Fantastiske og underlige liv.

Uhh.. Nu blev jeg nødt til at tage mig sammen og få skrevet om tiden siden 20 dages turen inden jeg glemmer det helt. (En blog er egentlig en meget god dagbog)

Nåh men hvad der så er sket, vil i nok gerne vide.. Jo siden vi kom hjem fra turen har jeg haft lidt blandede følelser omkring min hverdag hernede, det vi laver og weekenderne. Der er så stor forskel på dagene.

I påsken var mor og far hernede og det var bare dejligt. Samme aften som vi kom hjem fra 20 dages turen, stod jeg i hotellets reception og ventede på at mor og far ville dukke frem rundt om hjørnet. Det var rigtig godt at se dem igen, men alligevel en meget surrealistisk oplevelse eftersom jeg jo er 10.000 km væk hjemmefra. Men dagene fløj forbi. Vi var turister i høj grad – forestil jer, mor og far komme gående langs gaden med deres røde ferrari kasketter og hvide ben, hvor efter de skal krydse gaden og de begge svinger hovedet til venstre for at kigge efter biler :) (Det er venstreside kørsel, så man skal kigge til højre). Nåh men vi fik set rigtig meget. De første par dage hvad vi rundt i byen og jeg viste dem midtbyen, markeder, min skole, Companys Garden, Waterfront, Bo-Kaap, kæmpe akvarium osv. (En venlig mand kunne åbenbart se vi var turister og påpegede at der var delfiner ude i havet – lige udfor hvor jeg bor. Underligt at se delfiner fra kysten og så mange af dem). Vi besøgte også Table Mountain – det var rigtig varmt den dag men det betød ingen skyer og derfor rigtig god udsigt til Cape Town og ned langs siderne til Cape Point, og til siderne: Atlanter Havet og Cape Agulhas. Efter et par meget turistet byture tog vi ud af byen til Port Elizabeth, hvor vi besøgte Addo Elefant park, som er en meget fin safari park. Plus, kanotur, mærke det indiske ocean, udsigtspunkter, skovgåtur, casino aftener osv. Efter turen østpå tog vi sydpå til Cape Point og på Township tur rundt i Cape Town. Så vi fik set rigtig meget som turister.

Efter påsken begyndte jeg igen på Learn to live, dog viste det sig at kun tre af klassens otte elever kom tilbage til skolen. Så de første par dage gik med få matematik timer også ellers bare leg. Elaine ville gerne se om resten af drengene kom tilbage efter weekenden så de kunne nå at være med. (Vi startede i skole en onsdag, så måske meget logisk nogle drenge venter med at komme tilbage til efter weekenden). Men dagene gik og ingen kom. Så vi begyndte stille med små lektioner. Jeg følte at jeg kom tættere på Vusumzi og Geraldo som ellers er lidt generte når andre er der, men de åbnede sig op og ville gerne have mig og Nanna til at hjælpe dem og lege med os. Det var en rigtig dejlig følelse og jeg vidste resten af tiden ville blive god her på skolen. Følte mig tilpas. Men en torsdag kommer Kyle, en tidligere elev, tilbage. Selvom man som volontør ikke må gøre forskel på drengene, så gør denne dreng et eller andet som jeg bare ikke bryder mig om. Han har ufattelige gode lederegenskaber, dog bruger han dem til at manipulere de andre. Han er typen der kommer ind og afbryder andres leg for bagefter at overtage den. Plus, de drenge jeg endelig følte mig tæt på, blev generte igen. Han er bare over det hele og kræver opmærksomhed for fem. Efter den torsdag synes jeg bare ikke at dagene på Learn to live har været så fantastiske gode.

Men heldigvis dukkede chancen op for at kunne komme ind på Somerset Hospital som volontør. Og det spreder glæde og bryder den lidt trivielle og til tider trælse og hårde hverdag på Learn to live. Jeg er på hospitalet to eftermiddage om ugen – onsdag og fredag. Jeg går der hen lige efter skole og klæder om til volontøruniform så de andre sygeplejersker kan kende os. Mit job er at bringe glæde til de syge børn og få dem op af deres seng. Mange af børnene får aldrig besøg af deres mødre fordi de ikke har råd, men de som får besøg bliver aldrig taget op eller leget med fordi sydafrikanske mødre ikke mener man skal opfostre børn, men bare lade dem selv vokse. Derfor er vi volontører her. Jeg giver dem mad, sørger for de er rene, leger med dem, prøver at få smilet frem på deres læber, går rundt og vugger dem til de sover, laver øvelser med dem som styrker deres motorik og muskler. Vi har en volontørstue på hospitalet, hvor man kan hente alderssvarende legetøj til børnene for at stimulere dem (alt er blevet doneret). I dag var jeg på stuen Bailey, som er den stue hvor børnene er mest raske. Udover Bailey har vi en stue, Ebden, som er for de mindre raske eller for dem der venter på en seng bliver ledig på Bailey og en stue Barkley som er for de rigtig syge. På Barkley er det rigtig ubehageligt at gå – se børnene med slanger ud af kroppen og være koblet til maskiner. Der er også et isoleret rum derinde som er for de smittende børn – for eksempel børn med slem diarre osv. Jeg har endnu ikke været derinde for at træne dem, men jeg føler mig slet ikke tilpas på den stue så jeg tror næppe jeg nogensinde vil lege med dem.

