", hvilket jeg glæder mig rigtig meget til :) tror det bliver en fantastisk oplevelse, som både er meget givende for mig som person, men også til eleverne. Billedet i første indlæg viser mine forventninger til Sydafrika - glæde og sammenhold blandt eleverne og volontørerne og imellenm eleverne og volontørerne. Jeg håber på at kunne give eleverne lidt glæde i deres ellers triste liv. Håber at jeg kan være til hjælp for Sydafrika :)
Glæder mig rigtig meget :)

Løgumkloster Højskole efter tre uger :)

Ihh.. Nu har jeg været på højskole i tre uger. Tiden går bare mega hurtigt - vi får også lavet en masse på højskolen :) der er altid et foredrag eller hygge. Jeg kommer til at savne hyggen og alle jer på højskolen. Det er rigtig dejligt at være sammen med jer andre langkursister :) Men ser også frem til rejsen. Det bliver bare spændende :) Vi har jo lige fået tilbudt en lejlighed nede i Cape Town som Tony, vores volontør koordinater, anbefaler rigtig meget :) så glæder mig til at se den - den skulle vist ligge lige ud til havet og i gåafstand til Waterfront :) Det bliver også rigtig godt at komme i gang som volontør og møde alle eleverne på skolen. Glæder mig bare til vi står i lufthavnen, med vores visum i hånden og klar til at tage afsted :) Glæder mig til at rejse med jer to søde tøser - Nanna og Kirstine :)