Robben Island arven…

Nu er endnu en turist attraktion set: Robben Island. Det er helt underligt at beskrive det som en turist attraktion efter man har set og læst om det.

Indgangen til oeen fra havnen, hvor man kan ane faengslet i baggrunden med de
tre lag pigtraadshegn rundt om.

For det første har Robben Island ikke altid været en ø. For mange millioner af år siden var det en del af fastlandet. Men da det så blev en ø brugte man øen som udkigspost – fungerede nærmest som et stort fyrtårn. Senere under koloniseringen brugte England og Holland øen som forfriskning på deres vej mod Indien. Her fik de ikke kun nye madvarer, men bemandingen og kaptajnen blev også udskiftet. Senere blev de indfødte der ikke adlød englænderne og hollænderne sat på øen for at bygge og grave. Også såmænd og politiske personer, som ikke adlød, blev også sat der over. Så allerede her fungerede øen som en slags fængsel. Da nogle huse var blevet opført på øen og mange hospitaler på fastlandet var fyldt om af hvad man mente måtte være psykisk syge. Så Robben Island blev en ø for psykisk syge. Der var 16 medarbejdere til 210 patienter, så i kan selv forstå at forholdene ikke var gode. Mange forsøgte også at flygte. Man troede man havde fundet en kur til de psykiske syge, og fastlandet fandt ud af hvor dårlige forhold der var (englændere udnyttede øen og de indsatte til at udføre eksperimenter), så mange psykiske syge blev sendt hjem til familie, til andre byer og resten til hospitalerne. Under Anden Verdenskrig havde flåden troper på øen, men da krigen aldrig kom til Sydafrika stod øen tom, og man begyndte at gøre øen til et fængsel som det engang også havde været. Da apartheid begyndte, blev fængslerne på fastlandet overfyldte pga. de mange regler man ikke kunne undgå at overtræde som sort. Så øen blev indrettet som et højbeskyttet fængsel hvor alle politiske fanger blev ført hen.

Vi hørte om at de store politiske fangere blev holdt i eneceller, og resten i 50 mands celler. Men der var højtaler anlæg så samtaler fangerne havde imellem blev aflyttet. De måtte ikke diskutere politik. Men ude i en mine hvor de bare stod og hakkede sten til at lave veje på fastlandet, kunne de gå og snakke. Så dette blev universitetet. Her gav man beskeder videre til de fangere der sad i eneceller såsom Nelson Mandela. Selvom det kun tog seks måneder at bygge vejene, blev de ved i minen i 13 år. Her arbejdede Nelson Mandela. Forholdene på øen var forfærdelige, så fangerne holdte madstrejke i 1966 og så blev forholdene forbedret. Heldigvis.
Det var på øen mange af fangerne blev støtter til Nelson Mandelas parti ANC. De kunne jo diskutere politik og ideologi, og Nelson Mandelas gode talegave og fremtidomhandlende ideologi vandt mange stemmer. Det var også her på øen Nelson Mandela skrev ”The constitution” som han sendte til fastlandet og til sine fans med en fange der blev løsladt. (Fangen blev udnævnt transportminister under Nelson Mandelas regering:)).

Eneceller paa B-gangen hvor Nelson Mandela sad i nummer 7.

Da apartheid regeringen begyndte at få modvind, begyndte man at sende fangerne væk fra øen til andre fængsler eller løslade dem. Den sidste fange kom fra øen i 1996 og herefter er øen blevet en turist attraktion og en arv og symbol på undertrykkelse og modstand mod dette.
Da jeg besøgte øen, blev fængslet vist frem af eksfangere som stadig bor på øen, da de ser dette som deres hjem. Her levede de det meste af deres liv og de kunne ikke kende Cape Town og fastlandet da de blev løsladt. Der bor stadig omkring 200 mennesker på øen.

Fængslet er massivt og kæmpe. Der var kun en vej ud af fængslet og det var gennem havnen, som blev groft bevogtet. Der var forskel mellem sorte og asiaters frokost. De sorte fik måske en tiende del af hvad asiaterne gjorde. Så selv på øen herskede apartheid i høj grad. Det var en voldsom oplevelse og slet ikke til at forstå hvor svært det har været at være fange.