Saa begyndte jeg at drikke deres vand

Så begyndte jeg at drikke deres vand…
Nu har vi været her en uge og jeg begynder at kunne mærke en form for hverdag dukke frem med hensyn til rutinerne. Selvom vi kun har været på projektet to dage, føler jeg mig allerede hjemme. Det er underligt hvor hurtigt man lærer at leve i et fremmed land. Vi er også så småt begyndt at drikke deres vand fra hanen. Vi er blevet fortalt at man bliver syg i de første to uger, så vi prøver at passe på – spiser masser af hvidløg og blander deres hanevand med flaskevand. Men på den anden side vil vi gerne have vores kroppe vender sig til bakterierne, da vi lige om lidt skal på Road trip. Det er nok ikke så rart at sidde i en bus sammen med 14 andre piger og bare skulle på toilet. Jeg føler mig også rigtig godt tilpas på skolen. Drengene er bare så søde og venlige overfor os. Jeg føler mig også mere tilpas og har overskud i klassen, da jeg nu ved hvordan og hvad der sker på hvilke tidspunkter. Første del af dagen har vi Wiskunde – hvilket er et afrikaansk ord for matematik. Det er simpelt matematik og man skal give sin fulde opmærksomhed til den elev man har ved sin side. I dag sad jeg med Rino (har lært enkelte navne), og han blev ved med at vende tallene forkert selvom jeg havde skrevet dem op på et ark ved siden af. Så kommer man til at tænke på hvor langt bagud de er i forhold til dansk skolegang og danske 12-15 årige drenge. Det er skræmmende, men det er et positivt at de går i skole. Efter frikvarter har vi Woorde – som er læren om ord. Her tegner Elaine små simple tegninger som mand, skab osv. og det tilhørende ord. Det tager dog en krig for eleverne at skrive det ned – de kopiere fuldstændig. Mange af dem kan ikke skrive deres eget navn hvis ikke de kopierede det fra et andet sted. Det er underligt at tænke på. Men derfor er jeg glad for individuel undervisning, så de forhåbentlig lære lidt og kan komme til at få et bedre liv.
Men eftersom jeg nu har lært mange af navnene – Rayno, Vuyo, Richardo, Geraldo, Christopher også er der en der hedder noget med Vuzim.. og en der hedder noget med Kaslin.. Og kan begynde at kende dem ud fra mængden, begynder man straks at føle sig mere tilpas og sikker i sin sag. Det er super dejligt at være med drengene og dejligt de 90 % af tiden smiler og griner. Dog skal man huske de har et barsk liv og man skal passe på hvad man gør og siger – på fredag skal vi holde bøn for en elev der ligger på hospitalet.
Det er underligt jeg både har et hjem her og et i Danmark, men det er en rar fornemmelse. Især at man nu ikke vender sig om hver gang der er en bil der dytter – man ved det er en taxi der vil have en med og at man på to sekunder kan skaffe et lift til byen ved at nikke blidt på hovedet hvorefter man sidder i en minitaxi hvor der egentlig ikke er plads til en sammen med 20 andre og bare stor sveder. Man prøver at holde ved i bilen mens chaufføren kører hurtigt frem og bremser hårdt og dytter for at tjekke om nogen af fodgængerne skal med i den allerede proppede minitaxi. Men 10 minutter efter og 5 rand fattigere, er man overraskende fremme på det sted man ville af og man har alle sine lemmer og tasker. Så kan man ikke føle sig mere som en indfødt.