Det store farvel…

Hele denne uge har man skulle sige farvel til en masse og se ting for sidste gang. Mandag sagde jeg farvel til en dansk pædagog studerende og det samme gjorde vi tirsdag. Onsdag var vi for sidste gang i biografen og for sidste gang ude og shoppe på Long Street. Torsdag handlede vi for sidste gang mad og var for sidste gang på Somerset Hospital. Fredag havde vi vores sidste dag på Learn To Live og vi var for sidste gang ude og spise sushi. Lørdag var vi for sidste gang på Waterfront og vi spiste for sidste gang hjemme. Søndag er vores sidste hele dag, vi siger farvel til Q og de andre danske pædagog studerende og vi spiser for sidste gang aftensmad. Mandag vågner vi for sidste gang i vores lejlighed i Mouille Point, vi pakker for sidste gang, vi siger farvel til Tony og ser for sidste gang Sydafrika gennem en volontørs øjne…

Det har været en mærkelig uge – at sige farvel til så meget kendt; sige farvel til ens hverdag gennem et halvt år. Det er sjovt at Mennesket er indrettet til lynhurtigt at kunne danne sig en ny tilværelse og hverdag 11.000 km væk fra det kendte.

Det er anderledes og hårdere at sige farvel til Sydafrika end det var at sige farvel til ens familie og hverdag i Danmark da man skulle af sted. Kommer man nogensinde tilbage og hvad kommer man så tilbage til? Vil man nogensinde se drengene igen? Og hvordan vil det gå dem? Man er aldrig mere volontør i Sydafrika; aldrig mere her sammen med de fantastiske mennesker som vi har rejst og mødt det sidste halve år. Det sidste halve år er noget man aldrig kan genskabe, men altid vil huske. Jeg er så glad for at jeg havde muligheden for at tage af sted og opleve alt mellem himmel og jord. Nu ser jeg frem til at møde familien og mit land igen. Dog med et helt andet sæt briller. Sådan et ophold sætter tankerne i gang og får en til at sætte pris på det man så let tager for givet i Danmark men kæmper så hårdt for her.

Hvis minder, oplevelser, nye venskaber, læring, erfaring skulle pakkes i kufferten ville 23 kg slet ikke være i nærheden af nok. Slet ikke!

Ved foden af Table Mountain gemmer der sig en kæmpe by med en fantastisk befolkning og tusinde af muligheder. Det mystiske bjerg gemmer ens oplevelser og tanker til næste gang vi mødes.

Farvel til 173 fantastiske dage og på gensyn!

Farvel….

Nu sidder jeg i vores lejlighed med et halvt hjerte og tænker de 6 måneder igennem. Hvordan kan man sige farvel til noget og nogle som er blevet ens hverdag?
Torsdag den 6. August tog vi efter skole til Somerset for sidste gang. Vi havde købt en lille kage med til Val, vores volontørrådgiver, og hun havde skrevet en udtalelse til os. Nanna og jeg besluttede os for at tage en sidste tur på stuerne. Først ind på Bailey og trøste et par grædende børn og få ensomme Otandwayo til at grine. Jeg kiggede rundt i rummet og tog de sidste indtryk til mig: De sidste smil og gråd, de sidste sovende mødre, de sidste stressende sygeplejersker, de sidste stinkende bleer, de væltede sutteflasker. Derefter ind på Ebden hvor vores malerier pynter væggene og hvor lægerne stresser rundt. Også et kort glimt ind på Ladyloch og Barkley.
Da jeg gik fra Somerset med min udtalelse i hånden, kunne jeg mærke at jeg og de andre medvolontører har gjort en forskel – både mentalt og fysisk. Selvfølgelig kan børnene ikke huske hvad man har gjort for dem, men alligevel håber man inderst inde at man har rørt dem og vakt et lys i dem. Jeg håber også sygeplejerskerne har lært lidt af hvordan vi arbejder og vil tage imod volontørernes hjælpende hænder i fremtiden.. Jeg håber sådan at de næste volontører vil tage over hvor vi slap og arbejde videre med de mål vi har sat og arbejdet ud fra.
Men det er en underlig fornemmelse at Somerset ikke længere er dit mere, når det har været et sted man virkelig brændte for, lagde hjertet i og har lagt mange timer. Det går nok først op for en senere hvor meget det arbejde har påvirket en selv og hvor meget man egentlig savner det. Jeg tror ikke helt det er gået op for mig endnu at jeg har sagt farvel.

Et farvel til en stor oplevelse og et kæmpe arbejde som volontør! Da jeg var volontør på Somerset Hospital..

Outing med drengene

Vi har i lang tid villet tage drengene ud på en tur, men hvor skulle det lige være? De er ikke specielt høje, og de er kun mellem 12 og 15 så det begrænser udvalget. Men vi faldt over iceskating og tænkte det kunne være alle tiders.

