Rejsebrev

Rejsebrev 01 - kunne ikke sende den som mail

Så er vi endelig kommet til Cape Town. Det var noget af en lang rejse. Vi mødtes alle tre i Vejle hvor far kørte os til Hamburg lufthavn og sørgede for vi kom godt af sted. Vi fik gode pladser i begge fly, og vi fik ventetiden i Heathrow lufthavn til at gå ved at blive sikkerhedstjekket i hoved og røv og stene lidt for groft. Vi var vist alle sammen trætte efter den korte nattesøvn. I flyveren til Cape Town blev vi igen vækket meget tidligt – klokken fem om morgenen fordi os passagerer skulle nå at få morgenmad inden vi landede halv syv. Det var også fint nok, men da jeg åbnede for morgenmaden lå der en gammel rynkede pølse og to skefulde vandet røræg og 6 grå champignoner. Jeg følte mig snydt. Så skyndte mig at fjerne morgenmaden og sov videre. Vi ankom til Cape Town omkring halv syv om morgenen hvor vi efter at have fået godkendt visum og hentet bagage, stod på Lars-tyndskids-marker. Der var ingen Tony at se. Vi kiggede ellers meget nøje på alle skiltene folk viftede med – dog ingen skilte med vores navne på. Vi var trætte og sulten så det var lidt træls at stå i et fremmed land uden at vide hvad vi skulle. Men hvad kunne vi ellers gøre end at vente. Vi stod tre danske piger i et land ingen af os havde kendskab til. Men lige ud af det blå dukker Tony op og tager venligt imod os. Morgentrafikken havde forsinket ham og derfor mener han det er dumt at køre med det samme - så vi sætter os i lufthavnen og får noget at drikke. Tony fortæller en masse ting og mange historier – hvor mange ting vi bare skal glæde os til. Det var rart at få ro til at snakke stille og roligt med ham, dog fes nogle ting han fortalte om ligeså hurtigt ud af øret som det kom ind.

Vi kører derefter stille og roligt til Cape Town hvor han på turen udpeger forskellige ting – Township (slumkvarter), Somerset Hospital (hvor vi måske skal arbejde) , Waterfront (et indkøbscenter omkring et havneområde, meget turistet), Universitet, Down town (eks. Long Street) osv. Tony har et godt ordsprog som beskriver Cape Town meget godt: Byen har udseende og materialer som et første verdens land, men folket har en mentalitet som et tredje verdens land. Vi fortsætter ned langs kysten – det første vi ser, er det dybe blåt hav der glinser og den blå himmel hvor solen bager. Vi fortsætter ned til Shernas kontor for at få nøglen til vores lejlighed, men hun er dog ikke tilstede – vi får fortalt hun måske kommer senere eller ikke (Typisk afrikansk – man er ikke så punktlig som hjemme i Danmark. Hvis man aftaler at mødes klokken syv kan det være alt imellem seks og otte) . Men vi får tiden til at gå med en tur ned på stranden med Tony. Efter turen er hun kommet tilbage og vi skal have nøglerne til lejligheden. Dog først efter et lille toiletbesøg bagved kontoret. Det viser sig at toiletrummet ikke er meget større end selve toilettet (Jeg kunne ikke have min lille rygsæk på ryggen og lukke døren samtidig). Kvinden som viser os toilettet er meget venlig at blive hos os mens vi tisser, dog er døren kun af persienner og toilettet ikke kan skylle ud, så det blev et lidt alternativ toiletbesøg. Men det var bedre end fly toilettet J. Vi letter vores pengepung og giver Sherna omkring 130 penge sedler for at kunne betale huslejen for februar og marts og depositum (Vi betalte omkring 22291 Rand hvilket er 13374 kr). Tony tager os hen til vores lejlighed der viser sig at ligge lige ud til havet – blot en lille 4 sporet vej imellem (husk at kigge til højre først – de kommer meget stærkt i den forkerte side af vejen).

Det viser sig at lejligheden er i rimelig dejlig stand og at sikkerheden er i top – dog er der et par små ting der mangler: For eksempel er der ikke noget lys i vores ene soveværelse og skulle hilse at sige at der bare er mørkt i Cape Town om aftenen. Men det skulle vist nemt klares engang. Vores udsigt er dog ikke ud til havet hvilket kunne have været skønt – heldigvis er der kun få meter derned. Dog er udsigten ind mod byen og dermed er Table Mountain i baggrunden når man kan se det for skyerne. Til venstre ligger det nye stadium kun få meter væk og til højre strækker byen sig og bag ved stadium og bag bjerget strækker byen sig også. Da vi har fået pakket lidt ud og været i et tiltrængt bad, tager Tony os til Waterfront for at vise os hvor vi kan handle og hygge. Waterfront er et sted for turister med stort T. De er over det hele. Men vi fik os et sted at spise lige ved havnekajen og efter det gik vi lidt rundt på Waterfront og så vores første sæler og mødte den afrikanske kultur med masser af musik og dansJ Derefter fik vi handlet ind for 282 rand og vi fik købt et afrikansk simkort med 55 rands taletidskort. Og det virker sørme – overraskende nok J Tony satte os af ved lejligheden så vi resten af dagen kunne slappe af. Mig og Kirstine tog på stranden mens Nanna sov (flyturen tog stadig hårdt på os selvom der ikke er den store tidsforskel mellem danmark og Sydafrika). Mig og Kirstine var også præget af træthed, så da vi tog ned til stranden var vi så kloge at vi ikke ville tage nøglerne med hvis nu Nanna ville ned til os så hun kunne låse efter sig. Så vi smækkede bare døren., vi kunne jo bare banke på hvis Nanna ikke kom ned og vi ville op Det eneste vi glemte var at man skal bruge nøglen til at komme ind i selve lejlighedskomplekset. Det er jo mega meget sikkerhed så vi kunne ikke engang komme hen og banke på vinduet. Heldigvis kom der en mand efter noget tid og lukkede os ind – Nanna sov for kraftigt til at høre dørtelefonen. Senere på aftenen satte vi os med noget knækbrød og vand mens vi så film: Peter Pan. Derefter fik vi en tiltrængt nattesøvn.