Man tænker ikke lige over det, men det bringer en alverdens lykke at kunne få et ensomt barn til at smile og endda grine. Det varmede mit hjerte i dag, da en lille pige vågnede fra sin middagslur mens jeg nussede hende og tog rundt om min pegefinger. Jeg sagde på dansk ”Hejsa” til hende og hun svarede tilbage med ”Hejsa”. (Korrekt udtale og det hele). Det er rigtig dejligt at være på hospitalet og få et afbræk i sin ”Learn to Live-hverdags boble”. Her føler jeg mig nu tilpas og jeg tror det hjælper mig tilbage til at holde af Learn to live og sætte pris på drengene der ivrigt søger min opmærksomhed. De er vel egentlig bare glade for jeg er der – det kommer bare til udtryk på en underlig måde engang imellem. Så mine hverdage som volontør er rigtig gode og de skal nok blive endnu bedre :)

Jeg har dog tænkt, når jeg går de 40 minutter til og fra Learn to live, hvor kontrastfyldt mit liv hernede er. Ligeså kontrastfyldt som landet er, er mine dage. Jeg er volontør og turist! Alt på samme tid. Mange af de weekender vi har, bliver brugt til at se alle mulige ting. Fredag aften er sushi aften hvor alle danskerne fra 20 dages turen mødes og snakker sammen. Onsdag er biograf dag. Denne weekend var jeg med nogle af pigerne på Sightseeing tur (rundtur til seværdigheder) rundt i Cape Town. Det er en bus som kører en bestemt rute, så man kan hoppe af forskellige steder og hoppe på igen senere. Vi tog ned til Kirstenbosch som er verdens største botaniske have hvor planter i deres eget miljø bliver brugt til studier. Her gik vi rundt og nød den flotte have med Table Mountains betagende udseende i baggrunden. Vi kørte også med bussen rundt i byen og op langs vestkysten. Næste dag tog vi igen bussen til Kirstenbosch fordi det var så fantastisk vejr. Her havde vi picnic. Efter det tog vi hen til et reservat ”World of birds”: Et reservat med alverdens fugle, alt fra pingviner, til påfugle, til undulater, til høns uden hoveder. Man kunne også komme ind i ”Monkey World” hvor man går inde hos aberne. Det første der skete var at tre hoppede på Kirstine fordi hun holdte noget mad. Dette blev straks gemt væk og vi hyggede os med aberne. De var faktisk forbløffende kloge – en der var hoppet på mig prøvede at få min lynlås til min taske op. Heldigvis havde den ikke kræfter til den, men den kendte princippet (Mon den kunne lugte bananen i min taske?!).
Så når man engang imellem har tid for sig selv, ryger tankerne igennem hovedet på en. Det er lidt ligesom at leve et dobbelt liv. I hverdagen er jeg volontør og i weekenden er jeg turist. Derfor var det også underligt at vende tilbage til Learn to live efter påske. Når man har leget turist i næsten 5 uger er det underligt at vende tilbage til det kendte og se drengene igen (dem der så dukkede op). Selvfølgelig vidste jeg inden jeg tog herned jeg ville lege turist nogen af dagene, men når jeg på vej hjem fra skole ser turister med kasketter og hvide ben kun gå rundt på Waterfront, tænker jeg bare at de aldrig vil komme til at se det rigtige Cape Town. Men tænker Sydafrikanerne så også det om mig? At jeg aldrig vil komme til at se det rigtige Syd Afrika fordi jeg ikke lever i det til hverdag men har en billet hjem til 1. Verdens land den 10. August?
Jeg føler jeg har fået et stort indblik i Syd Afrika. Både turen rundt i landet til de mange forskellige steder turister aldrig når, mit arbejde som volontør koblet sammen med township turen, livet på hospitalet, plus alle mine turistture har givet mig meget og jeg håber jeg giver lidt igen. Derfor vil jeg fortsætte med at have dette underlige men fantastiske dobbelt liv hernede langt sydpå. Det starter allerede på fredag igen, hvor vi skal med Tony til Cape Agulhas.