Lærerne græder…

I dag (fredag 27/02) havde vi mindehøjtidelighed på skolen. En dreng ved navn Eddie er død. Jeg ved ikke hvad han døde af, da alle har meget svært ved at tale om ham. Men han fik en rigtig flot mindehøjtidelighed. Alle 63 elever sad inde i salen og var helt stille. Lærerne sad ude i siden med dystre ansigter. Vi startede med at synge en sang kaldet: ”You are Alpha and Omega”. En meget sørgelig sang, og den blev sunget flerstemmigt så det føltes som om den fortsatte i evigheder, så vi vil huske Eddie i evigheder. Alle lærerne blev meget påvirket af denne sang, og da Eddies lærer skulle fortælle om ham, kunne hun ikke. Tårerne trillede ned af alles kinder. En anden lærer blev nødt til at hjælpe hende igennem talen. Det var meget rørende at se på. Alle lærere var oppe og sige noget om Eddie – budskabet for mindehøjtideligheden var at man skulle tænke på hvordan andre ville fortælle om en hvis man døde i morgen, at man skal opfører sig som man gerne vil huskes for og at hvert et minut gælder.
Eleverne havde også dannet et kor og sang en rigtig flot sang til Eddie. De bad også for ham og håbede han var kommet godt op i himlen til Gud. Elaine (min lærer) fortalte i sin tale at vi også skulle bede for en anden dreng der ligger på hospitalet – han er blevet kørt over af en bus og hans liv har hængt i en meget tynd snor.
Det var underligt at se hvor stille alle drengene blev under mindehøjtideligheden. I går var de vildt ufarende og larmende – hoppede rundt og dansede og snakkede. Men i dag var de stille. De drenge, som var tættest på Eddie, gik op til afdødes billede og gav ham et sidste blik. På billedet sidder en sød lille dreng, med et kæmpe smil og armene over hovedet som om han lige har vundet noget. Ved siden af ham står en hvid rose og et tændt stearinlys. Eddies lærer puster lyset ud i slutningen af mindehøjtideligheden og man kan mærke hvordan et pust af tristhed går igennem hele salen og påvirker hver og en. De slutter mindehøjtideligheden med en glad sang: ”Thanks god for the life of Eddie”, de ser døden på den lyse side – de sætter pris på den tid de fik med Eddie.
Men det er underligt at så lille og glad en dreng er død. Når man oplever sådan noget får man virkelig sat tingene i perspektiv. Efter skolen kom min elev Vuyo op til mig og Elaine og sagde han ikke ville komme i skole igen efter weekenden. Jeg blev helt rundt på gulvet. Vuyo har før lavet kriminalitet og er kommet i børnefængsel og jeg er bange for han gør det igen. I weekenden tager han hjem til sin bedstefar og de har ikke et tæt forhold, fortæller Elaine mig. Så Vuyo begår nok kriminalitet igen, da han lander i en forkert gruppe, nu hvor han ikke har nogen nær familie. Måske ender han som Eddie. Det er underligt at tænke på. Vuyo er simpelthen en så sød dreng – han er rigtig klog i skolen, god til venskaber, rigtig dejlig udfarende og kontaktsøgende, han har udviklet sig så meget i løbet af fire dage mens jeg har været her – tænk hvis han kunne blive. Hans liv ville kunne blive vendt 180 grader fra gadedreng på stoffer til familiefar og arbejdende mand. Jeg håber bare ikke vi skal holde mindehøjtidelighed for en af mine drenge, men en dag som i dag sætter tingene i perspektiv og viser hvor svært et liv de allerede har som 12 årige – de er allerede truet på livet. Det er hårdt.