Fantastiske og underlige liv.

Uhh.. Nu blev jeg nødt til at tage mig sammen og få skrevet om tiden siden 20 dages turen inden jeg glemmer det helt. (En blog er egentlig en meget god dagbog)

Nåh men hvad der så er sket, vil i nok gerne vide.. Jo siden vi kom hjem fra turen har jeg haft lidt blandede følelser omkring min hverdag hernede, det vi laver og weekenderne. Der er så stor forskel på dagene.

I påsken var mor og far hernede og det var bare dejligt. Samme aften som vi kom hjem fra 20 dages turen, stod jeg i hotellets reception og ventede på at mor og far ville dukke frem rundt om hjørnet. Det var rigtig godt at se dem igen, men alligevel en meget surrealistisk oplevelse eftersom jeg jo er 10.000 km væk hjemmefra. Men dagene fløj forbi. Vi var turister i høj grad – forestil jer, mor og far komme gående langs gaden med deres røde ferrari kasketter og hvide ben, hvor efter de skal krydse gaden og de begge svinger hovedet til venstre for at kigge efter biler :) (Det er venstreside kørsel, så man skal kigge til højre). Nåh men vi fik set rigtig meget. De første par dage hvad vi rundt i byen og jeg viste dem midtbyen, markeder, min skole, Companys Garden, Waterfront, Bo-Kaap, kæmpe akvarium osv. (En venlig mand kunne åbenbart se vi var turister og påpegede at der var delfiner ude i havet – lige udfor hvor jeg bor. Underligt at se delfiner fra kysten og så mange af dem). Vi besøgte også Table Mountain – det var rigtig varmt den dag men det betød ingen skyer og derfor rigtig god udsigt til Cape Town og ned langs siderne til Cape Point, og til siderne: Atlanter Havet og Cape Agulhas. Efter et par meget turistet byture tog vi ud af byen til Port Elizabeth, hvor vi besøgte Addo Elefant park, som er en meget fin safari park. Plus, kanotur, mærke det indiske ocean, udsigtspunkter, skovgåtur, casino aftener osv. Efter turen østpå tog vi sydpå til Cape Point og på Township tur rundt i Cape Town. Så vi fik set rigtig meget som turister.

Efter påsken begyndte jeg igen på Learn to live, dog viste det sig at kun tre af klassens otte elever kom tilbage til skolen. Så de første par dage gik med få matematik timer også ellers bare leg. Elaine ville gerne se om resten af drengene kom tilbage efter weekenden så de kunne nå at være med. (Vi startede i skole en onsdag, så måske meget logisk nogle drenge venter med at komme tilbage til efter weekenden). Men dagene gik og ingen kom. Så vi begyndte stille med små lektioner. Jeg følte at jeg kom tættere på Vusumzi og Geraldo som ellers er lidt generte når andre er der, men de åbnede sig op og ville gerne have mig og Nanna til at hjælpe dem og lege med os. Det var en rigtig dejlig følelse og jeg vidste resten af tiden ville blive god her på skolen. Følte mig tilpas. Men en torsdag kommer Kyle, en tidligere elev, tilbage. Selvom man som volontør ikke må gøre forskel på drengene, så gør denne dreng et eller andet som jeg bare ikke bryder mig om. Han har ufattelige gode lederegenskaber, dog bruger han dem til at manipulere de andre. Han er typen der kommer ind og afbryder andres leg for bagefter at overtage den. Plus, de drenge jeg endelig følte mig tæt på, blev generte igen. Han er bare over det hele og kræver opmærksomhed for fem. Efter den torsdag synes jeg bare ikke at dagene på Learn to live har været så fantastiske gode.

