Ønsker og håb

Elaine fortalte os om en af hendes aftenbønner en dag. Hun bad om at hun ville få flere drenge ind i klassen. Det gik ikke rigtig op for mig, hvad det var hun bad om. Jeg kunne ikke rigtig forstå, hvorfor hun ville ønske flere drenge i klassen. Ville det ikke betyde at hun ønskede om flere drenge på gaden? Hun skal vel netop håbe på at hun ikke har så mange drenge i klassen; at de kan bo hos deres familie, ikke bliver slået eller sendt på gaden, at de kan gå i normale skoler, leve deres liv og ikke under betegnelsen gadedreng.

Nu har jeg snart været på Somerset i en måned og jeg føler mig godt tilpas. Der er kommet en god rutine i det hele, og jeg elsker bare at kunne få et smil frem på børnenes læber. En af de større drenge (3 år) kan kende mig når jeg kommer ind på stuen også bliver han rigtig glad og begynder at grine. En af de større piger elsker at komme ud og danse på gulvet. En lille bitte pige på måske et måneder elsker at blive båret rundt så hun kan se dyrebillederne på væggene tidligere volontører har lavet. En anden lille pige elsker at komme ned på tæppet og selv kæmpe sig op på benene selvom hun helt er forpustet når hun så endelig kommer op. Ja, jeg kunne blive ved. Man lærer rigtig hurtig at kende dem og knytte sig til dem.

Sygeplejerskerne er også rigtig glade for vi kommer og giver en lille hjælpende hånd. Bare det at vi måske gør noget så simpelt som at give børnene mad, priser de sig lykkelige over. Det betyder nemlig at de har mere tid til at gøre papirarbejdet rigtig og kæle lidt ved hvert enkelt barn. Problemet på hospitalet er den manglende tid eller manglende arbejdskraft. Sygeplejerskerne vil mere end gerne være der for børnene, men de har desværre kun tid til at opfylde de basale behov. Nogle gange finder jeg et barn liggende på siden i en vugge med sutteflasken stablet op af nogle tæpper fordi sygeplejerskerne ikke har tid til at sidde og fodre hver enkelt. Dog resulterer dette oftest i at barnet ligger i en seng fyldt med mælk fordi sutteflasken har været i stykker. Og sådan ville de ligge længe hvis ikke vi volontører er der for at hjælpe til.

Men det er hårdt at børnene kommer og forsvinder eftersom man knytter sig rigtig meget til dem. Et rigtig sødt lille pigebarn jeg arbejdede rigtig meget med, er kommet igen efter et par uger. Det er hårdt at vide at alle disse uskyldige børn har så en usynlig fremtid. Deres mødre er måske døde, eller vil ikke kendes ved dem, dem der har mødre skal tilbage til township når de er raske. Nogle børn når slet ikke hospitalet.

En dag tog jeg mig i at ønske at børnene kunne blive på hospitalet eller at der ville komme flere man kunne hjælpe. Eller måske at børnene ville komme tilbage ligesom den lille pige. Den dag da jeg gik hjem fra hospitalet, gik det op for mig at jeg havde de samme forkerte tanker som Elaine. Jeg skal ikke ønske flere børn til hospitalet, jeg skal ikke ønske flere syge; jeg skal ønske dem en god fremtid og være glad for at nogle senge til tider står tomme på stuen. Jeg skal hjælpe dem på benene og få dem ud af hospitalet.

Da jeg forstod denne tankegang, gik det op for mig at de mennesker der allerede lever i vanskelige vilkår, kan jeg måske hjælpe og vise et bedre liv, men hvem i Cape Town giver dem et bedre liv? Hvem tager imod når hospitalet sender raske små børn ud? Regeringen gør i hvert fald ikke. Regeringen fjerner de huse i townships som er grimme og erstatter med nogle flottere pga. VM, men er det at give et bedre liv? Tage deres hjem fra dem?

Det er et barsk land som virkelig trænger til at blive rusket igennem!! Håber den lille pige vi sendte hjem i går for en lys fremtid og at jeg aldrig ser hende igen på hospitalet.

