Rejsebrev 02

Nu er det allerede tirsdag, og det er en uge siden jeg tog hjemmefra lille Danmark. Tiden er bare fløjet af sted. Vi har brugt de første par dage til at lære byen at kende. Som jeg tidligere skrev så har Tony vist os meget af byen og vi har selv gået meget rundt for at lære den at kende. Fredag skulle Sherna have været for at gennemgå lejligheden for inventar, men hun dukkede aldrig op – hun bruger virkelig den afrikanske tidsforståelse. Det var dog lidt irriterende for os da vi ikke kunne komme i kontakt med hende – vi brugte hele dagen på at vente på hende. Så sidst på eftermiddagen gad vi ikke mere og tog til Waterfront og kigge butikker. Vi fandt ud af at der er et mega stort indkøbscenter med rigtig mange butikker. Så vi aftalte vi skulle derind når vi har flere penge med. Vi ringede til Tony for at invitere ham med i biffen for at sige tak for alt det han har hjulpet os med, så han kom senere. Han valgte film – han er en action type, men han fik valgt en film om hvordan det er at være homoseksuel. Han var rigtig pinligt berørt og var rød i hovedet hele filmen igennem. Men det var nu en okay film – ikke en oscarvindende. Til information, så er det vildt billigt at gå i biffen hernede: en billet kostede 33 R hvilket er cirka 20 kr. Og om onsdagen er det halv pris så der koster en billet 10 kr. Popcornene og colaerne er dyrere – de koster 48 R hvilket er 30 kr. Så vi kommer nok til at gå i biffen mange gange hernede. Det var rigtig hyggeligt J Søndag var vi i den offentlige pool sammen med de andre danskere vi havde været i byen med om lørdagen. Det var rigtig dejligt at få slappet af og være sammen med de andre. Dog svedte vi som gris over bål. Det var rigtig varmt. Pool området består af mange græs arealer hvor man kan ligge og så er der omkring 3 pools hvor vandet er meget meget meget koldt. Området ligger lige ud til havet, så vandet i poolen er renset havvand. Meget lækkert. Vi brugte hele dagen der. Mandag var vi på tur med Tony. Han tog os også rundt i byen – The Old Money kvarter. Det er et kvarter hvor de rige mennesker bor. Dog er de blevet rige af apartheid så der bliver set lidt ned på dem. Tony tog os også med ned til Camps Bay, som er en vild lækker strand, dog var der så mange mennesker at vi ikke kunne finde nogen parkeringsplads. (Det er jo vildt godt strand vejr). Så vi kørte videre ned af kysten og se de tolv apostle (12 bjerge langs kysten) og Little Lions Head. Vi endte i Hout Bay hvor vi fik frokost. Det var en fiskerestaurant så der fik jeg blæksprutte i en wrap. Det smagte vildt godt. Plus, udsigten var fantastisk – lige ned til den flotteste strand: Hvidt blødt sand og dybt blåt hav, med bjerge i baggrunden og en masse palmer og både. Det var rigtig flot. Om aftenen gik vi på internet cafe. Jeg fandt ud af at internet cafeen lå næsten i samme bygning som det hotel mor og far skal bo på når de kommer herned. Det er et dejligt område. Ikke langt ned til havet, mange indkøbsmuligheder og nemt at komme rundt fra deres vej (det er på den vej alle taxierne kører). Det var meget rart at få snakket med nogen hjemmefra, men føltes lidt underligt. Der har været så mange ting vi har skullet se eller opleve så man har ikke haft tid til at tænke særlig meget på dem derhjemme, ikke haft tid til at have hjemvej. Men i går kunne jeg godt mærke det var lidt hårdt at skulle sige farvel. Vi fik alle sammen snakket med nogen hjemmefra, så stemningen var lidt trykket – vi var lidt stille. Så Tony tog os på jazz klub for unge talenter der endnu ikke har slået igennem. Solister sætter sig sammen og spiller den mest fantastiske musik uden de egentlig har nogle noder eller kende de andre solister. Det var rigtig hyggeligt.
Men det blev jo lidt sent inden vi kom fra jazz klubben, og der var uden for Cape Town den lå, så vi kom sent i seng. Og i dag, tirsdag, skulle vi jo starte på vores projekt. Det var hårdt at komme så tidligt op. Men da vi først steg i taxien der kørte os det sidste stykke til projektet, havde jeg en god følelse i maven. En følelse: I’m on the top of the world, dog ikke på den egoistiske måde. Jeg glædede mig rigtig meget til at se hvilken klasse jeg fik tildelt. Vi får jo son frivillig en klasse tildelt hvor vi skal hjælpe læreren med at styre undervisningen og hjælpe eleverne. Nanna og jeg fik tildelt den samme klasse. Vores lærer hedder Elaine og hun er smadder flink og god til at forklare ting. Det viser sig da vi har været inde i klassen et stykke tid at vi er blevet tildelt The intake class – som er den klasse hvor gadebørnene kommer ind i direkte fra gaden. Efter et stykke tid kan de blive opgraderet til en anden klasse. Skolen har seks klasser hvor tre af dem lærer Xhosa og de andre tre lærer Afrikaansk. Min klasse har afrikaansk, som minder meget om tysk og dansk.