Men heldigvis dukkede chancen op for at kunne komme ind på Somerset Hospital som volontør. Og det spreder glæde og bryder den lidt trivielle og til tider trælse og hårde hverdag på Learn to live. Jeg er på hospitalet to eftermiddage om ugen – onsdag og fredag. Jeg går der hen lige efter skole og klæder om til volontøruniform så de andre sygeplejersker kan kende os. Mit job er at bringe glæde til de syge børn og få dem op af deres seng. Mange af børnene får aldrig besøg af deres mødre fordi de ikke har råd, men de som får besøg bliver aldrig taget op eller leget med fordi sydafrikanske mødre ikke mener man skal opfostre børn, men bare lade dem selv vokse. Derfor er vi volontører her. Jeg giver dem mad, sørger for de er rene, leger med dem, prøver at få smilet frem på deres læber, går rundt og vugger dem til de sover, laver øvelser med dem som styrker deres motorik og muskler. Vi har en volontørstue på hospitalet, hvor man kan hente alderssvarende legetøj til børnene for at stimulere dem (alt er blevet doneret). I dag var jeg på stuen Bailey, som er den stue hvor børnene er mest raske. Udover Bailey har vi en stue, Ebden, som er for de mindre raske eller for dem der venter på en seng bliver ledig på Bailey og en stue Barkley som er for de rigtig syge. På Barkley er det rigtig ubehageligt at gå – se børnene med slanger ud af kroppen og være koblet til maskiner. Der er også et isoleret rum derinde som er for de smittende børn – for eksempel børn med slem diarre osv. Jeg har endnu ikke været derinde for at træne dem, men jeg føler mig slet ikke tilpas på den stue så jeg tror næppe jeg nogensinde vil lege med dem.

Man tænker ikke lige over det, men det bringer en alverdens lykke at kunne få et ensomt barn til at smile og endda grine. Det varmede mit hjerte i dag, da en lille pige vågnede fra sin middagslur mens jeg nussede hende og tog rundt om min pegefinger. Jeg sagde på dansk ”Hejsa” til hende og hun svarede tilbage med ”Hejsa”. (Korrekt udtale og det hele). Det er rigtig dejligt at være på hospitalet og få et afbræk i sin ”Learn to Live-hverdags boble”. Her føler jeg mig nu tilpas og jeg tror det hjælper mig tilbage til at holde af Learn to live og sætte pris på drengene der ivrigt søger min opmærksomhed. De er vel egentlig bare glade for jeg er der – det kommer bare til udtryk på en underlig måde engang imellem. Så mine hverdage som volontør er rigtig gode og de skal nok blive endnu bedre :)

Jeg har dog tænkt, når jeg går de 40 minutter til og fra Learn to live, hvor kontrastfyldt mit liv hernede er. Ligeså kontrastfyldt som landet er, er mine dage. Jeg er volontør og turist! Alt på samme tid. Mange af de weekender vi har, bliver brugt til at se alle mulige ting. Fredag aften er sushi aften hvor alle danskerne fra 20 dages turen mødes og snakker sammen. Onsdag er biograf dag. Denne weekend var jeg med nogle af pigerne på Sightseeing tur (rundtur til seværdigheder) rundt i Cape Town. Det er en bus som kører en bestemt rute, så man kan hoppe af forskellige steder og hoppe på igen senere. Vi tog ned til Kirstenbosch som er verdens største botaniske have hvor planter i deres eget miljø bliver brugt til studier. Her gik vi rundt og nød den flotte have med Table Mountains betagende udseende i baggrunden. Vi kørte også med bussen rundt i byen og op langs vestkysten. Næste dag tog vi igen bussen til Kirstenbosch fordi det var så fantastisk vejr. Her havde vi picnic. Efter det tog vi hen til et reservat ”World of birds”: Et reservat med alverdens fugle, alt fra pingviner, til påfugle, til undulater, til høns uden hoveder. Man kunne også komme ind i ”Monkey World” hvor man går inde hos aberne. Det første der skete var at tre hoppede på Kirstine fordi hun holdte noget mad. Dette blev straks gemt væk og vi hyggede os med aberne. De var faktisk forbløffende kloge – en der var hoppet på mig prøvede at få min lynlås til min taske op. Heldigvis havde den ikke kræfter til den, men den kendte princippet (Mon den kunne lugte bananen i min taske?!).
Så når man engang imellem har tid for sig selv, ryger tankerne igennem hovedet på en. Det er lidt ligesom at leve et dobbelt liv. I hverdagen er jeg volontør og i weekenden er jeg turist. Derfor var det også underligt at vende tilbage til Learn to live efter påske. Når man har leget turist i næsten 5 uger er det underligt at vende tilbage til det kendte og se drengene igen (dem der så dukkede op). Selvfølgelig vidste jeg inden jeg tog herned jeg ville lege turist nogen af dagene, men når jeg på vej hjem fra skole ser turister med kasketter og hvide ben kun gå rundt på Waterfront, tænker jeg bare at de aldrig vil komme til at se det rigtige Cape Town. Men tænker Sydafrikanerne så også det om mig? At jeg aldrig vil komme til at se det rigtige Syd Afrika fordi jeg ikke lever i det til hverdag men har en billet hjem til 1. Verdens land den 10. August?
Jeg føler jeg har fået et stort indblik i Syd Afrika. Både turen rundt i landet til de mange forskellige steder turister aldrig når, mit arbejde som volontør koblet sammen med township turen, livet på hospitalet, plus alle mine turistture har givet mig meget og jeg håber jeg giver lidt igen. Derfor vil jeg fortsætte med at have dette underlige men fantastiske dobbelt liv hernede langt sydpå. Det starter allerede på fredag igen, hvor vi skal med Tony til Cape Agulhas.