En lille tankestroem

Mormor spurgte i et brev: Hvordan klarer gadepigerne sig? Det spørgsmål tænkte jeg faktisk længe over. Når jeg gik på gaden og passerede tiggere, kiggede jeg efter gadepiger. Men så aldrig nogle unge gadepiger. Når jeg var i skole, tænkte jeg over hvorfor der ikke var nogen piger i klasserne. Skolen Learn to Live (Lær at leve) er ikke bestemt at være en drengeskole, men der er kun drenge udover to ældre piger.
Da jeg læste om projektet hjemmefra og da jeg hørte mere om projektet på Løgumkloster Højskole, undrede jeg mig ikke over at det kun var gadedrenge. Det var bare naturligt. Faktummet om de mange gadedrenge er mere kendt end gadepigers liv.
Men da mormor stillede mig spørgsmålet, begyndte jeg at tænke meget over det. Da jeg ikke kunne finde svaret, spurgte jeg min klasselærer Elaine til råds.
For det første er Homestead knyttet til skolen. Homestead er et shelter (et sted der giver husly). Men for at drengene kan komme og bo på Homestead, skal de gå på skolen om dagen. Homestead tager kun drenge ind, og derfor er hovedparten af eleverne på skolen drenge.
For det andet har mange af mine drenge i klassen stadig forældre de tager hjem til i weekenden og i helligdage. Forældrene har dog en dårlig indflydelse på drengene, da de slår og sender dem ud på gaden. Derfor søger mange til Homestead i hverdagen og nogle weekender. Men Elaine forklarer mig at forældrene vælger at sende drengene ud og tigge, men holder pigerne hjemme da de kan hjælpe med det huslige. Derfor er det gadedrengene der begynder på stoffer og tiggeri, mens pigerne sidder fast i deres små skure i township.
For det tredje bliver nogle af pigerne også sendt ud på gaden af deres familie, fordi de måske ikke kan sørge for mad osv. Gadepiger har det dog værre på gaden end gadedrenge forklarer Elaine. Gadepigerne vil blive overfaldet af gadedrengene og måske endda blive voldtaget. Gadedrengene har måske en større chance for at overleve på gaden, men de får måske ikke et bedre liv med deres misbrug af stoffer og deres mange tyverier.
For det fjerde er der shelter (et sted der giver husly) for gravide enlige mødre eller mødre med børn, og her kommer pigerne oftest med deres mor og bor der. Ellers findes der også shelter for gadepiger, og de shelter er knyttet til andre skoler end min.
Så der er også gadepiger, dog ikke så udbredt som gadedrenge. Elaine fortalte også at hun havde haft en gadepige i klassen, men en pige i klassen sammen med 8 andre sexlystne drenge. Det gik ikke. Pigen gjorde sig til og elskede opmærksomheden fra drengene. Så jeg tror at gadepiger og gadedrenge oftest bliver separeret da de ikke vil kunne lære noget i samme klasse.

