Outing med drengene

Vi har i lang tid villet tage drengene ud på en tur, men hvor skulle det lige være? De er ikke specielt høje, og de er kun mellem 12 og 15 så det begrænser udvalget. Men vi faldt over iceskating og tænkte det kunne være alle tiders.

Det hele startede tirsdag den 4 august. Vi havde ikke fortalt drengene hvor vi skulle hen og hvad vi skulle lave, så da vi kørte af sted fra den normale skoledag og misundelige elever, var det med store øjne og mange gæt fra drengene. De sugede alt til sig som om de aldrig havde været udenfor og som om de aldrig ville komme ud igen. Det var en fornøjelse at se de nød turen og at de var spændte.

Vi ankom til Grand West cirka 20 minutter nord for Cape Town. Alle drengene jublede, da de godt vidste at der gemte iceskating bag murene. Jeg spurgte Kyle hvordan han vidste at det var iceskating, og han svarede at han plejer at tigge her når han er ude på gaden!! Jeg prøvede at glemme det han sagde, men hver gang jeg så nogle mennesker i vej kanten tænkte jeg om det var en af vores drenge.

Da vi ankom til iceskating banen får man udleveret skøjter, men drengene havde jo ingen sokker på!! Heldigvis havde vi taget en masse med hjemmefra og dem fik de lov at beholde. Da vores drenge jo ikke er så gamle, skulle de alle hjælpes med at få skøjter på. Stort kaos. Jeg havde lige hjulpet Ricardo Jackson med hans skøjter og hjalp nu Brandon med hans. Der må ikke være gået mere end 2 minutter, så kommer Ricardo Jackson tilbage fra isen med den største bule i panden! Heldigvis er han ikke så pivet så et lille plaster over bulen og han er klar igen – dog mere forsigtig. Alle drengene får på en eller anden magisk vis de rigtig skøjter og sokker på og er alle ude på isen. Det viser sig at tre ud af ti har prøvet det før, og Vusumzi konkurrerer med de store øvede drenge.

Det var dejligt at se dem ude på isen og alle havde stort smil. Vores drenge var over det hele, og hyggede sig. Næsten lige meget hvor man kiggede kunne man se en lille dreng i blå jakke og grå bukser ligge med skøjterne i vejret. Jeg tror det gælder for mange af dem at de lå mere ned end de stod, men de nød det. Da mig og Nanna kunne se drengene kunne styre sig selv på isen hentede vi vores skøjter og deltog på isen. Nu har jeg ikke gjort så meget i iceskating, men gudskelov for mig fortid med rulleskøjter. Det hjalp at jeg har stået på rulleskøjter, da det er nogenlunde samme teknik. Så mig og Nanna skøjtede rundt og hjalp drengene op, skøjtede med dem, og hjalp dem af sted som ikke var særlig trygge. Geraldo holdte hele tiden ved kanten og trak sig af sted, så jeg tog han i hånden og skøjtede ud på banen. Han fik et smil op til begge ører. Det var magisk. Drengene øvede sig meget i ballet, hvilket er en smule underligt at se da de har så hård en facade som gadedrenge. Men ude på isen var de ganske almindelige drenge der hygge sig. Det var vidunderligt.

Vi ville også gerne have vores 62 år gamle lærer med ud på isen, og hun var klar på at prøve. Nanna hjalp hende på med skøjterne og Nanna og Emanuel tog hver en arm og hjalp hende ud på isen. Det viser sig dog at Elaine ikke har nogen form for balancesans og hun havde svært ved at holde hendes ben strakte. Det endte hele tiden med at hun sad halvt ned hvor Nanna holdte hende, eller benene i split. Oveni det fik hun grineflip! Det gør det ikke nemmere. Så da hun var kommet 1,5 meter ud på isen og holdte ved kanten, benene i split, Nanna som støtte, begyndte hun at grine så kraftigt hun ingenting kunne. Det var Elaines tur på skøjter :)

Efter halvanden time på skøjter var det tid til at stoppe og spise frokost. Det var dog svært at få drengene af isen igen, fordi de nød det så meget. Det var jo bare perfekt. Skolen havde lavet madpakker til drengene, og dem nød de med høj snak om hvor god eller dårlig hinanden havde været ude på isen :) Efter madpakkerne gav mig og Nanna drengene en stor is som de nød. Lige et øjeblik var der stille blandt de 10 små energibundter. Da vi skulle hentes af skolen, viste det sig at bilen var gået i stykker, så vi måtte vente på en ny fra skolen. Da den endelig kom og drengene fik sat sig ned og vi var af sted mod Cape Town, blev der stille. Næsten hver og en faldt i søvn, og det var skønt at se. Dagen sluttede da vi satte drengene af ved Homestead, de alle gav et knus og vinkede farvel foran lågen til det lille hus under broen som de kalder hjem.

Jeg troede aldrig dagen ville gå så godt som den gjorde. Det har inderligt været en fantastisk oplevelse.