Kontrasternes land

Boernene i Langa

Da mine forældre var hernede, tog Tony os med på en Township tur. Sikke en øjeåbner.
Vi startede dagen på ”District Six”. Det er et museum for området af samme navn der under apartheidens regime blev jævnet med jorden. Kun kirkerne blev stående tilbage således Sydafrika ikke vil anråbe sig det internationale samfunds opmærksomhed. Apartheidregeringen besluttede at jævne dette ellers levende område med jorden, fordi de hvide mente og var bange for så mange farvede og sorte var samlet et sted. Plus, district six lå i forbindelse med alle de andre distrikter hvor de hvide boede – derfor kunne man ikke have et sort område så tæt på. District six skulle være et hvidt område. På museet ser man eksempelvis billede af Richmond Street som før var en pulserende gade med liv og nu ikke andet end en græsmark som et mindesmærke.

District Six museum - Apartheid

Efter museet tog Tony os med rundt i District Six. Et stort øde område med en kirke stående midt på en mark. Man har beholdt de huse som tilhørte de hvide, men alt andet er væk. Det undrede mig at regeringen har brugt så meget tid på at fjerne familier fra deres hjem og ødelægge husene uden at genopføre noget på grundene. Apartheid ligger uden for min horisont.
Vi kom også ud i township Langa, hvor vi besøgte en xhosa kvinde og så hendes blikskur af et hjem. En guide tog os med rundt i byen og viste os de forskellige dele: det nyere kvarter, det helt fattige, det mellem osv.. Langa ligger ud til den vej man kører på når man skal til og fra lufthavnen, så regeringen er ved at erstatte blikskurerne i rækken ud til vejen med finere huse således folk under VM ikke kommer til at se slummet.

Til sidst tog vi til Khayelitsha hvor vi besøgte det hjem nogle af mine drenge bor på. Store sovesale hvor der er presset så mange køjesenge ind som overhovedet mulig. Få har personlige ejendele, men hjemmet har den regel at hvis drengene ikke ejer noget, kan de ikke stjæle fra hinanden. Derfor deler alle drengene også tøj og sko. Der er ikke meget at lave på det hjem, da det næsten ikke består af andet end vægge og stål senge.

Når man er på sådan en tur, kan man næsten ikke gøre andet end at tænke. Sydafrika er kontrasternes land!

For det første er det underligt nu at forstå rigtig hvad apartheid er og hvordan den påvirkede/påvirker folk. Ude foran District Six museet er der en undskyldning: ”Remember with shame the many thousands of people who lived for generations in District Six and other parts of this city and were forced by law to leave their homes because of the colour of their skins. Father forgive us..” (Husk med skam de mange tusinde mennesker der for generationer levede i Distict six og andre dele af byen og blev tvunget til af lov at flytte fra deres hjem pga. deres hudfarve) Man kan sagtens stadig føle hvordan farven af ens hud kan være afgørende og hvordan mange går i angrebsposition hvis man nævner noget forkert. Det er kun 15 år siden apartheid for alvor endte. Men igen, det er 15 år siden: Tænk, de stadigvæk undskylder. Det er en underlig fornemmelse at komme som uvist og mærke hvordan nogle er voldsomt præget og andre overhovedet ikke.