Samme dag spurgte jeg også ind til mine drenges baggrund. Mange af dem vil ikke snakke om det, og eftersom vi kun havde haft en dreng i klassen en hel uge, følte jeg at jeg ville finde ud af mere om dem. Elaine fortalte at der ikke var særlig mange i klassen op til vinteren, da de skulle tjene sammen til vinteren. Når så vinteren kom og det blev for koldt at være på gaden, ville de komme tilbage til skolen for her får de jo et gratis måltid og på Homestead får de tøj.
Vusumzi var den eneste der var i skole en hel uge. Han har sin mor der bor i township. Engang havde hun forbudt ham i at gå i skole mandagen efter en weekend fordi hun ville have ham på gaden. Han bor på Homestead i byen. Vusumzi siger han ikke ryger, men tit lugter han af dagga og han har meget kort koncentration. Han er vist også afhængig af lim. Jeg så ham tage lim fra skolen, selvom det ellers er låst væk. Men de kan mange små fiduser til at stjæle alt.
Christopher har vist begge sine forældre og han besøger dem også til i weekenden eller helligdage. Men han er den der kommer oftest i skole. De sidste to år er han kommet næsten hverdag. Han er også rigtig god i skolen. Elaine overvejer at forfremme ham til en af de højere klasser. Han bor på Homestead i byen sammen med Vusumzi og mange af de andre fra skolen.
Kyle har været i skolen for nogle år siden og dukker til tider op. Han har nok været et par uger i skole mens jeg har været der. Han er rigtig klog og god, men han gider ikke skolen. Han har et stort ledergen, men misbruger det til at få de andre drenge med på gaden. Efter påskke kom han et par dage, hvorefter han forsvandt ud på gaden og han havde taget Geraldo med. Problemet var bare at Kyle tog hjem til sine forældre, og forlod Geraldo på gaden. Men Kyle ryger helt klart dagga og han er en af de slemme på gaden. Han har boet på Homestead, men eftersom han ryger så meget og gå så mange ulovlige ting, har Homestead nu forbudt ham i at komme tilbage. (Når man bor på Homestead må man ikke ryge eller tage stoffer).
Geraldo er også en af de gode elever. Han er lidt genert, men bag hans generthed er der en barsk og sur dreng. Også han har sine forældre men bor på Homestead. Det er ikke tit han misser en dag i skolen, men efter Kyle tog ham med på gaden, har han ikke været i skole i to uger.
I denne uge har vi fået Rayno og Cheslyn tilbage. De har begge været på gaden for at tjene til vinteren. Men nu er det for koldt og de kommer i skole. Rayno har en meget kort lunte og det var ham der kom op og slås med Cheslyn den allerførste dag jeg var i skole. Cheslyn er en meget stille og rolig dreng, men på ingen tid kan han ændre sig til en aggressiv dreng (det gælder vist for dem alle sammen). De bor nu begge på Homestead efter deres tur på gaden. De havde vist gået sammen på gaden.
En tidligere dreng Ricardo kom også tilbage mandag, men fordi han har valgt at bo hos sine forældre, har han svært ved at få støtte til busbilletten frem og tilbage fra skole, som dem fra Homestead får. Han har alt ret til at bo hos sine forældre og stadig få tilskud, men det er endnu ikke gået igennem. Så nu er en af socialrådgiverne fra den township begyndt at hjælpe ham med at få busbilletten og Elaine forventer han snart dukker op igen. Han er en god elev, men vil hele tiden spørge om det han laver er korrekt. Han er lidt usikker på sig selv, men han er stadig en barsk gadedreng bag sit ydre.
Samtidig med at Rayno og Cheslyn kom tilbage, fik vi tre nye ind i klassen: Damian, Jonathan og Brandon. Jeg kender ikke så meget til deres historie endnu. Men de virker som nogle søde drenge. Et sødt ydre hvor djævlen til tider dukker op i dem.
Det er underligt lige pludselig at gå fra en elev til syv, men det er dejligt. Nu er der flere man kan hjælpe og gøre glade. Men det er også hårdt at vide at når de ikke er i skole, er de ude på gaden et sted. Det er nogle barske liv de har allerede som 13-15-årige.
Jeg har tænkt lidt over hvorfor jeg er hernede. Før jeg tog af sted var det hele meget ukendt, og jeg vidste egentlig ikke præcis hvorfor jeg tog af sted. Kun at jeg ville af sted. Men nu hvor jeg kender det hele, har min hverdag hernede og bruger 6 måneder af mit liv her, har jeg fundet to grunde til hvorfor jeg er her:
For det første at få indblik i en anden kultur og give en lille bitte hjælpende hånd til at forbedre landet. Men selvfølgelig ved jeg at jeg måske kan gøre en mikro mikro forskel for landet, men for mig og mit liv gør det alverden til forskel. Så den anden grund er nok meget egoistisk, men ved at jeg oplever alle de her negative og barske ting vil jeg sætte mere pris på Danmark og det liv jeg har derhjemme. Jeg er i en generation der ikke tage stilling til noget, fordi der er alt for mange valg. Det var jeg før ret sur over, men nu hvor jeg har set og fået indblik i gadedrengenes liv, hvor der ingen muligheder er overhovedet, synes alle de mange valg og beslutningerne ikke så ringe. Livet i Danmark er egentlig ikke så ringe endda.

Shark Diving

Jo sørme jo, vi kom ud på endnu et adventure eventyr. Meningen var at vi skulle ud og dykke med hajer lørdag den 14. maj, men da en af de piger vi dykkede med ringede om onsdagen og fortalte det ville storme lørdag, bestemte vi os hurtigt for at takke ja tak til at gøre det torsdag den 12. maj. Det ville nok ikke være så sjovt at sidde i en lille bitte bitte båd, være søsyg, have hajer svømmende omkring båden og en orkan på vej!! Så torsdag morgen klokken 6 blev vi hentet af en eller anden gut der kørte os 160 km væk fra Cape Town til noget der hedder Gansbaai. Her fik vi en rigtig fin morgenmad serveret – det sidste måltid?

