Kontrasternes land

Boernene i Langa

Da mine forældre var hernede, tog Tony os med på en Township tur. Sikke en øjeåbner.
Vi startede dagen på ”District Six”. Det er et museum for området af samme navn der under apartheidens regime blev jævnet med jorden. Kun kirkerne blev stående tilbage således Sydafrika ikke vil anråbe sig det internationale samfunds opmærksomhed. Apartheidregeringen besluttede at jævne dette ellers levende område med jorden, fordi de hvide mente og var bange for så mange farvede og sorte var samlet et sted. Plus, district six lå i forbindelse med alle de andre distrikter hvor de hvide boede – derfor kunne man ikke have et sort område så tæt på. District six skulle være et hvidt område. På museet ser man eksempelvis billede af Richmond Street som før var en pulserende gade med liv og nu ikke andet end en græsmark som et mindesmærke.

District Six museum - Apartheid

Efter museet tog Tony os med rundt i District Six. Et stort øde område med en kirke stående midt på en mark. Man har beholdt de huse som tilhørte de hvide, men alt andet er væk. Det undrede mig at regeringen har brugt så meget tid på at fjerne familier fra deres hjem og ødelægge husene uden at genopføre noget på grundene. Apartheid ligger uden for min horisont.
Vi kom også ud i township Langa, hvor vi besøgte en xhosa kvinde og så hendes blikskur af et hjem. En guide tog os med rundt i byen og viste os de forskellige dele: det nyere kvarter, det helt fattige, det mellem osv.. Langa ligger ud til den vej man kører på når man skal til og fra lufthavnen, så regeringen er ved at erstatte blikskurerne i rækken ud til vejen med finere huse således folk under VM ikke kommer til at se slummet.

Til sidst tog vi til Khayelitsha hvor vi besøgte det hjem nogle af mine drenge bor på. Store sovesale hvor der er presset så mange køjesenge ind som overhovedet mulig. Få har personlige ejendele, men hjemmet har den regel at hvis drengene ikke ejer noget, kan de ikke stjæle fra hinanden. Derfor deler alle drengene også tøj og sko. Der er ikke meget at lave på det hjem, da det næsten ikke består af andet end vægge og stål senge.

Når man er på sådan en tur, kan man næsten ikke gøre andet end at tænke. Sydafrika er kontrasternes land!

For det første er det underligt nu at forstå rigtig hvad apartheid er og hvordan den påvirkede/påvirker folk. Ude foran District Six museet er der en undskyldning: ”Remember with shame the many thousands of people who lived for generations in District Six and other parts of this city and were forced by law to leave their homes because of the colour of their skins. Father forgive us..” (Husk med skam de mange tusinde mennesker der for generationer levede i Distict six og andre dele af byen og blev tvunget til af lov at flytte fra deres hjem pga. deres hudfarve) Man kan sagtens stadig føle hvordan farven af ens hud kan være afgørende og hvordan mange går i angrebsposition hvis man nævner noget forkert. Det er kun 15 år siden apartheid for alvor endte. Men igen, det er 15 år siden: Tænk, de stadigvæk undskylder. Det er en underlig fornemmelse at komme som uvist og mærke hvordan nogle er voldsomt præget og andre overhovedet ikke.

En anden ting man kan tænke over er: Hvad er et township egentlig…? Da vi var på 20 dages tur i marts besøgte vi to af de tre største township i Sydafrika. Den ene Bushbokrich med 2,5 millioner indbyggere og Soweto på næsten 5 millioner indbyggere. Jeg troede et township var et sted hvor fattige folk boede. Et område hvor man ikke skulle betale for husleje osv. Men Soweto indeholder både millionærer og folk under fattigdomsgrænsen. Så ordet ”township” er økonomisk meget bredt.

Desuden er det underligt at regeringen fjerner alle blikskurene som ligger ud til den vej man kører på til og fra lufthavnen så turisterne under VM ikke ser hvor forfærdelig folk bor. Man prøver at fjerne alt for synlige kontraster. Men selvom mange bor i blikskure og halvdelen af skuret er rådnet, er det stadig deres hus! Xhosa kvinden vi var inde at besøge i Langa, var i hvert fald meget stolt af sit hjem. Det er trods alt bedre end at leve på gaden. Så hvis regeringen vil hjælpe, burde de vel fjerne alle blikskurene og erstatte dem med noget bedre. Også de township der ikke ligger ud til nogen stor vej – forsøge at skabe en lille bro mellem slum og by.
Jeg faldt over et citat fra den bog jeg er ved at læse for tiden (Questions and answers – spørgsmål og svar) som handler om et forældreløst barn der bor på et børnehjem: ”These films are about a fantasy world. A world in which kids have mothers and fathers, and birthdays. A world in which they live in huge houses, drive in huge cars and get huge presents. We saw this fantasy world but we never got carried away with it.” Det er underligt at tænke over at selv mine små søde drenge ser vores liv som fantasy world. Selv vores lærer Elaine synes det. Hun blev helt chokeret den høje husleje vi betalte. ”Det havde hun bestemt ikke råd til” (Hun ville ikke engang tage sin datter med ud og spise pasta og i biograffen for hvis der skete en ulykke senere, ville hun ikke have penge til at dække det). Men lige meget hvad er det rart at kunne hjælpe dem der ikke er på den gode kontrast side og måske udligne kontrasten lidt for nogle få. Christopher blev i hvert fald rigtig glad da jeg efter 5 ugers fri kom i skole igen – han kom og omfavnede mig, hans smil lyste op til himlen. Og hans ord var: ”I have missed you”. Så en lille forskel jeg måske gøre - Mindske afstanden til fantasy verdenen for Christopher og de andre i klassen.

Turen har været en øjeåbner. Og jeg er på en måde stolt over at være en af dem der forstår nu: hvor slemt det har været og hvor slemt det stadig er. Men også være med til at skabe kontakt mellem fattig og rig – gøre kontrasten mindre. Måske endda være en del af at gøre Sydafrika til et helt 1. Verdens land og ikke kun af udseende.