Nelson Mandelas fødselsdag

Lørdag den 18. juli fyldte Nelson Madiba Mandela 91 år. Hele ugen op til lørdag havde folk forberedt sig til at fejre ham, og en festival var blevet arrangeret i hans navn til weekenden. Hele weekenden havde Cape Town sat af for at fejre ham og det han står for.
National forsoning, demokrati og fremtid

Derfor gjorde mange frivilligt arbejde på hans fødselsdag for at fejre ham og vise ham respekt. Vores volontør koordinater på Somerset Hospital fortalte at der ville komme frivillige grupper og gøre rent og hjælpe til på hospitalet som en del af at fejre Mandelas fødselsdag.

Der var som sagt festival i byen i hans navn. En stor scene var blevet sat op ved noget der hedder St. George Mall. Både lørdag og søndag var der underholdning i form af sang, dans, teater og modeopvisning. Alt opført under temaet ubuntu: frihed, respekt og sammenhold. Qaqamba, som vi mødte på højskolen, spurgte om mig og Nanna ikke ville komme ind og se showet og mærke stemningen søndag. Hun skulle også selv optræde med teater og give hendes respekt til Mandela. Selvfølgelig ville vi det. Hun skulle optræde klokken 15, men som i måske kan genkende fra tidligere blogs, hersker her African Time. Hun kom først på halv seks. Men det gjorde ikke så meget. Vi fik set en masse gode opvisninger, mærket den gode stemning og måske fået en større forståelse af at weekenden ikke kun var at fejre en fødselsdag men hyldest af Mandelas betydning for landet og dens udvikling - en hyldest af en stor mand!

Da Qaqamba og hendes gruppe endelig kom på scene, levede publikum helt op. De opførte en slags teater – en blanding mellem sang, trommer, dans og diverse fortællinger og digte om livet i Sydafrika – på godt og ondt. Qaqamba opførte en digt som hun selv havde skrevet mens hun var på højskolen i Danmark, og det var tydeligt at mærke hvor meget det ramte både hende og publikum. Digtet var af høj betydning da alle i hele Sydafrika på en eller anden måde er påvirket af landets historie

Oh mama I’m scared
Scared of the world around
Scared of the people I see
Scared of the people I live with
Scared of the people in my community
Scared of my next door neighbor
I’m scared of life

I’m awake, living through the day
But yet I’m having nightmares
I see a boy, a very young, confused and ignorant boy
Stealing an old lady’s bag
I see a girl. A young, confused, lost and ignorant girl
I see her in the streets of Sea point
Waving at passing cars, smiling at men passing by
Oh mama

I see a woman
Sitting in a dare corner in a little room
She’s wearing black clothes
Confused, scared, lost and heartbroken
She’s crying mama. Asking me why? Why before me?
She’s heartbroken
She looks like her whole world just came crashing down
She sees no future, has no hope or faith

I’m scared mama
Scared of what my life will become
Scared of the nightmares I’m having
Scared of the lost souls I’m seeing
Scared of the word: life
Oh mama, I’m scared

Jeg synes ikke at man kan oversætte det til dansk, da der er stor betydning bag ordene som de er skrevet på engelsk. Men da Qaqamba havde læst sit digt højt var hele publikummet med og klappede og piftede til den store guldmedalje. Hendes mor, som jeg stod sammen med, havde tårer trillende ned af kinden, og jeg tror det var en blanding af stolthed over sin datter og mange års kamp og fortvivlelse. (Hendes familie og hende selv er fra township Langa hvor de har boet hele deres liv.)

Jeg er glad for at have været en del af denne hyldest. Det var en stor oplevelse. Den weekend kunne man mærke hvor meget Nelson Mandela betyder for folket, og landet med den dystre fortid. Folk var udover det sædvanlige glade, hjælpsomme og stolte! Så kan det ikke undgås at man også selv føler en vis nationalfølelse som Sydafrikansk ”indbygger” og en vis stolthed over hvor langt landet er kommet i udvikling, men stadig en vis sorg over hvor langt der er igen.