Før vi skulle gå ombord på mikro båden, fik vi en smule information om det hele og udleveret en alt for stor og alt for orange regn/vind jakke. Ja, køn skal man åbenbart ikke være. (Jeg kunne knap nok gå uden at falde i regnfrakken – overdrivelse fremmer forståelse:)) Vi skulle også lige betale og skrive under på at vi var med på vi kunne dø af dette og at man ikke kunne sagsøge dem på nogen måde før vi steg ombord! (Meget betrykkende?? Eller..)

Det viste sig, at den af udseende lille fut fut båd kunne komme op i høje gear. Vi havde valgt at sidder ovenpå båden, men da den fik fat på, fik vi vind i håret! Mens båden hoppede fra bølge til bølge, prøvede de seks orange regnfrakker at holde fat i et eller andet for ikke at falde af og ned i vandet til hajerne. (derfor har jeg ikke nogle billeder af turen der ud – klamrede mig til alt hvad jeg kunne nå)

Men da vi endelig nåede ud på havet, efter 15 minutters speedbåd, sendte de ansatte lugte ud i vandet og lavede en slags streg med sællugt og blod for at lokke hajerne til. De gjorde dette fra sydøst til vest, da vinden og vejret gjorde at lugtene blev sendt rigtigt ud. (Viden som kaptajnen havde brugt mange år på at lære). Der var også en sælø længere ude, hvor hajerne kredsede omkring, og de ville kun blive tiltrukket af lugtene båden sendte ud, hvis de blev sendt rigtig ud.
Men så sidder man ellers der på en lille mikro båd i Det Indiske Ocean, med 12.000 feet ned til havbunden og venter på The Great White Shark kommer hen til os. Og det gjorde den hurtigt!! De ansatte havde kastet et fiskehoved ud i vandet for at sende flere lugte ud og en skumgummi figur lignende en sæl. Hajerne er vilde med sæler i det område (Senere lærte vi at der også var nok sæler at tage af – sæløen.. ja.. Beskrivelsen ville være at det var sæler med en ø og ikke en ø med sæler). Men hajerne kom tæt på, en af hajerne var ved at svømme ind i båden efter den prøvede at få fanget fiskehovedet, som de ansatte konstant holdte i bevægelse. Hajerne angriber nede fra, så til tider kunne man få et kæmpe chok af en haj der med lynets hast angriber ”sælen” eller fiskehovedet og nærmest springer op af vandet som delfiner. Vi så også at en 12 meter lang haj, kunne vende 180 grader på 1 sekund og på ingen plads! Hvis den ville have fiskehovedet, ville den gøre alt for at opnå det.

Da de ansatte havde tiltrukket nok hajer, begyndte de at sende folk i våddragter. Vi var 21 dykker ombord på båden og der kunne være syv af gangen i buret. Vi var 6 piger og vi kom ned i 2. Omgang. Våddragten får man udleveret efter ens skostørrelse og efter en mand der efter et elevatorblik bestemmer ens størrelse. (jeg forstår ikke helt han kunne bestemme min efter som jeg havde XXXXXXL regnfrakken på.. hmm. Men en våddragt fik jeg og et par våddragtsko. Alt sammen vådt! Det er svært at sidde på en båd der gynger, 13 grader, tage ens ellers varme tøj af og trække en våd og alt for lille gummipølse op af ens ben. Men med lidt hopperi kom den på. Også var den også bare på!! Man er ikke køn og den viser ikke ens krop fra den bedste side. Da alle havde fået den på, gik vi med en sjov fornemmelse hen til kanten af båden hvor buret hang. Her fik jeg et bælte på som vejede 7 kilo og sad lige og pressede blæren. (Hmm.. man kan ikke lige gå på toilet. Når våddragten er på, er den på indtil man er færdig med dykningen!). Jeg fik også et par dykkerbriller som også dækkede næsen, så jeg blev nødt til at trække vejret gennem munden og holde munden åben. Men da brillerne lå i vand med opvaskemiddel i, smager det ikke fantastisk godt at få brillerne på! Så var det ellers bare en to tre, og hoppe ned i 5 grader varmt (?!) vand. Man tror måske en våddragt ville holde vandet ude, men nej. Det fandt jeg hurtigt ud af. Vandet trænger ind alle steder, især lige ved lynlåsen på maven. Uha..
Når man så er nede i buret der hænger på siden af båden, kan man stå på nogle wire nede i buret, da bæltet omkring en trækker en ned. Man er lige i vandkanten. Når så de ansatte der stod og lokkede hajerne hen spottede en, kaldte de: DOWN DOWN RIGHT/LEFT. (Alt efter hvor hajen kom fra). Så holder man vejret og dykker under vandet. Der bliver helt stille når man er under vandet. Helt fredeligt mens 7-12 meter lange hajer svømmer helt forbi. Nogle gange trak de fiskehovedet hen om buret mens man var under vandet også ville den angribende haj med åben mund komme i mod en og ramme mod buret. Det skal siges at buret kun var et lags og 20 centimeter fra burets kant, holdte man ved med hænderne. En gang i mellem synes jeg hajerne kom lige lovlig tæt på og trak mine hænder til mig! Men andre gange hvor hajerne svømmede stille og roligt forbi buret fik man helt lyst til at røre. Det er jo som sagt helt fredeligt under vandet og man tænker ikke lige over at de ”fisk” kan dræbe en. Nogle gange når hajerne blev lidt voldsomme, følte jeg at mine ben stak bagud ud af buret. Der var ikke plads i buret til lige at vende sig om. Så når en haj angreb, trak jeg både mine hænder og fødder til mig.