Efter headmaster havde vist os rundt på skolen, mødte vi vores klasse hvor vi var resten af dagen. Da jeg kom ind i min klasse blev jeg meget forbavset over at der kun sad tre elever. Men det viste sig at der er otte i klassen; de kommer bare på forskellige tidspunkter – nogle kommer slet ikke. Det er op til dem selv. Nogen gange kan de blive forhindret. De lever jo et barskt liv på gaden. I dag var vi seks elever. Jeg kan slet ikke huske deres navne – de er vildt svære at udtale og huske. De minder slet ikke om danske navne. Vi startede først ud med lidt matematik og jeg forstod straks hvorfor der ikke er så mange i klassen. Dette er en klasse som består af elever, der ikke er vant til at gå i skole og har problemer med at koncentrere sig. De er i aldersgruppen 12-15 men har kvaliteter og udseende efter 7-8 års alderen. Vi startede derfor blødt ud med nogle nemme plus og minus matematik stykker – dog tog det lang tid for dem alligevel. Jeg sad hos en lille dreng, der virkelig gerne vil lære det og jeg tror han forstod hvordan man laver minus stykker, men desværre har de ikke hjernekapacitet nok til at huske det – forstået på den måde at de tager mange stoffer og sikkert også er på stoffer i skolen, og det ødelægger deres hjerneceller. Jeg så også op til flere gange at de suttede og lugtede til tusserne fordi de er afhængige. Derfor må de ikke bruge lim i skolen. Efter matematik og lidt leg – de kan ikke holde koncentrationen så længe, var der frikvarter hvor mig og Nanna og Elaine havde vagt. Det vil sige vi skulle holde øje med at de ikke tog stoffer eller sloges. Vi fik at vide at vi som volontører ikke skal disciplinere dem, men give dem tryghed. Så hvis vi ser noget de ikke må, skal vi sige det videre til læreren eller fortælle eleverne at man ikke bryder sig om hvad de gør. Dog aldrig sige til dem at det er forbudt. Efter frikvarter lærte de lidt afrikaansk hvor mig og Nanna selvfølgelig ikke kan hjælpe særlig meget udover at være der for læreren. Midt i timen begyndt drengene dog at slås. En person sagde noget på afrikansk til en anden også rejste han sig direkte op og gik hen og slog ham lige ved øjet. De andre drenge reagerer selvfølgelig på det og begynder at slå ham, der havde slået først. De begynder alle at slå på alle men det går mest udover den lille dreng jeg tidligere havde siddet stille og roligt med og lavet matematik. Elaine får det stoppet, og vi ser den lille dreng bløder alle steder fra. Han bliver sur da han ser blodet og går direkte hen til skuffen for at tage en saks som våben. Jeg får dog besked på at stoppe ham af Elaine (Nanna er på toilet). Jeg tager fat rundt om ham og prøver at få ham til at slippe saksen. Han har dog mange kræfter, så begynder i stedet at holde om ham og give ham et knus og spørge om han har det godt og om vi ikke skal rense sårene. Han falder til ro… Heldigvis. Det var en voldsom oplevelse, men det viser bare hvor hård en baggrund og hverdag de har siden de skal være sådan. Senere på dagen kommer den lille dreng hen og giver mig et knus og siger tak for at jeg hjalp ham. Så drengene er vildt søde og rigtig flinke men de har et temperament der siger spar to – de kan vende humør på nul komma fem. Jeg er dog ikke bange for at komme i skole i morgen og opleve sådan noget igen. Hvis jeg kunne klare i dag, kan jeg klare de fleste situationer. Jeg synes faktisk det var rart det skete, så man får indblik i hvad drengene egentlig oplever i deres liv. Det tager meget på ens psyke at være på projektet, men det er et godt formål og glæder mig til at lære dem bedre at kende. Har allerede fået den første kæreste på skolen – han synes simpelthen at jeg har sådan et flot navn og at jeg er ihh og åhh så smuk. Jeg tror han prøver at få lokket en invitation til min lejlighed ud af mig for han kan få noget mad, men det vil og skal vi ikke. Det er rigtig farligt og hvis en kommer med hjem, vil alle – de går meget op i lighed. Så det er også noget man skal tænke på når man går sammen med dem. Man skal vise hensyn og interesse i alle ellers bliver de sure og kan komme op og slås.
Jeg har virkelig allerede i dag lært hvor meget en person kan ændre så mange andres hverdag. Og hvad jeg gør og hvordan jeg opfører mig påvirker de drenge. Jeg håber jeg kan gøre det godt og give de drenge en bedre start på deres ”andet liv” end deres ”første liv” hidtil har været. De fortjener en chance mere og mange af dem tager skolen rigtig seriøs – de har så mange drømme. Dog er det trist nogen allerede har opgivet. Min opgave er at få dem til at drømme igen og realisere deres drømme – måske har den lille dreng i dag lært at lave minus stykker så i morgen tager vi plus stykker. Han er virkelig kvik. Tror han kan nå langt, hvis bare han havde muligheder. Er så glad for skolen findes. Håber der er flere frivillige der kommer i fremtiden, skolen kan ikke overleve uden frivillige. Der er alt for få lærere og der er jo mange flere gadebørn end dem der er på skolen lige nu. Cape Town er virkelig kontrasternes by – Township vs. Sea Point. Gadebørn vs. os. Sort vs. hvid. Gammel ford bil vs. ny ferrari. Man kan opleve alt i Cape Town – det er både fascineret og skræmmende. Glæder mig til at gøre en forskel og sætte fodspor.