Det hele startede tirsdag den 4 august. Vi havde ikke fortalt drengene hvor vi skulle hen og hvad vi skulle lave, så da vi kørte af sted fra den normale skoledag og misundelige elever, var det med store øjne og mange gæt fra drengene. De sugede alt til sig som om de aldrig havde været udenfor og som om de aldrig ville komme ud igen. Det var en fornøjelse at se de nød turen og at de var spændte.

Vi ankom til Grand West cirka 20 minutter nord for Cape Town. Alle drengene jublede, da de godt vidste at der gemte iceskating bag murene. Jeg spurgte Kyle hvordan han vidste at det var iceskating, og han svarede at han plejer at tigge her når han er ude på gaden!! Jeg prøvede at glemme det han sagde, men hver gang jeg så nogle mennesker i vej kanten tænkte jeg om det var en af vores drenge.

Da vi ankom til iceskating banen får man udleveret skøjter, men drengene havde jo ingen sokker på!! Heldigvis havde vi taget en masse med hjemmefra og dem fik de lov at beholde. Da vores drenge jo ikke er så gamle, skulle de alle hjælpes med at få skøjter på. Stort kaos. Jeg havde lige hjulpet Ricardo Jackson med hans skøjter og hjalp nu Brandon med hans. Der må ikke være gået mere end 2 minutter, så kommer Ricardo Jackson tilbage fra isen med den største bule i panden! Heldigvis er han ikke så pivet så et lille plaster over bulen og han er klar igen – dog mere forsigtig. Alle drengene får på en eller anden magisk vis de rigtig skøjter og sokker på og er alle ude på isen. Det viser sig at tre ud af ti har prøvet det før, og Vusumzi konkurrerer med de store øvede drenge.

Det var dejligt at se dem ude på isen og alle havde stort smil. Vores drenge var over det hele, og hyggede sig. Næsten lige meget hvor man kiggede kunne man se en lille dreng i blå jakke og grå bukser ligge med skøjterne i vejret. Jeg tror det gælder for mange af dem at de lå mere ned end de stod, men de nød det. Da mig og Nanna kunne se drengene kunne styre sig selv på isen hentede vi vores skøjter og deltog på isen. Nu har jeg ikke gjort så meget i iceskating, men gudskelov for mig fortid med rulleskøjter. Det hjalp at jeg har stået på rulleskøjter, da det er nogenlunde samme teknik. Så mig og Nanna skøjtede rundt og hjalp drengene op, skøjtede med dem, og hjalp dem af sted som ikke var særlig trygge. Geraldo holdte hele tiden ved kanten og trak sig af sted, så jeg tog han i hånden og skøjtede ud på banen. Han fik et smil op til begge ører. Det var magisk. Drengene øvede sig meget i ballet, hvilket er en smule underligt at se da de har så hård en facade som gadedrenge. Men ude på isen var de ganske almindelige drenge der hygge sig. Det var vidunderligt.

Vi ville også gerne have vores 62 år gamle lærer med ud på isen, og hun var klar på at prøve. Nanna hjalp hende på med skøjterne og Nanna og Emanuel tog hver en arm og hjalp hende ud på isen. Det viser sig dog at Elaine ikke har nogen form for balancesans og hun havde svært ved at holde hendes ben strakte. Det endte hele tiden med at hun sad halvt ned hvor Nanna holdte hende, eller benene i split. Oveni det fik hun grineflip! Det gør det ikke nemmere. Så da hun var kommet 1,5 meter ud på isen og holdte ved kanten, benene i split, Nanna som støtte, begyndte hun at grine så kraftigt hun ingenting kunne. Det var Elaines tur på skøjter :)

Efter halvanden time på skøjter var det tid til at stoppe og spise frokost. Det var dog svært at få drengene af isen igen, fordi de nød det så meget. Det var jo bare perfekt. Skolen havde lavet madpakker til drengene, og dem nød de med høj snak om hvor god eller dårlig hinanden havde været ude på isen :) Efter madpakkerne gav mig og Nanna drengene en stor is som de nød. Lige et øjeblik var der stille blandt de 10 små energibundter. Da vi skulle hentes af skolen, viste det sig at bilen var gået i stykker, så vi måtte vente på en ny fra skolen. Da den endelig kom og drengene fik sat sig ned og vi var af sted mod Cape Town, blev der stille. Næsten hver og en faldt i søvn, og det var skønt at se. Dagen sluttede da vi satte drengene af ved Homestead, de alle gav et knus og vinkede farvel foran lågen til det lille hus under broen som de kalder hjem.

Jeg troede aldrig dagen ville gå så godt som den gjorde. Det har inderligt været en fantastisk oplevelse.