Efter vi havde dykket med hajerne og set det vi ville, (og jeg havde sætte med hovedet ude over rællingen et stykke tid pga. søsyge) sejlede vi mod sæløen. Det lugtede fælt!! Som råddent rotte afføring eller.. (?!) Det var rigtig slemt, så jeg begyndte igen at trække vejret gennem munden. Men det var flot. Hele klippeøen var dækket med sæler og i vandet omkring øen svømmede der tusinde sæler – de hoppede op og ned, kiggede på os, gryntede med sælhyl. Det var et særsyn, men et af de gode :)

Det hele var en fed oplevelse. At være så tæt på så store hajer er ikke noget man oplever til daglig. Det var fedt! Også bare det at være på en båd og prøve at få en våddragt på. Det var en dejlig dag. Selvfølgelig kunne jeg godt undvære da jeg ikke kunne komme fra buret og op på båden fordi våddragten var fyldt med vand og bæltet trak mig tilbage. Men det var en oplevelse. Kunne også godt undvære da jeg var kommet op fra buret og sad og slappede af, blev utrolig søsyg. Og kunne også godt undvære at ham der filmede os på båden kun har dårlige klip af mig – et da jeg lige har kæmpet mig op fra buret, da jeg sidder og er total hvid i hovedet og er søsyg, da vi på vej ind mod land igen falder i søvn og han lavet et close-up og sidst men ikke mindst da jeg skal fra båden op til badebroen og ikke kan komme op på grund af den alt for store frakke!! Jeg tror ikke jeg helt opfangede, at der ville være en, der filmede os på båden, så det er ikke en heldig video af mig. Men en dejlig oplevelsesrig dag :)

INFO: I skal huske næste gang i ser en haj, eller hvis i engang vil ud at dykke med hajer men har tvivl: Hajer kun angriber hvis den føler sig truet eller angrebet af mennesker. Og som der står i akvariet på Waterfront i Cape Town: Årligt dør 6 af hajangreb, mens 675 mennesker dør af stole!! Tænk lige over den.

Sandboarding

Saa har jeg oplevet endnu et eventyr hernede sydpaa.
Loerdag den 9 maj blev Kirstine, Janni, Mette og jeg hentet af Morne, som koerte os 40 minutter ud af Cape Town til et omraade med hvide klitter. Her skulle vi staa paa sandboard! Vildt, det naermeste jeg har proevet paa braedder er ski (hvilket slet ikke er til nogen hjaelp) :) Saa vi laerte foerst hvordan vi wax'ed boardet og dernaest skulle vi ellers bare proeve om vi kunne holde balancen paa braettet ved at hoppe op paa braettet og koere ned af bakken!!!
Det foregaar saadan at man saetter sig ned oeverst paa bakken og laver et lille hul hvor braettet er mens man spaender sig selv fast til det. Saa holder man balancen mens man rejser sig op.. AAAHHH der er faktisk langt ned af saadan en klit!! Men saa hopper man ellers bare saa man kommer til at staa med siden ned af bakken ogsaa gaar det loes. Vind i haaret mens man proever at se lidt sej ud selvom man skriger som en gal inde i hovedet. Mit foerste loeb ned af bakken gik rigtig godt vaeltede slet ikke og kunne styre retningen, men da farten gik af vaeltede jeg lige paa maven! En mavepumper. Sandet var rigtig haardt fordi det havde regnet, men selvfoelgelig skulle jeg proeve igen :)
Vi proevede ogsaa at sidde ned paa braettet mens man koerte ned af bakken :) det var rigtig sjovt. Og godt udsigt til Table Mountain og hele Cape Town i baggrundet og Atlanterhavet til hoejre. Det kunne ikke vaere en dejligere dag :)
Vejret var ogsaa med os. I rigtig lang tid har det vaeret taaget og trist, men den dag var det hoej solskin, ingen skyer og 30 grader. Fantastisk.