Ihh.. Vi oplevede bare så meget i går på vores første dag i Cape Town. Det føltes virkelig som en hel uge. Så i dag ville vi gerne sove lidt længe. Så kvart over elleve tog Tony os med ind til Down Town. Vi havde jo aftalt klokken elleve men man ved aldrig hernede – afrikansk tid er alternativ. Tony viste os hvor vi kunne være sikre at gå og hvor vi ikke skulle gå. Han viste os hvor vi kunne være om aftenen og mange museums vi kan besøge. Han tog os også hen til projektet som vi alle tre skal arbejde på: Learn to live (oversat: Lær at leve). Det er en rigtig pæn skole – måske også fordi jeg havde forestillet mig et lille blikskur. Men det er stort – tre etager og mange klasseværelser. Man kommer ind til en stor skole går hvor selve skolen ligger til venstre og skolens kirke ligger til højre. Projektet er et tilbud til gadebørn i alderen 8 til 16 om at komme i skole og få nogle færdigheder. Dog kan de fleste efter skolen ikke få arbejde fordi der er så høj en arbejdsløshed, men det får dem væk fra gaden og stofferne. Gadebørn over 16 kan som noget nyt blive på skolen og få færdigheder i eksempelvis at reparerer en bil. Så de får en større chance for at få et godt liv med et arbejde. Vi mødte nogle af eleverne – de var rigtig søde. De kom løbende efter Tonys bil da vi kom – sikkert fordi han leger så meget med dem og giver dem lov til at høre højt musik i hans bil. Skolen er for drenge så de er selvfølgelig meget interesseret i biler og at slås. Men de virker rigtig flinke – håber også de er det i klasseværelset J Efter Tony har vist os projektet kører han os hjem så vi har eftermiddagen for os selv. Vi vælger at tage på Waterfront og se på butikker. Vi ender med at sidde og se en pigeskole der fremviser et teaterstykke om glæde – masser af dans og sang. Det var rigtig flotJ vi får handlet ind og går den smukke tur langs det dybe blå vand, lyse blå himmel, den bagende sol og palmer langs vejen. Vi lavet vores første måltid i lejligheden – tortillas J det var rigtig dejligt. Vi slapper af og venter på Tony. Vi ved han vil komme for sent så vi slapper bare af. Vi aftalte syv, men han kom kvart i otte. Tony kørte os over til andre danske piger som er hernede blandt andet som pædagog studerende og volontører. Det er dem vi skal på rundtur med. Vi skal 14 af sted. Tony fortalte og viste os billeder af de steder vi skal hen. Vi kommer til at opleve alverden. Men det fortæller jeg om senere. Lige nu er det vigtigste at komme hen og falde til på projektet og lære byen at kende.

Selvom vi ikke engang har været her i to døgn endnu, er indtrykkene overvældende. Det kan være svært at forholde sig til at vi efter et døgns rejse er i Cape Town, Sydafrika. Nogle gange når man kigger rundt på byen, kunne det ligeså godt være i Europa. Stranden, husene, bilerne ligner på en måde Europa, men så alligevel ikke. Kulturen gør at alting ligner men samtidig ligner det slet ikke. Det er meget svært at skulle forklare. Folket er så multikulturelt som i Europa, både hvide, sorte og farvede, kinesere og indere. Men deres måde at være på er bare så fremmed. I Danmark ville man ikke bare lige pludselig bryde ud i sang og dans midt på gade eller fløjte efter alle piger, men det er bare så naturligt her. Der er virkelig en stor form for afslappethed at man med det samme føler sig helt hjemme – kun 10.000 kilometer hjemmefra. Det er underligt at tænke på at jeg skal være i denne lejlighed og denne by de næste seks måneder, men jeg tror de kommer til at gå hurtigt. Jeg håber jeg kommer hjem til Danmark med kufferten pakket med gode minder og oplevelser, jeg aldrig vil glemme. Jeg håber jeg vil kunne adoptere en smule af den afrikanske form for afslappethed og lære danskerne den. Man skal ikke planlægge et øjeblik, man skal nyde det. Man kan lave om på sin fortid ved at ændre nutiden.

Nu vil jeg ligge mig til at sove. Indtrykkene er mange og det tager hårdt på en. Men jeg ser frem til dagen i morgen og finde ud af hvad den tilbyder af gode oplevelser.