En anden ting man kan tænke over er: Hvad er et township egentlig…? Da vi var på 20 dages tur i marts besøgte vi to af de tre største township i Sydafrika. Den ene Bushbokrich med 2,5 millioner indbyggere og Soweto på næsten 5 millioner indbyggere. Jeg troede et township var et sted hvor fattige folk boede. Et område hvor man ikke skulle betale for husleje osv. Men Soweto indeholder både millionærer og folk under fattigdomsgrænsen. Så ordet ”township” er økonomisk meget bredt.

Desuden er det underligt at regeringen fjerner alle blikskurene som ligger ud til den vej man kører på til og fra lufthavnen så turisterne under VM ikke ser hvor forfærdelig folk bor. Man prøver at fjerne alt for synlige kontraster. Men selvom mange bor i blikskure og halvdelen af skuret er rådnet, er det stadig deres hus! Xhosa kvinden vi var inde at besøge i Langa, var i hvert fald meget stolt af sit hjem. Det er trods alt bedre end at leve på gaden. Så hvis regeringen vil hjælpe, burde de vel fjerne alle blikskurene og erstatte dem med noget bedre. Også de township der ikke ligger ud til nogen stor vej – forsøge at skabe en lille bro mellem slum og by.
Jeg faldt over et citat fra den bog jeg er ved at læse for tiden (Questions and answers – spørgsmål og svar) som handler om et forældreløst barn der bor på et børnehjem: ”These films are about a fantasy world. A world in which kids have mothers and fathers, and birthdays. A world in which they live in huge houses, drive in huge cars and get huge presents. We saw this fantasy world but we never got carried away with it.” Det er underligt at tænke over at selv mine små søde drenge ser vores liv som fantasy world. Selv vores lærer Elaine synes det. Hun blev helt chokeret den høje husleje vi betalte. ”Det havde hun bestemt ikke råd til” (Hun ville ikke engang tage sin datter med ud og spise pasta og i biograffen for hvis der skete en ulykke senere, ville hun ikke have penge til at dække det). Men lige meget hvad er det rart at kunne hjælpe dem der ikke er på den gode kontrast side og måske udligne kontrasten lidt for nogle få. Christopher blev i hvert fald rigtig glad da jeg efter 5 ugers fri kom i skole igen – han kom og omfavnede mig, hans smil lyste op til himlen. Og hans ord var: ”I have missed you”. Så en lille forskel jeg måske gøre - Mindske afstanden til fantasy verdenen for Christopher og de andre i klassen.

Turen har været en øjeåbner. Og jeg er på en måde stolt over at være en af dem der forstår nu: hvor slemt det har været og hvor slemt det stadig er. Men også være med til at skabe kontakt mellem fattig og rig – gøre kontrasten mindre. Måske endda være en del af at gøre Sydafrika til et helt 1. Verdens land og ikke kun af udseende.

Vi har oplevet saa meget paa denne rundrejse at det naesten ikke er til at forklare. Men jeg vil tage mig sammen og skrive om det hele. Men en ting kan jeg ikke vente med at skrive om og det er at jeg har 5,4,3,2,1 BUNGY.... Ved verdens hoejeste bungy jump - 216 meter ned, 6 sekunder i frit fald, 40 sekunder op og ned med en lille elastik som den eneste redning. Jeg var faktisk ikke saerlig nervoes. Det eneste jeg var i tvivl om var hvordan man sprang. Men det er jo bare at hoppe sagde Nanna soedt til mig... Ja det kan hun sagtens sige. Det var vild at springe. Kunne slet ikke maerke elastikken om benene og de sad bare fast en soelle gang rundt om benene og selve elastikken saa lidt brugt ud. Saa er 6 sekunder i frit fald daelme laenge kan jeg lige love for. Men det var skide sjovt. En oplevelse for livet. Kan stadig maerke luften der suser forbi oererne paa vej ned..

Foer vi springer - Anne, Mie og Janni - skal den lille sele kunne redde mig?!?

Kan i finde holger? Hehe.. Her springer jeg saa.. Faktisk et ret godt spring af en uprofessionel.. Overlevede kan jeg fortaelle .. Hehe