Nu venter naeste eventyr paa mig. Paa loerdag skal vi maaske ud og shark dive sammen med de piger vi var paa tur med. Ihh.. Det glaeder jeg mig til.. Mon jeg toer?!?!?!

Nye venner... :)

Paa vores tur til Kirstenbosch stoppede vi ogsaa ved World of Birds - Sydafrikas stoerste reservat for fugle. Her var Monkey World. Crazy sted. Aberne hopper rundt paa en og proever aabne ens tasker.... hehe. Men meget morsomt.

Så slutter Afrika…

Vi fik overtalt Tony til at tage os med til Cape Agulhas, hvilket han selvfølgelig ikke kunne sige nej til. Det var en lang tur dertil!! Men det var dejligt at køre sammen med alle de andre volontører vi var på 20 dage tur med: Højt musik, snakken, grinene, Tonys mange underlige kommentarer osv. Det var rigtig hyggeligt. På turen dertil stoppede vi for at se Hermanus, som er en bugt hvor hvalerne fra september til november strømmer til for at yngle (Desværre er jeg i Danmark, så det må blive næste gang ;).) Tony tog os også med til lysfabrikken: Kapula, hvor de lavede alverdens stearinlys. Fabrikken var startet fordi en skolelærer var blevet fyret fra sit job, men fordi hun efter arbejde havde været meget kreativ med sine fingre og øvet sig på alle mulige mønstrer, havde hun muligheden for at ansatte alle arbejdsløse i omegnen og lære dem at lave lys. Således startede fabrikken. Rigtig flotte og billige lys :) Vi købte mange store lys hjem til lejligheden. (Det er jo ved at været efterår hernede og de to radiatorer vi har, ja.. Vi kan ikke mærke vi har dem).
Efter lidt shopping tog vi til Cape Agulhas. Ned langs kysten hvor man ser der Indiske ocean brede sig ud. Selve området er ikke så naturbetagende som Cape Point. Her er det meget fladt agerland, hvorimod Cape Halvøen består af store klipper, hvor bølgerne aggressivt sprøjter imod. Selve Cape Agulhas består af en lang sten strand med et skilt, der viser skellet. Nogle gange kan man ane de to have, der strømmer sammen – eller er det bare indbildning? Det var en fin udsigt og vejret var heldigvis med os. Til højre kunne man lige skue Cape Halvøen og False Bay som adskiller de to.
Hvad er så forskellen mellem Cape Halvøen og Cape Agulhas????
Cape Halvøen er i dag bevaret som et naturreservat. Den sydvestligste spids er Kap det Gode Håb og Cape Point spidsen med det kendte fyrtårn og hvor man har fornemmelsen af at kunne se fra Sydamerika til Australien. Landskabet er bjerge og flotte kyststrækninger ud til Atlanterhavet. Mange tror at dette er det sydligste af Afrika, men tro om igen. Cape Agulhas markerer officielt grænsen mellem det Indiske Ocean og Atlanterhavet. Det er det sydligste af Afrika. Agulhas betyder ”nåle”, fordi kompasnålene drejer rundt når sømænd passerer stedet.
Tony fortalte os at mange sømænd i gamle dage tog fejl af Cape Point og Cape Agulhas, så hvis skibe passerede Afrika paa vej til Indien og troede Cape Point var Cape Agulhas, ville de ende i en bugt, som fik navnet False Bay (Den falske bugt) istedet for Indien. Mange mennesker tager stadigvæk i al almindelighed fejl af de to, men Cape Agulhas er sydligst men mindst kendt.
Nåh men.. Efter 200 billeder var skudt af, og vi var blæst godt igennem ved Cape Agulhas, gik vi tilbage til bilen. Længere inde på land ligger der et lille bitte rødt fyrtårn som har sin charme. Her spiste vi god frokost og nød hinandens selskab.
Det var egentlig en meget lang tur for at se et skilt der adskiller to have – om det burde stå tre meter til den ene eller anden side kunne vi jo ikke vide – men det har også sin charme at køre.. Heldigvis :) Det var en dejlig tur til Afrikas ende.