Elaine fortalte os om en af hendes aftenbønner en dag. Hun bad om at hun ville få flere drenge ind i klassen. Det gik ikke rigtig op for mig, hvad det var hun bad om. Jeg kunne ikke rigtig forstå, hvorfor hun ville ønske flere drenge i klassen. Ville det ikke betyde at hun ønskede om flere drenge på gaden? Hun skal vel netop håbe på at hun ikke har så mange drenge i klassen; at de kan bo hos deres familie, ikke bliver slået eller sendt på gaden, at de kan gå i normale skoler, leve deres liv og ikke under betegnelsen gadedreng.
Nu har jeg snart været på Somerset i en måned og jeg føler mig godt tilpas. Der er kommet en god rutine i det hele, og jeg elsker bare at kunne få et smil frem på børnenes læber. En af de større drenge (3 år) kan kende mig når jeg kommer ind på stuen også bliver han rigtig glad og begynder at grine. En af de større piger elsker at komme ud og danse på gulvet. En lille bitte pige på måske et måneder elsker at blive båret rundt så hun kan se dyrebillederne på væggene tidligere volontører har lavet. En anden lille pige elsker at komme ned på tæppet og selv kæmpe sig op på benene selvom hun helt er forpustet når hun så endelig kommer op. Ja, jeg kunne blive ved. Man lærer rigtig hurtig at kende dem og knytte sig til dem.
Sygeplejerskerne er også rigtig glade for vi kommer og giver en lille hjælpende hånd. Bare det at vi måske gør noget så simpelt som at give børnene mad, priser de sig lykkelige over. Det betyder nemlig at de har mere tid til at gøre papirarbejdet rigtig og kæle lidt ved hvert enkelt barn. Problemet på hospitalet er den manglende tid eller manglende arbejdskraft. Sygeplejerskerne vil mere end gerne være der for børnene, men de har desværre kun tid til at opfylde de basale behov. Nogle gange finder jeg et barn liggende på siden i en vugge med sutteflasken stablet op af nogle tæpper fordi sygeplejerskerne ikke har tid til at sidde og fodre hver enkelt. Dog resulterer dette oftest i at barnet ligger i en seng fyldt med mælk fordi sutteflasken har været i stykker. Og sådan ville de ligge længe hvis ikke vi volontører er der for at hjælpe til.
Men det er hårdt at børnene kommer og forsvinder eftersom man knytter sig rigtig meget til dem. Et rigtig sødt lille pigebarn jeg arbejdede rigtig meget med, er kommet igen efter et par uger. Det er hårdt at vide at alle disse uskyldige børn har så en usynlig fremtid. Deres mødre er måske døde, eller vil ikke kendes ved dem, dem der har mødre skal tilbage til township når de er raske. Nogle børn når slet ikke hospitalet.
En dag tog jeg mig i at ønske at børnene kunne blive på hospitalet eller at der ville komme flere man kunne hjælpe. Eller måske at børnene ville komme tilbage ligesom den lille pige. Den dag da jeg gik hjem fra hospitalet, gik det op for mig at jeg havde de samme forkerte tanker som Elaine. Jeg skal ikke ønske flere børn til hospitalet, jeg skal ikke ønske flere syge; jeg skal ønske dem en god fremtid og være glad for at nogle senge til tider står tomme på stuen. Jeg skal hjælpe dem på benene og få dem ud af hospitalet.
Da jeg forstod denne tankegang, gik det op for mig at de mennesker der allerede lever i vanskelige vilkår, kan jeg måske hjælpe og vise et bedre liv, men hvem i Cape Town giver dem et bedre liv? Hvem tager imod når hospitalet sender raske små børn ud? Regeringen gør i hvert fald ikke. Regeringen fjerner de huse i townships som er grimme og erstatter med nogle flottere pga. VM, men er det at give et bedre liv? Tage deres hjem fra dem?
Det er et barsk land som virkelig trænger til at blive rusket igennem!! Håber den lille pige vi sendte hjem i går for en lys fremtid og at jeg aldrig ser hende igen på hospitalet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar